Læsetid: 5 min.

Et broderligt venskab

Siden Henrik Stangerups død i 1998 har der været stille om hans forfatterskab, men i aftes var der forpremiere på en ny film om ham. 'At skrive eller dø' er instrueret af Ole Roos, som her fortæller om venskabet, arbejdet med filmen og om dokumentarens fremtid
26. januar 2006

Egentlig havde Ole Roos tænkt sig, at den næste film skulle handle om barndommen i Allerød. Han havde fundet frem til venner, som han ikke har set i 50 år, men materialet var "bogstaveliggjort og svulmet op i et sådant omfang, at jeg var forsvundet ned i det," siger han. Så han besluttede at vende ryggen til det, i al fald for en tid, og i stedet lave en film om vennen Henrik Stangerup.

- Kan du huske jeres første møde?

"Vi mødtes på Laterna Film, hvor han kom for at lave sin film om Asta Nielsen, men det første møde fandt sted i restuaranten Allégade 10. Jeg havde lige lavet en film, som Henrik var vild med, om skuespilleren Michel Simon, og han havde lige udgivet sin bog En veritabel pariser, som han gav mig med dedikationen 'Ole le Fou' efter Godards film Pierrot le Fou. Derpå kredsede vi også om hinanden i det såkaldte dødsrute-miljø, hvor vi drillede hinanden lidt."

- I kunne vel lige så godt være gerådet i slagsmål, når man betænker hans temperament?

"Ja, og mit, men der var altid en kærlig undertone."

- Hvad forenede jer?

"Jeg opfattede ham som en bror og tror også, at det omvendte var tilfældet."

- En bror i ånden?

"Jamen også en regulær broderfølelse. Han havde en søster, jeg havde tre. Vi havde også nogle fællestræk i en rodløshed og i vores forhold til feminisme og maskulinisme."

- Hvordan?

"Svært at forklare, men vi var begge omgivet af mange kvinder. For Henrik udgjorde hans mor Betty også et tryk."

- Hvornår sås I igen?

"Henrik rejste i den følgende periode en del i Frankrig og Brasilien, og i lang tid havde vi ikke kontakt, men en aften gik jeg forbi Café Rex. Han fik øje på mig og løb efter mig, fordi han ville have mig til at instruere en film over hans roman Manden der ville være skyldig."

Skriv så

- Hvorfor ville han ikke selv? Han havde på det tidspunkt instrueret flere film.

"Den øretæve, han havde fået for Erasmus jordede ham, og han ville ikke lave film i det format igen."

- Til gengæld fik han en stor karriere som forfatter-

"Han gik rundt og lignede en, der trængte til at blive indlagt, og forfatteren Henrik G. Poulsen, der fortæller om det i filmen, troede dårligt, det var muligt, at han kunne skrive en bog igen. Men det blev til Fjenden i forkøbet. En imponerende bog ovenpå nedturen, men han blev jo også reddet af Elsa Gress, der inviterede ham ned til sig på Møn med et: Skriv så."

- Henrik Stangerup var frankofil, men titlen 'At skrive eller dø' lyder mere russisk. Var han ikke af temperament mere russisk end fransk?

"Han var i al fald fascineret af russiske forfattere, men der er jo også gamle forbindelser fra Rusland over Polen til Frankrig."

- Han sagde dengang, at hvis han skulle forrådes af nogen, skulle det være af dig? Hvad mente han?

"Det er et Jean Cocteau-citat, og det var, da jeg skulle filmatisere Manden der ville være skyldig. Han vidste - som Cocteau - at der ville være milevidt mellem tekst og film, og det skal man være instillet på."

- Fandt du noget om ham, som ikke har været fremme før?

"Han sendte mig engang nogle optagelser, som Ingolf Boisen havde foretaget med 16 mm kamera. Private optagelser, der blev givet som gave til hans far og mor. I et brev fra 1995 skriver han: "Jeg sender dig en af dagene filmen om min far, min mor, min morfar og mig. Den er, som jeg vist fortalte, lavet af Ingolf Boisen, din farfar i filmkunsten sammen med Theodor. Filmen er din. En lille hilsen, der emmer af trediverne. Det er ikke bare fars og mors bryllup, men også fars forsvar af sin doktorafhandling og nogle rystende sekunder med morfar Hjalmar, og jeg er også med, så filmen går fra 1934 til 37-38. Jeg ved, at filmen vil være i gode hænder hos dig, og en dag kan du måske lave en video til mig, men det haster ikke-"

- Har noget overrasket dig under arbejdet med filmen?

"Ja, noget ved mig selv i den forstand, at jeg har lavet en meget omfangsrig research, og jeg nærmede mig mere og et kronologisk journalistisk portræt, som jeg i virkeligheden ingen ønsker havde om at lave. Jeg fandt så en anden form ud fra spørgsmålet: Hvor er hans smertensrige, hvor befandt hans psyke sig? Jeg finder så en form som både begrænser, men også giver den frihed, man skal bruge til at forfølge sit spor. Jeg har proppet det hele ind i det, jeg vil kalde en forseglet kuvert. Henrik var utrolig rastløs og rejste hele tiden. Derfor er en togvogn blevet ramme om filmen.

Fiktionselementer

I togvognen har Ole Roos samlet nogle af de mennesker, der stod forfatteren nær, ligesom Stangerup selv 'medvirker' via en stand-ind. De snakker om ham, mens han sidder i toget. Blandt andet fortælles om den rituelle afbrænding af ægtesengen i forbindelse med en skilsmisse. Formen er så fri, at også Jean Gabin 'medvirker' som en hilsen til Renoirs film Menneskedyret.

- Du har arbejdet med film i 50 år. Har kort- og dokumentarfilmene det godt i dag?

"Ikke så godt, som det kan se ud til. Tv har flækket hele billedet, så det er svært at fastholde den oprindelige dokumentarfilm, hvor man fortæller meget redeligt om nogle forhold. Men den har stadig nogle muligheder. I min film er der disse fiktionselementer, som bærer det dokumentariske på en helt anden måde."

"Det er jo en fiktion, at Henrik er der og går rundt derinde. Noget andet, jeg arbejder meget med for tiden, er hele det forrige århundrede, som jo er bevidnet på film. I spillefilmene op gennem tiden findes der en masse upåagtet dokumentarisme. De bliver dokumentariske, efterhånden som tiden går."

- Som tidsbillede?

"Ja, de fastholder jo sproget, spisevanerne, omgangsformer, opdragelsesfaconer. Hvis man skulle lave en beskrivelse af danskere i hele det forrige århundrede, så vil det allervæsentligste være at gå til spillefilmene. Her er vidunderlige scenerier, lavet med stor omhu."

- Du svarer på mit fremtidsspørgsmål ved at vise tilbage, men hvad tror du, bliver fremtiden?

"Jeg tror, den bliver opslugt, men har svært ved at svare på det. Dokumentarfilmen har, ser man, en fremtid, når den bliver manipuleret som hos Michael Moore, hvor den er syrepolemisk sat op. Men det ser jeg ikke som en speciel udvikling af dokumentarfilmen, men som en slags markedserobring, hvor den fægter på sin egen måde, langt fra den oprindelige ydmyghed."

Der er premiere på filmen 'At skrive eller dø' (produceret af Jensen & Kompagni) fredag i Metropol Bio i København.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her