Læsetid: 2 min.

Britisk advarsel

Spørgsmålet om, hvorvidt Blair nu burde trække sig til fordel for finansminister Gordon Brown, er ikke tilfredsstillende som eneste mulige konsekvens af lokalvalget. Ligesom i øvrigt Blairs egen omfattende regeringsrokade fra i går heller ikke er det. Problemet stikker dybere. Har Tony Blair, der for sit parti i så lang tid har været garant for magten, fortsat appetit på regulære forandringer af samfundet eller ej. Hvis han kun kan administrere, er tiden inde til noget helt nyt. Og her ser vælgerne ikke det klare alternativ.
6. maj 2006

AK HVOR FORANDRET en varm majmorgen og nat kan se ud. For ni år siden susede en ungt udseende, solbrændt, optimistisk og uplettet politisk leder - Arbejderpartiets nye formand, Tony Blair - ind i Downing Street 10, hvorfra han lovede briterne nye tider. Det var der i den grad brug for. Den forrige regering - John Majors konservative - var så nedslidt, som regeringer nu kan blive, af gentagne personlige og politiske skandaler; fra kogalskab, ulovligt våbensalg til Irak og sex-skandaler i flæng til anklager om korruption og stemmefusk ved lokalvalg.

NI ÅR SENERE ser tingene unægtelig anderledes ud for den nu gråhårede Tony Blair. Magten har slidt på Teflon-Tony: Irak-krig, manglende masseødelæggelsesvåben, nedslidt sundhedsvæsen, oprør på de indre rækker samt modstand mod reformer af hos-pitalsvæsenet og uddannelsessystemet som nogle af de værste.

Og så her i de seneste par uger regulære skandaler med udenlandske fanger, der er løsladt og gået under jorden i stedet for at blive udvist, som de egentlig skulle, samt den rullende undersøgelse af, om donorer til regeringspartiet er blevet adlet som belønning for deres rundhåndethed. Over til de mindre alvorlige, men skadelige for en regerings image: en førstedames frisør-regning, som blev betalt af partiet, en vicepremierminister, som bedrog sin hustru i årevis og dertil har bedrevet omfattende sexchikane til højre og venstre.

DE BRITISKE BORGERE - de 36 procent, der gad stemme lokalt - sendte et helt andet signal på denne strålende maj-dag end i maj 1997.

De konservative blev sejrherrerne. De liberale demokrater vandt ikke stort frem, et procentpoint, mens de marginale partier - det højreekstremistiske British National Party og de Grønne samt antikrigspartiet Respect - gik markant frem lokalt. Resultatet var langt fra en enorm sejr for det konservative oppositionsparti, hvis leder David Cameron dog også blot var behersket glad.

De konservative vandt ikke mere end ved lokalvalget i 2004, hvor Labour alligevel vandt parlamentsvalget året efter. Vælgerne synes først og fremmest at være trætte til døden af de store partier, uden rigtigt at vide, hvor de så vil hen.

Den passivitet er det farligste fænomen pt. i britisk politik. Ved sidste parlamentsvalg var deltagelsen den laveste i moderne tid.

DERFOR ER SPØRGSMÅLET om, hvorvidt Blair nu burde trække sig til fordel for finansminister Gordon Brown, ikke tilfredsstillende som eneste mulige konsekvens af lokalvalget. Ligesom i øvrigt Blairs egen omfattende regeringsrokade fra i går heller ikke er det. Problemet stikker dybere.

Har Tony Blair, der for sit parti i så lang tid har været garant for magten, fortsat appetit på regulære forandringer af samfundet eller ej.

Hvis han kun kan administrere, er tiden inde til noget helt nyt. Og her ser vælgerne ikke det klare alternativ.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her