Læsetid: 4 min.

Britiske søfolk splitter Iran

Det gik lige så godt med Iran. For en måned siden bevægede landet sig mod mere udenrigspolitisk ansvarlighed, men efter interne magtkampe og lysegrønne stormagtshåb er kursen ændret
30. marts 2007

De sidste mange måneder har Iran været truet af sanktioner som et resultat af landets uvillighed til at underlægge sit atomkraftprogram international kontrol og standse uranberigelse. Truslen blev til virkelighed den 24. marts, da FN's Sikkerhedsråd vedtog sanktioner, der rammer industrien omkring Irans atomkraftprogram, våbenindustrien og i hvert fald én bank. Irans befolkning kommer ikke til at mærke sanktionerne i første omgang, men det er sandsynligt, at Sikkerhedsrådet vil vedtage mere omfattende sanktioner, hvis Iran fortsat nægter at samarbejde med Det Internationale Atomenergiagentur. Og det ser foreløbig ud til, at Iran vil fortsætte sin konfrontationskurs, for reaktionen på de nye sanktioner var, at Iran yderligere reducerede sit samarbejde med atomenergiagenturet i mandags.

Episoden med de 15 tilfangetagne britiske marinesoldater sidste fredag er endnu et vidnesbyrd om Irans stejle kurs over for FN og Vesten. Det er svært ikke at sætte tilfangetagelsen i forbindelse med a-kraft-spliden og lørdagens annoncerede sanktioner, skønt Iran benægter en sammenhæng. Det er dog meget tvivlsomt, om hele Irans magtelite står sammen bag tilfangetagelsen af de britiske soldater og undermineringen af enhver diplomatisk løsning på konflikten mellem Iran og det internationale samfund. Episoden med de britiske soldater ser ud til at være orkestreret af Revolutionsgarden, Irans paramilitære styrke, der har tætte forbindelser til den nuværende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, der selv var officer i garden, før han blev Teherans borgmester og senere præsident. Revolutionsgarden sidder også på en del af våbenindustrien og atomkraftprogrammet, og det ser ud til, at Sikkerhedsrådet har sigtet på den gruppe af Irans magtelite, siden sanktionerne især har ramt den industri, der delvist kontrolleres af Revolutionsgarden.

Ahmadinejad sidder på dagsordenen

For nogle uger siden så det ud til, at forhandlingerne mellem Iran og FN om Irans atomkraftprogram var på vej ind i en fase, hvor en diplomatisk løsning var mulig. Det fremstod som en forhandlingsmulighed, at Rusland eller en anden ikke-vestlig statsmagt som overvågningsinstans skulle sikre, at Iran blot udviklede sit atomkraftprogram med energiforsyning som mål og ikke gjorde det til en basis for at udvikle atomvåben, samtidig med at Iran - i hvert fald udadtil og i forhold til den iranske befolkning - kunne hævde, at landet stadig var hundrede procent herre over eget atomprogram. Denne mulighed blev efter alt at dømme saboteret af den del af magteliten i Iran, som Ahmadinejad og Revolutionsgarden er en del af, og som har indflydelse på magtens centrum i Iran: Den åndelige og politiske leder Ayatollah Khamene'i. Andre magtgrupperinger i Iran har i længere tid talt for en diplomatisk løsning på atomkraft-spliden og kritiseret Ahmadinejad for både hans retorik og hans manglende statsmandsevner. Det er primært midtsøgende konservative, personificeret af tidligere præsident Rafsanjani - der også er formand for flere magtfulde råd i det iranske politiske system - samt reformisterne, personificeret af en anden tidligere præsident, Khatami. Disse grupperinger har også indflydelse på lederen Khamene'i, men lige nu ser det ud til, at Ahmadinejad-fløjen har kuppet sig til den politiske dagsorden, nemlig absolut konfrontation med FN og Vesten. Det kan dog ikke afvises, at Khamene'i støtter denne dagsorden i en vis udstrækning, blandt andet fordi hele den politiske elite i Iran samt befolkningen kan samles under sloganet: "Nej til (direkte) fremmed indblanding i vores atomkraftprogram."

Nogle observatører vil endog hævde, at hovedparten af den iranske politiske elite ser det som Irans naturlige ret at besidde a-våben i lighed med andre land i regionen, fra Israel i vest til Indien og Pakistan i øst.

Regionale stormagtsdrømme

Det regionale aspekt af konflikten om tilfangetagelsen af de britiske søfolk bør ikke overses. Mod god etik og internationale regler viste iranerne de tilfangetagne briter i tv. Dette foregik i første omgang på den Teheran-baserede arabisksprogede kanal al-Alam. Ved at udsende billeder af de fangne britere til det arabiske Mellemøsten, signaliserede iranerne, det vil sige Ahmadinejad, Revolutionsgardisterne og måske og den øverste leder Khamene'i, at Iran er den ledende nation i modstanden mod USA og de allieredes tilstedeværelse i Irak, Afghanistan og i Mellemøsten.

Irans ambition om at være den regionale stormagt kolliderer mildest talt med en løsning på atom-kraftkonflikten. Iran kan ikke på én og samme tid puste sig op som stormagt og leder af en mellemøstlig, muslimsk modstand mod Vestens tilstedeværelse i regionen og løse sine problemer med FN angående atomkraften.

Tilfangetagelsen af de britiske marinesoldater gavner måske Iran i forhold til den mellemøstlige opinion og den iranske befolkning, idet den fremviser et stærkt og handlekraftigt Iran, men den isolerer Iran yderligere i det internationale samfund, som FN repræsenterer. Og hvis nogle iranske beslutningstagere tror, at briterne kan bruges som gidsler i en forhandlingssituation om atomkraft og sanktioner, er det et udtryk for, at iranerne både retorisk og handlingsmæssigt har afskåret sig fra en diplomatisk løsning på atomkraftstriden med FN. De næste dage eller uger vil vise, om mere kompromissøgende politiske grupperinger i Iran kan tilbageerobre den politiske dagsorden og finde en forhandlingsløsning med såvel FN angående atomkraftprogrammet som med Storbritannien angående de 15 søfolk.

Claus Valling Pedersen er lektor i iransk sprog og kultur på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu