Læsetid: 3 min.

Broadway i Hollywood

Selv om ikke meget er ændret i filmversionen af Mel Brooks' teatermusical 'The Producers', er den komisk langt bagefter
17. marts 2006

Hovedrolleindehaverne er de samme, historien og sangene er stort set de samme, selv instruktøren er den samme. Alligevel er der et eller andet helt galt med filmversionen af Mel Brooks' musical The Producers, en musical, der tog Broadway og West End med storm for et par år siden og var lige dele parodi på og hyldest til genren.

Jeg så den i London og var solgt. Sammen med 2.000 mennesker grinede jeg mig igennem små 150 minutters sjofle vittigheder, platte sange og en tour de force-præstation af Nathan Lane i rollen som den fallerede Broadway-producer Max Bialystock, der sammen med revisoren Leopold Bloom - James Joyce må vende sig i sin grav - finder på alle tiders fidus: Skaf to millioner, find den værst tænkelige musical (den nazifile Forår for Hitler), hyr den dårligste instruktør (en flamboyant bøsse uden kvalitetssans), og fiaskoen og dermed en gevinst på to millioner er sikker.

Filmen følger stort set handlingen i musicalen - af hensyn til spilletiden er et par sangnumre taget ud - men det er svært at blive lige så begejstret i sit biografsæde som i teatret. Der er meget stor forskel på den umiddelbarhed, et teaterstykke frembringer - og kræver - hos et i lykkeligste fald medlevende publikum, og den distance, publikum naturligt er udstyret med, når de går ind i biografen.

Overgearet og irriterende

Brooks, der har baseret musicalen på sin egen, vellykkede filmkomedie, The Producers (1968), er heller ikke verdens mest subtile komiker eller manuskriptforfatter. Og det intime filmmedie er ikke altid lige venligt mod den grovkornede, in your face-humor, han benytter sig af i The Producers, og som nok skal støde en og anden. De skamløse sjofel- og platheder fungerer på scenen, hvor man forventer stort, selvbevidst spil og pointeret humor, der når de bageste rækker. Men i nærbilleder på et biograflærred er det ofte slet ikke morsomt, men overgearet og irriterende, og jeg tog mig selv i at undre mig over, hvad det dog var, jeg fandt så morsomt ved The Producers dengang i London.

I rollen som Bialystock kæmper Nathan Lane for at sætte gang i løjerne, og det lykkes ham trods alt at kalde på smilet i flere af filmens mere absurde scener - som da han for at skaffe de to millioner må tilfredsstille en hel hær af grå, gamle og skrupliderlige damer. Men Matthew Brodericks Bloom kan slet ikke leve op til Lane, og det, der skal være morsomt, bliver blot manisk hos Broderick, som ikke er en dårlig skuespiller, men ikke har samme komiske timing som Lane.

Til gengæld er Uma Thurman ret sjov i rollen som blond, svensk sexbombe - et syn for guder, og man forstår, hvorfor de to svindlere er så forgabte i hende.

Filmisk har den spillefilmdebuterende instruktør, Susan Stroman, der også stod bag teateropsætningen af Brooks' manuskript, ikke meget at tilføje historien. Der er enkelte kamerature og udendørsoptagelser, som indlysende har været umulige på teatret, men målet har klart været at omsætte en teatersucces til lærred så smerte- og risikofrit som muligt.

Det kan man vel ikke fortænke Brooks og Stroman i, men det er altså også noget fantasiforladt, og resultatet er en i bund og grund ligegyldig film. Man ville have opnået et bedre resultat ved at filme en teateropførelse af musicalen og så bruge publikums reaktioner på lydsporet.

The Producers. Instruktion: Susan Stroman. Manuskript: Mel Brooks og Thomas Meehan. Amerikansk (Palads i København og en række biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her