Læsetid: 7 min.

Britisk films store succeser en død sild

En gang blomstrede en stor og selvstændig britisk filmindustri - nu er den gået i graven, kvalt af Hollywood og markedsideologisk forblændelse
21. april 2005

Da Det Britiske Filmråd for nylig pralede over britiske films storslåede succeser, var vi mange, der følte lyst til at begå selvmord. Ingen af de film, filmrådet vigtede sig af, var britiske! De fleste var lavet af udenlandske filmselskaber som Pathé, Warner Bros., Disney og Universal, der er blandt de mest durkdrevne til at trække midler ud af britisk filmstøtte.

Tilhængere af at yde subsidier på disse vilkår insisterer på, at de jo går til at skabe job for britiske filmarbejdere. Tanken er, at til gengæld for støttebevillingerne vil de udenlandske selskaber henlægge produktioner til Storbritannien og derved holde liv i landets produktionsfaciliteter. Dette er en farlig illusion.

I 1988 arbejdede jeg på Batman, som blev optaget i Pinewood-studierne i London. Jeg spurgte producer John Peters om, hvorfor de ikke drejede filmen i Staterne. "Fordi det er 30 procent billigere her, og vi ikke skal høre på bøvl" - de amerikanske filmarbejdere er effektivt organiserede i fagforeninger og mindre føjelige end deres britiske kolleger.

Den finansielle bistand, Storbritannien yder udenlandske film med støttemidler og lotteriindtægter er ikke til nogen hjælp. Den udretter det modsatte ved at rulle en tung sten hen over den britiske filmindustris grav, der hindrer dens genopstandelse.

Sikker økonomi

For 30 år siden havde vi endnu en stærk filmindustri. Alene selskabet Hammer producerede over 168 film mellem 1948 og 1972, som alle blev distribueret til hele verden. Et enkelt år, 1956, lavede Hammer hele ni film. Det ville i dag være utænkeligt. I datidens filmstøtte indgik den fremragende Eady Levy-afgiftsordning, som fungerede på således: Til gengæld for adgang til det britiske hjemmemarked skulle udenlandske selskaber betale en lille procentdel af de indtægter, deres film indspillede i Storbritannien. Floppede deres film, tabte de således meget lidt, men blev de succeser, var tabet ved at skulle svare afgiften beskedent ved siden af deres profitter. Indtægterne fra afgiften gik til de britiske filmselskaber, og dette tilskud kunne ofte gøre forskellen på, om et trængt selskab gik fallit eller klarede at holde sig oven vande. Efter pres fra USA blev Eady Levy-ordningen afskaffet først i 1970'erne, og dermed begyndte jordfæstelsen af den britiske filmindustri.

Markedsideologi

Vi har haft enkelte velvillige kulturministre siden da, men de har vist sig ude af stand til at hjælpe britisk filmindustri, som kun kan vækkes til live igen gennem en ny filmstøttelov. Ingen kulturminister har haft magt til at udvirke dette, skønt flere har prøvet. Finansministeriet, Handelsministeriet, Skatteministeriet og Statsministeriet har været imod at beskytte britisk film, fordi de har følt sig forpligtet på det frie markeds ideologi. Problemet med ideologier er, at de partout skal trækkes ned over alt. Skønt det frie marked på mange måder er en udmærket institution, som giver mange virksomheder store fordele, blev markedstilstandene til en katastrofe for britisk filmindustri og reducerede den til lidet mere end en serviceleverandør for Hollywood.

I dag sidder Hollywoods Syv Store (som bliver til seks, når Sony realiserer sit opkøb af MGM) på ikke mindre end 84 procent af det britiske filmmarked. Det franske selskab Pathé kontrollerer 12 procent, og til vore egne filmselskaber bliver blot fire procent tilbage.

I Frankrig er man gået en anden vej. Skønt det har vakt vedvarende raseri i USA, insisterer franskmændene på at fastholde en bred protektionistisk paraply over deres filmindustri. Udenlandske selskaber er ved lov udelukket fra at sætte sig på over 70 procent af det franske marked. Med andre ord er der garanti for, at mindst 30 procent af de film, der distribueres i Frankrig, er hjemmegjorte. Ganske vist beklager nogle franskmænd sig over dette - de synes, at en alt for stor del af de franske film er noget bras og ville ærligt talt hellere se flere amerikanske. Hvad de her mangler forståelse for, er, at man er nødt til lave mange dårlige film for at kunne lave de enkelte, som går virkelig rent ind. Af de omkring 100 franske film, der produceres hvert år, flopper de 90 procent. Den franske filmindustris succeskvote er således på 10 procent, men det er faktisk langt bedre end, hvad Hollywood formår.

Hollywood flopper mest

USA laver 2.000 film om året, hvoraf 460 opnår biografdistribution. Kun 50 af bliver overskudsforretninger, hvilket giver en succeskvote på 2,5 procent. Den franske regering ved altså, at dens filmindustri er fire gange så succesrig som Hollywoods, men fordi Hollywood producerer 2.000 film om året og Frankrig kun 100, giver det ingen tilstrækkelig fordel i konkurrencen. Derfor benytter franskmændene lovgivningen til at råde bod på uligheden. Uden denne justering vil fransk filmindustri gå til grunde, hvilket ville være et ubærligt tab.

