Læsetid: 4 min.

Britisk radikalisering

28. april 1997

Når valget for længst er overstået og vælgerne bedømmer, hvad de fik for deres stemme fokuserer de på valgløfterne. Flæsket, som det naturligvis hedder i det danske landbrugsforegangsland.
I Storbritannien står Arbejderpartiet til en jordskredssejr, proklamerede søndagsaviserne på baggrund af meningsmålinger. Intet mindre end "en ny æra" begynder denne uge, ifølge The Observer.
Hvad har Arbejderpartiet så lovet at denne nye æra skal indeholde? Ikke ret meget, kan man konstatere. Partiets valgløfter er notorisk tågede og upræcise. Omvendt betyder det også, at partiet har lovet kolossalt meget:
"Jeg ønsker et mere ligeligt samfund," siger Arbejderpartiets leder Tony Blair. Britisk historie og tradition in mente er det et omfattende løfte. Det kommer oven i købet på et tidspunkt, hvor ulighederne i landet er blevet konstant forværret under 18 års konservativt styre. Hvor globaliseringens effekt i de gamle industrilande fører til forøgelse af uligheden.
"Aldrig har de rige været så rige, som de rige er i dag," hedder det i The Observers leder. Det lover Blair altså at ændre - intet mindre. Han lover desuden social retfærdighed, forbedrede skoler og et opgør med langtidsarbejdsløsheden, et knækket sundhedsvæsen og manglende muligheder.
Først og fremmest beder han vælgerne om at stole på ham, for han "vil være langt mere radikal som regeringsleder, end mange folk tror."

Margaret Thatcher var også radikal, endda langt mere radikal, end mange folk troede, da hun blev premierminister i 1992. Radikalitet er ikke et plus-ord, men løftet er en logisk konsekvens af det "præsidentvalg", det britiske parlamentsvalg i år er degenereret til. Arbejderpartiet har været så angst for at tabe, at det har satset alt på at markedsføre Tony Blair, som manden der kan redde Storbritannien. Glemt - eller i hvert fald gemt godt ned i baggrunden - er partiets øvrige dygtige folk, for ingen sælger billetter som Blair.
Hos de konservative mener John Major, "at han har gjort det så godt for landet, at han fortjener genvalg - og at de konservatives interne splid gør, at de har fortjent at tabe", som en britisk iagttager for nylig skrev. Det er formentlig baggrunden for, at Major har blæst den konservative kampagneledelse en hatfuld og ført valgkamp fra Downing Street No. 10 som det passer ham.
Præsidentialiseringen af det britiske valg førte oven i købet så vidt, at lederen af det tredjestørste parti, Paddy Ashdown fra de liberale, truede med at lægge sag an mod tv-stationerne, der planlagde tv-duel med kun to de store. Tv-stationernes argument var klokkerent: De mente, at langt de fleste seere kun var interesseret i de to kandidater, underforstået: Hvorfor spilde tid på Ashdown, der "kun" plejer at få 15-18 procent af stemmerne?
Sjældent ser man flertalsdiktatur og kommercialisme så sammensvejset mod demokratiet som i dette tilfælde.
I takt med, at parlamentsvalget har fokuseret på kun to ud af de 659 medlemmer, der skal vælges, er deres politiske dagsordener blevet stadigt mere vanskelige at kende fra hinanden - en tendens, der minder uhyggeligt om den politiske proces i den amerikanske præsidentvalgkamp.
Resultatet er, at fokus bliver rettet ind på de to mænds handlestyrke, moral og vilje - og tilsvarende fjernet fra politikken.

Derfor er der yderst god grund til at huske på et af Arbejderpartiets sjældne konkrete valgløfter. Det har lovet at indlede et anslag mod hele det britiske valgsystem. Det har indledningsvist erklæret, at pladserne i parlamentets Overhus ikke længere skal være reserveret de få, der kan arve en sådan plads. Det har desuden sagt, at systemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse skal til folkeafstemning.
Blair - der var han igen - har ganske vist ikke sagt lige ud - han kunne jo komme til at støde potentielle vælgere - at han ønsker to-partisystemet afskaffet. Men partiet lover i det mindste at gøre noget for sagen.
Flertalsvalget i de 659 valgkredse fører ved hvert valg til groteske resultater - ikke mindst det forhold, at et parti kan gå frem i antal stemmer, men tilbage i antal vundne valgkredse, og dermed tilbage i antal parlamentspladser.
Det er udemokratisk i sig selv, men værre er - som denne valgkamp igen viser - at en lang række politiske emner ikke for lov til at komme på dagsordenen. Tag miljøet. Ingen af de to store partier interesserer sig synderligt meget for miljøpolitik, og emnet er derfor ikke på dagsordenen, selv der er rigeligt at tage fat på i Storbritannien.
Der findes et grønt parti i Storbritannien, helt uden chancer i det nuværende system, men dog stort nok til, at det i et forholdstalsvalg - som det danske eller tyske - ville kunne sørge for at emnet kom frem i debatten.
Og videre endnu: Brydes to-partisystemet opstår der mulighed for koalitionsregeringer, hvor netop små partiers dagsordener kan blive repræsenteret.

Skal Blairs mål om et mere retfærdigt samfund nås, må han retteligt begynde med at demokratisere. Alle vælgeres stemmer skal tælle. Små partiers røster - det vil sige store grupper af vælgeres røster - skal ses og høres og regnes med i parlamentet. Demokratisering er overalt i verden et af de første og det vigtigste skridt mod at opnå social retfærdighed.
Dér og lige der begynder et ægte radikalt anslag mod det britiske klassesamfund.

pety (Peter Tygesen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu