Britta Lillesøes Christiania-historie begynder før, Christiania overhovedet blev grundlagt. For hun var med til at starte det, hun kalder 'Christianias mor', nemlig Sofiegården på Christianshavn, der var en samling kondemnerede 1700-tals huse. Her boede hun fra 1965 sammen med andre unge kunstnere, studerende, håndværkere m.v.:
"Det var et slags storkollektiv i byen - før vi rigtig kendte ordet 'kollektiv'," siger Britta. Hun sidder ved et stort træbord i sit hus - en gammel istandsat lade på Christiania, som Brittas familie deler med fire andre familier. Hun har budt på te i en Thylejr-kop. Omkring 1970 blev Sofiegården revet ned:
"Man sagde, at det stadig var sundhedsskadeligt at bo der, selvom vi selv havde renoveret husene. Men det var løgn. Stadslægen havde sagt det modsatte," fortæller Britta Lillesøe.
Allerede i 1969 - mens hun stadig boede på Sofiegården - var hun sammen med en flok 'gamle christianshavnere' med til at vælte det første plankeværk til Bådsmandsstrædes Kaserne. Det blev rejst op igen af myndighederne, men senere væltet 2-3 gange mere. Den sidste gang var i 1971.
Da Christiania blev grundlagt, boede hun en kort tid hos en ven i Fredens Ark, senere på en af vinkelgårdene på Dyssen, så i en skurvogn, og bortset fra nogle år i et kollektiv på Store Kongensgade, har hun været christianit hele tiden, og bor altså i dag i Laden sammen med sin mand, Nils Vest.
Teater
Historien fra Sofiegården gentager sig i dag:
"Der går en lige linje fra Sofiegården til situationen på Christiania i dag. Dengang fik de revet det ned, men denne gang skal de fandeme ikke have lov," siger Britta Lillesøe, som er med i Christianias Baggrundsgruppe, og derfor dybt engageret i konflikten mellem staten og fristaden.
Der er også en lige linje i Brittas interesser og karriere. Hun er skuespiller, og lagde ud med at lave både scene- og gadeteater i tiden på Sofiegården - siden var hun på Jomfru Ane Teatret i Aalborg, en håndfuld teatre i København, og har desuden medvirket i diverse film.
"Der var så meget gang i den dengang, at man skulle tro, det var løgn.
Jeg var i en periode medlem af en anden teatergruppe, 'Secret Service', der ind imellem trak rundt med en vogn og lavede teater fra den. Gruppen lavede også lange teaterstykker på scenen med levende musik, dans, stroboskoplys og filmindslag. Vi havde en overgang et teater i Farvergade 10, 'Secret Service, Station 10', med støtte fra Kulturministeriet. Det blev senere lukket, fordi der blev røget hash. Men så satte især nogle kendte forfattere sig på Kulturministeriets trappe og røg tjald i solidaritet med os skuespillere: "Vi ryger også hash for Kulturministeriets penge", sagde de. Og den historie kender de fleste, men kun få ved, hvorfor de sad på trappen."
Men først og fremmest husker hun sin tid fra teatergruppen Solvognen, som senere blev en del af Christiania:
"Så mødte jeg nogle fra Solvognen, som dengang slet ikke var en teatergruppe, men en lys- og lydgruppe. Nå, men så sagde Luffe fra Solvognen til mig: 'Hey, du er fra Jomfru Ane - kom med hos os, du kan spille teater' - og så var jeg med. Sådan blev Solvognen til en teatergruppe. Jeg trak så flere af mine skuespillervenner med. Det var i 1972. Vi dannede en fast kerne, kaldet 'grundgruppen.'
Virkelighedsteater
Britta husker tiden i Solvognen som noget ganske særligt:
"Jeg var sådan 'Pow'. Det var virkelig utroligt. Foruden det store sceneteater lavede vi det, jeg kalder for virkelighedsteater, for det var teater ude i virkeligheden. Omgivelserne var en del af det. Ofte spillede politiet selv med i stykkerne. Når vores limousine kørte rundt med hr. og fru Nixon - hende spillede jeg - på besøg i København, så fik vi helt automatisk en motorcykel-politieskorte på. Det skete også - dog på en anden måde - da Britta og omkring 100 andre iført julemandskostumer begyndte at dele julegaver ud i Magasin og Illum.
"Jeg kan huske, at vi blev anholdt og sad bag i sådan en stor Ford Transit politibil, og så begyndte vi at synge - en af pigerne havde lavet en sang, og Flemming Quist Møller spillede vildt på congas iført sin julemandsdragt, og vi klappede og trampede rytmen, så bilen hoppede op og ned." Britta synger det, hun kan huske:
"Vi er de glade julemænd, da, da, da, da, da, da, da, da ... og nu danser, og nu danser, og nu danser julemanden.' Så kaldte politibetjenten over radioen og spurgte, om ikke han måtte slippe for at blive afløst, så han kunne få en længere vagt med os, fordi han syntes, det var så sjovt."
Et par år senere var Britta også med til Solvognens måske berømteste aktion - nemlig ved Rebildfesten i 1976, hvor det pæne borgerskab blev konfronteret med indianere til hest på bakketoppen, som i en John Ford-film:
"Det var et kæmpe organisatorisk arrangement. Der var så mange involverede-"
Bedst som Britta er i gang med historierne, kommer hendes nabo bragende ind med mad:
"Så er der flæskesteg."
"Nej, hvor er du sød," svarer Britta.
"Det er fordi, han ved, at jeg har så travlt for tiden. Så sørger han for mig," fortæller hun, da naboen igen er smuttet. "Det er det fantastiske ved Christiania. Den åbenhed, der er her. Og forskelligheden. Der er alle mulige mennesker. Nils og jeg kunne vælge at bo i et kvarter fyldt med skuespillere og filminstruktører, men det gider vi da ikke. 'Sorte får fra alle klasser foren jer.' Det plejer jeg at sige, for jeg synes forskelligheden er så central for Christiania."
Regeringens planer om at normalisere Christiania er derfor heller ikke Brittas kop te:
"Jeg er bange for den normalisering. Det hele er meget uvist for tiden, og uvished er også en slags tortur. Så vi har virkelig ondt i sjælen." Og tendensen til normalisering kan ende med at blive en ulempe for hele Danmark:
"Ethvert firma med respekt for sig selv har en udviklingsafdeling - et sted, hvor der kan eksperimenteres - så lad dog Christiania være 'firmaet Danmarks' udvik-lingsafdeling. Man kan også sige, at Christiania er som en ventil på samfundets trykkoger. Hvis ikke vi kan være her, ville der komme noget nyt. Christiania er en nødvendighed. Og hvis man helt forhindrer det, vil det ende i oprør, som vi ser det i Fankrig," siger Britta Lillesøe.
Virkelighed
Brittas kamp imod normaliseringen går i dag som i Solvognens tid gennem kultur og teater:
"Det kommer hele tiden op i mig. 'Vi må gøre noget' - jeg kan slet ikke lade være," fortæller Britta. De seneste år, har hun som forkvinde for Christianias Kulturforening haft samme sammenbindende funktion som i sin tid i Solvognen:
"Der er en fuldstændig lige tråd i mit arbejde fra den-gang og til i dag. Jeg bliver ved og ved. Jeg bider mig tonse-fast."
- Tonse-fast?
"Ja. Tonse-fast. Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det."
De seneste år, har Britta blandt andet bidt sig tonse-fast i dialogcaféer om alternative boformer, fredsfestivaler, et bundmøde (da der var EU-topmøde i Danamrk) og fire høringer om cannabis - hvoraf den ene var konkluderende og udformet som en retssag. Og da en gruppe unge mennesker for nylig flyttede ind på Christiania i deres skurvogne, var det Britta, der tog sig af al den tunge praktiske kommunikation med Slots- og Ejendomsstyrelsen.
"Cirkusskurvognene blev desværre flyttet væk af politiet. Men vi holdt stand uden vognene i tre måneder omkring det store cirkustelt - det var ofte hårdt og koldt, når der skulle holdes vagt. Men vi gennemførte vores program med cabaret, høstfest, flere valgmøder og dialogcaféer om alternative fristeder og et boforms-eksperimentarium."
Brittas fokus har dog rykket sig lidt siden 70'erne:
"Det er stadig virkelighedsteater. Men i dag er der nok mere virkelighed end teater," fortæller hun om udviklingen.
Det åndelige har også fået stor betydning:
"Det spirituelle er vigtigt. Jeg laver ikke sådan noget med 'nej til', 'ned med' eller 'ud med'. Det skal være positivt, kærligt og sjovt. Da vi lavede fredsfestival på Fredens Eng sidste år, var der 13 forskellige trosretninger, der bad med på hinandens bønner. Der var folkekirkens præster, katolikker, indianere, buddhister, muslimer, jøder, sikkher, hare krishna, hindhuer, -"
- Men rykker det noget med virkelighedsteater, indianere og buddhaer i dag?
"Ja, for pokker. Det er enormt vigtigt for sammenholdet på Christiania. For gode rammer skaber gode mennesker. Men også fordi, vi skal vise befolkningen, hvad vi også er - ellers er det ikke andet end et goldt og affolket Pusher Street, der repræsenterer Christiania."
