Læsetid: 7 min.

Bristede illusioner i Brasilien

Skandalen har tilføjet et nyt ord til Brasiliens sprog, portugisisk: mensalão. På dansk må det blive noget i retningen af måneskinsløn. Det hele startede da et kongresmedlem hævdede, at regeringspartiet systematisk havde betalt ham for at stemme til fordel for regeringens politik
21. november 2005

Køen foran paskontrollen i São Paulos internationale lufthavn er lang som et ondt år. Men man behøver ikke at kede sig - på en storskærm kan man følge med i TV Globos reportage om sidste nyt fra den omfattende korruptionsskandale, der de sidste måneder har plaget Brasiliens præsident Luis Inacio Lula da Silvas regering. De store aviser er også fulde af det. Analyser, nyheder og baggrundsstof, ledere og kommentarer - alt til faget tilhørende.

Skandalen har tilføjet et nyt ord til Brasiliens sprog, portugisisk: mensalão. På dansk må det blive noget i retningen af måneskinsløn. Det hele startede da kongresmedlem Roberto Jefferson, leder af et mindre borgerligt parti , hævdede at regeringspartiet PT (arbejderpartiet, Partido dos Trabalhadores) systematisk havde betalt ham for at stemme til fordel for regeringens politik. Hver måned havde han og en række andre politikere fra forskellige partier modtaget et ikke ubetydeligt beløb fra PT. Når Jefferson nu stod frem var det ikke på grund af moralske skrupler, men fordi han følte sig snydt. PT betalte ikke nok.

Selv om hovedparten af pressen behandler historien som om Jeffersons udlægning er korrekt, er det stadig et åbent spørgsmål om det reelt foregik så systematisk, som han hævder. Hverken PT eller Lula har nogensinde haft god presse i Brasilien. Det gælder både den trykte presse, som uden undtagelse er borgerlig, og de elektroniske medier, som er domineret af det ligeledes borgerligt orienterede Tele Globo.

Der er imidlertid ingen tvivl om at regeringen og PT's ledelse har været involveret i omfattende korruption. Man har brugt bestikkelse både for at sikre vedtagelse af regeringens politik i kongressen og i forbindelse med præsidentvalgkampagnen, som har været ualmindelig dyr og efterladt partiet med en stor gæld.

Hvad vidste Lula?

Det store spørgsmål er i øjeblikket hvor meget præsident Lula har vidst om skandalen. Selv siger han, at han intet vidste, og at hele skylden ligger hos PT, som "består af alt for mange fraktioner og af mennesker fra alt for mange forskellige sociale lag". Men ifølge Vagner Lino, medstifter af PT og i dag borgerrepræsentant i São Paulo, som jeg interviewede oktober dette år, er det imidlertid højst usandsynligt, at Lula intet skulle have vidst om hvad hans nærmeste fortrolige i PT's ledelse gik og foretog sig.

Flere har hævdet, at korruptionen var langt større under tidligere regeringer, også under den forrige præsident Cardosos regering. Det er temmelig velunderbygget at netop Cardoso dels bestak kongresmedlemmer for at sikre sig muligheden for at stille op til endnu en præsidentperiode i 1998, og at der også var omfattende korruption i forbindelse med den efterfølgende privatisering af en række offentlige virksomheder. Når han bl.a. i et interview her i avisen hævder, at korruptionen skulle have nået nye højder under PT's ledelse, er det dels et partsindlæg, da han er en absolut hovedfigur i den borgerlige opposition, og ifølge mange desuden åbenlyst hykleri. Regeringen Lula har bare gjort hvad alle andre før den, har gjort.

Det er imidlertid et argument, som er uden særlig stor vægt. Partiet PT har lige siden sin dannelse været forskelligt fra de øvrige partier i Brasilien. Vagner Lino forklarer det således:

"Det duer ikke for Lula at sige, at alle partier gør det samme. Da PT blev dannet i en kritisk modstandsproces under bekæmpelsen af diktaturet blev partiet kendt som et ærligt og etisk parti. Når partiet kom til magten med styrke og folkelig opbakning, så var det, fordi det var et anderledes parti, som kæmpede mod denne mangel på etik i det politiske liv, som kæmpede for forandring."

Derfor er dette ikke bare endnu en korruptionsskandale i Brasilien, men en tragedie for demokratiet, for venstrefløjen og for Brasiliens mange fattige, som står i fare for at miste det måske stærkeste redskab for social forandring, de har haft, nemlig arbejderpartiet PT.

De fattiges parti

Noget kunne tyde på, det også netop er dette, der er formålet med den kampagne, der i øjeblikket kører. Det er i højere grad partiet PT og dets ledelse, end det er præsidenten, som er i fokus. Og ifølge nettidsskriftet Braudel Papers er oppositionen ikke specielt ivrig efter at starte en rigsretssag imod præsidenten.

Tidsskriftet skriver, at finanskapitalen frygter præsidentens fald, fordi det også vil betyde fald for finansminister Antonio Palocci, som siden regeringens start har været garant for regeringens markedsvenlige, til tider neoliberale politik. Og ifølge det PT-venlige tidsskrift Carta Capital er Lula måske i færd med at vende sig væk fra PT for i stedet at få støtte fra Palocci og andre konservative politikere i kongressen.

Ifølge Vagner Lino er dette en helt bevidst strategi fra den borgerlige oppositions side. Man er interesserede i at ødelægge det vigtigste instrument, de fattige i Brasilien har skabt, nemlig partiet PT. Lula er et ikon for mange brasilianere og en blændende og karismatisk taler. Hvis Lula bliver udsat for en rigsretssag er der fare for han bliver martyr. Taktikken er derfor at holde Lula isoleret fra partiet, så hans evne som mobiliserende faktor svækkes og lade ham forbløde langsomt, samtidig med at PT splittes og dets ry som det de fattiges etiske parti, ødelægges, mener Lino.

Man kan hævde, at problemet allerede begyndte omkring det første forsøg på at få Lula valgt som præsident. Det var i 1989, hvor han var ganske tæt på at vinde over de borgerliges kandidat, Collor, som efterfølgende blev dømt for omfattende korruption. Indtil da havde den dominerende kultur og ide i partiet været, at man ikke allierede sig med 'den politiske klasse' i kongressen og naturligvis ikke med store jordbesiddere eller erhvervsfyrster. Partiets alliance var med de folkelige og sociale bevægelser, og i mere abstrakt forstand, med folket. Konkret betød det, at 'petismo', PT's ideologiske kendetegn var, at ville skabe en folkelig mobilisering, som skulle være den egentlige drivkraft i en forandring af de meget ulige sociale strukturer i landet. Man opfattede ikke blot partiet som en politisk valgmaskine, men som del af et netværk af sociale bevægelser, som alle på forskellig måde arbejdede på at forandre det brasilianske samfund.

Alliancer til højre

Efter Lulas nederlag i 1989 begyndte en ny tendens at få momentum. En gruppe indenfor PT vurderede, at det ikke kunne lade sig gøre at få magten i Brasilien, eller regere landet til gavn for de fattige, hvis man ikke var indstillet på at spille det politiske spil. Holdningen blandt denne campo maioritario, som den kaldes i dag, er, at det er nødvendigt at indgå alliancer med andre politiske kræfter i kongressen og i samfundet i det hele taget.

Nøgleordet er governabilidade, dvs. regérbarhed. Inden det valg, der i 2002 gav Lula præsidentposten, forlangte han frie hænder til at lave de alliancer, han ville, og fik det. Friheden blev bl.a. brugt til at skabe parløb med finansmanden José Alencar fra det liberale parti, som blev vicepræsidentkandidat. De tunge økonomiske ministerier er i regeringen Lula i stor udstrækning besat til højre side.

Under valgkampen forargede den ungarsk-fødte mangemillionær Georg Soros brasilianerne ved at sige, at de af markedet var tvunget til at vælge Lulas modkandidat, Serra. I dag kan man med nogen ret sige, at det var det, de fik. For at sikre denne governabilidade omskabte Lula sig - ikke til Lula 'Light', som nogen har sagt, men til en Serra med venstreorienteret retorik.

Det er i dag tydeligt, at det netop er denne version af governabilidade som har ført til partiets nuværende problemer. Lula gik ind på en økonomisk kurs, som skulle sikre et stabilt marked og berolige de magtfulde sociale kræfter, som ikke ønsker forandring og på et politisk spil, som indebar korruption og uhellige alliancer. De sociale bevægelser blev ikke, som i Venezuela, mobiliseret for at støtte landets første socialistiske præsident, men bedt om at holde sig i ro, så denne governabilidade kunne fungere og landets økonomi kunne blive stabiliseret.

Det er også lykkedes. Landets økonomi er bedre end da Lula overtog magten. Landets enorme udenlandsgæld bliver afdraget, som IMF og kreditorerne ønsker, der er vækst, og markedet har tillid til regeringen. Men venstrefløjens vigtigste parti, PT oplever sin største krise nogensinde og er i fare for at blive ødelagt. Der er ingen social mobilisering, ingen forandring i den hårrejsende sociale ulighed, de fattige har ikke fået det bedre og korruptionen har undergravet tilliden til både PT og til demokratiet, regeringen og politikerne.

Det kan ikke forbavse hvis mange tænker, at det havde været bedre, hvis Lula ikke var blevet valgt.

Lars Bohn, cand.scient.adm, ekstern lektor på RUC. Og har flere ophold i Brasilien bag sig

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her