I de 35 år før 1970 producerede britisk film næsten 100 stjerner. Hvis nogen dag vil hævde, at vi har en succesrig filmindustri, så spørg hvor mange stjerner, den har genereret siden 1970. Svaret er nul.

Men hvad så med Anthony Hopkins, Gary Oldman, Ralph Fiennes, Kate Winslet, Pierce Brosnan, Kate Beckinsale, Jude Law og Orlando Bloom? Jo vist - alle disse skuespillere fik deres debut i britiske film, men det var først, da de var begyndt at arbejde for Hollywood, at de blev gjort til stjerner.

Da J.K. Rowling første gang blev kontaktet om at sælge filmrettighederne til sine Harry Potter-bøgerne, insisterede hun på, at de skulle gå til et britisk selskab. Der var bare ikke noget, så derfor blev det Warner Bros., der fik dem. Det Britiske Filmråd praler af kæmpesucceser, det har opnået med Harry Potter-filmene, men det er nonsens. Disse films succes er tværtimod en ydmygende demonstration af den britiske filmbranches fuldkomne fiasko.

Det antages ofte, at grunden til, at projekter som Harry Potter-filmene bliver produceret af amerikanerne og ikke af os, er, at de har penge, og vi ingen har. Også det er nonsens. Hver dag foretager britiske banker investeringer for milliarder af pund, men der findes i dag ikke et eneste britisk filmselskab, der kan distribuere til hele landet. Filmindtægter spilles ind, når publikum ser filmene, så hvis filmen ikke kan leveres til det store publikum, holder investorerne sig væk.

Beskyttelsen gav liv

Før 1972 besluttede selskaber som Rank Organisation, British Lion og EMI, hvilke film der skulle produceres og af hvem. De havde ansat personer til at tiltrække investorer og instruktører til at lave filmen og oprettede pr-afdelinger og skabte filmstjerner, der kunne sælge dem. Filmene blev distribueret til Storbritannien og solgt til resten af verden via de internationale filmmarkeder. De indtægter, de genererede, var betydelige, skønt ikke tilstrækkelige til at stå mål med konkurrencen fra det langt større Hollywood. Men da de havde statsstøtte at falde tilbage på foruden Eady Levy-afgiften, kunne de overleve. Var beskyttelsen af disse selskaber ikke fjernet, ville de stadig eksistere og skabe film i dag, hvor det økonomiske klima for filmproduktion er stærkt forbedret i forhold til 1972.

Praktisk protektionisme

Verdensmarkederne er ekspanderet kraftigt, video og dvd har firedoblet indtægterne, tusindvis af tv-kæder, hoteller og luftfartsselskaber køber film, og vi har store fordele over for vore ikke-amerikanske konkurrenter, fordi også vi producerer film på engelsk. Oven i alt dette har vi en utrolig talentmasse, der aktuelt arbejder i Hollywood, hvor de beriger amerikanerne, skønt de hellere ville være her og berige os.

Den britiske filmindustri er en død sild i dag - men med en smule hjælp fra staten er den en potentiel succeshistorie, der bare venter på at blive til virkelighed.

Hvis nogen tror, at det frie marked er til gavn for britisk film, må de være mentalt forstyrrede. Det frie marked er kun frit for Hollywood. Grunden til, at der ikke findes officielle love, der beskytter amerikansk film, er, at et sådant behov ikke er der. De er fint beskyttet af uofficielle love.

Forbud fra Hollywood

Lad mig illustrere USA's uofficielle protektionisme med et eksempel: I 1980 finansierede og producerede HandMade Films, et selskab ejet af eksbeatlen George Harrison, den fremragende og fantasifulde Time Bandits skrevet af Michael Palin og med John Cleese og Sean Connery i stjerneroller. Da HandMade Films viste den til amerikanerne, tilbød tre distributører at købe den. Men tilbudene var latterlige og ikke i nærheden af at dække produktionsomkostningerne. HandMade følte sig sikker på, at Time Bandits kunne tjene penge og var rede til at dele sine indtægter med en distributør. Men den uskrevne lov i Los Angeles over for udenlandske selskaber er: tag, giv ikke. Havde HandMade været et amerikansk selskab kunne det have opnået en fair handel, men da det var udenlandsk, var dørene lukkede.

HandMade besluttede selv at stå for distributionen og arrangerede visninger for de biografkæder, som fandt filmen glimrende, men var nervøse for at vække anstød hos deres faste leverandører i Hollywood. Så fremsatte HandMade et fristende tilbud: 70 procent af bruttoindtægterne plus finansiering af en generøs pr-kampagne til flere millioner dollar.

Så tog de den. Filmen blev distribueret og indspillede formuer. Men Hollywood var så fortørnet, at det forbød de amerikanske biografkæder nogensinde at entrere med HandMade igen. Indtægerne fra Time Bandits finansierede yderligere tre film, som HandMade også forsøgte at distribuere til de amerikanske biografkæder, men denne gang forblev deres telefonopkald ubesvarede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu