Læsetid: 3 min.

Broderfolkene og søstersolidariteten

I Danmark er prostitution en privat sag. I Sverige er det vold mod kvinder. Og i Norge er det et socialt problem - i hvert fald når det viser sig på Oslos hovedgade
10. maj 2007

Skal samfundet bestemme, om man må købe og sælge sex? Det har været omdrejningspunktet i den norske debat omkring kriminalisering af prostitutionskunderne. På den årlige kongres vedtog Arbejderpartiet med et snævert flertal at forbyde køb af seksuelle ydelser, sådan som det har været tilfældet i Sverige siden 1999. Derved er der flertal for en lovændring i det norske Stortinget.

May-Len Skilbrei, der forsker i prostitution ved Oslo Universitet, fortæller, at debatten er dukket op med ca. tre års interval.

"Men hidtil har politikerne udskudt beslutningen med henvisning til, at det endnu var uklart, hvad svenskerne havde fået ud af forbuddet, " fortæller hun.

Derudover har prostitutionen levet et meget tilbagetrukket liv i Norge. Flere mente derfor ikke, at problemets omfang retfærdiggjorde en skrappere lov. Den holdning ændrede sig, da en ny type prostituerede kom til Oslo.

"Det mest afgørende var det hastigt stigende antal nigerianske kvinder. De var langt mere synlige og udbød sig selv på en helt ny måde. I Norge var vi vant til, at de prostituerede sneg sig langs murene iført hue og dynejakker. De afrikanske kvinder arbejder midt på hovedgaden Karl Johan, og de var langt mere eksplicit seksuelle i deres form," fortæller May-Len Skilbrei.

Pædagogisk symbolpolitik

Nu går Norge så i Sveriges fodspor. Men ifølge May-Len Skilbrei er der stor forskel på bevæggrundene: "Da Sverige vedtog at kriminalisere kunden, handlede det om at sende et signal. Det var pædagogisk symbolpolitik, der skulle understrege, at det svenske samfund ikke accepterede, at nogen kunne købe andre," fortæller May-Len Skilbrei.

I Norge derimod havde beslutningen et mere pragmatisk udgangspunkt.

"Her handler det om at finde redskaber til at stoppe kvindehandel. Og så er det også en slags panikreaktion. Svenskerne har kriminaliseret kunden, og det så ud til, at Finland ville gå i deres fodspor. Politikerne blev bange for, at Norge ville blive ladt tilbage som et slags menneskehandlernes paradis," fortæller May-Len Skilbrei.

Nordiske forskelle

May-Len Skilbrei har tidligere gennemført en sammenlignende undersøgelse af prostitutionsdebatten i henholdsvis Danmark, Sverige og Norge. Hun mener, at Danmark og Sverige har placeret sig i hvert sit hjørne, mens Norge har ligget et sted i midten og vejret vindene.

"Sverige og Danmark har spejlet sig i hinanden og derved bevæget sig stadig længere ud på debattens yderfløje. I Sverige har man kaldt det vold. I Danmark har man fastholdt, at det handler om valg," siger May-Len Skilbrei.

De to lande har historisk haft en stort set enslydende lovgivning, men i slutningen af 90'erne kom lovteksten til at afspejle debatten.

"I Sverige har man i de sidste 30 år behandlet prostitution som vold mod kvinder. Den prostituerede er ikke kriminel, men et offer der skal beskyttes af lovgivningen. I Danmark har man stået fast på, at prostitution er en privatsag," siger den norske forsker.

Her adskiller Danmark sig fra begge naboer i nord.

"Både i Norge og Sverige bliver prostitution anset som et særligt socialt problem, der kræver fælles løsninger. I Danmark derimod er prostitution forblevet en privat sag," siger hun.

I Danmark er særlige grupper af prostituerede, f.eks. narkomisbrugerne eller de handlede kvinder, blevet udpeget som nogen med særlige problemer. Men de er blevet sat ind i en anden kontekst - såsom fattigdom eller narkomisbrug - hvorimod debatten om prostitution som helhed har levet et meget stille liv i Danmark, mener May-Len Skilbrei.

Det meget forskellige syn på køb og salg af sex skal blandt andet findes i de to naboers historisk bestemte forhold til staten.

"Svenskerne har altid accepteret, at staten spiller en stor rolle i den enkeltes liv og anser det som velfærdsstatens rolle at garantere alle et godt liv. I Danmark derimod er frihed en meget central værdi," siger hun.

I Sverige og Norge er kvindelige politikere og samfundsdebatører på tværs af partiskel gået forrest i bestræbelserne for at få indført et forbud mod køb af sex. Forklaringen på, at det endnu ikke er sket i Danmark, mener May-Len Skilbrei, skal findes hos den danske kvindebevægelse. De har nemlig aldrig taget den prostituerede til sig og gjort det til en søstersolidarisk opgave at kæmpe på hendes vegne.

"I kvindebevægelserne i både Sverige og Norge har den prostituerede været brugt flittigt som det ultimative symbol på undertrykkelsen af kvinder - endda til tider i et helt absurd omfang. Prostitution har derfor etableret sig som et problem for alle kvinder. Ikke kun for de kvinder, der af den ene eller anden grund ender der," siger May-Len Skilbrei.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her