Læsetid: 5 min.

Broderskab eller borgerkrig

Islamistiske oprørere har erobret grænsebyen al-Qaim, irakiske regeringstropper har til gengæld taget kontrol over byen Tal Afar, bombesprængninger hærger Basra. Samtidig ruller den politiske proces og irakerne lader sig registrere som vælgere
12. september 2005

Er irakerne på vej til at forlige sig med hinanden i et føderalt broderskab, eller er de på vej til at blive splittet i en ødelæggende borgerkrig?

Efter længere tids sammenstød mellem regeringstropper og sunnimuslimske oprørere indledte soldater fra den irakiske og amerikanske hær natten til lørdag et afgørende angreb på byen Tal Afar i det nordlige Irak. Ifølge forsvarsminister Saadun al-Dulaimi blev 141 oprørere dræbt og 197 taget til fange, mens fem irakiske regeringssoldater mistede livet.

Ministerpræsident Ibrahim Jaafari understreger, at offensiven blev iværksat efter appeller fra "alle de forskellige religiøse og etniske elementer" i byen, som ligger vest for byen Mosul tæt på den syriske grænse. En del af byens shiitiske turkmenere har i de sidste par måneder forladt byen, angiveligt på grund af forfølgelser fra sunniarabiske oprøreres side.

Byens sunnimuslimske borgmester, Mohammed Rasheed, protesterer imidlertid mod regeringstroppernes offensiv, som han kalder en "sekterisk handling," der især rettes mod sunnimuslimske kvarterer.

"Problemet kan ikke løses militært, kun gennem forhandlinger og samarbejde med de shiitiske og sunnitiske stammeledere," siger han til nyhedsbureauet AFP og truer med at træde tilbage fra sin post.

Forsvarsministeren vurderer, at angrebet på Tal Afar er overstået inden for "tre dage" og bebuder, at der herefter vil blive taget samme skridt over for oprørere i andre byer. En meget lidt skjult trussel mod den islamistiske oprørsleder, jordaneren Abu Musab al-Zarqawi, som i længere tid har kontrolleret byen Qaim ved den syriske grænse.

Sideløbende med kampene mellem oprørsstyrker og regeringstropper, er der sket et uoverskueligt antal blodige sammenstød og terrorhandlinger. Eksempelvis blev 16 mennesker dræbt og flere end 20 såret, da en bilbombe i onsdags eksploderede uden for en restaurant nær en markedsplads i centrum af Basra. Den mest fatale af en serie bomber i og omkring byen, som har været betragtet som et nogenlunde stabilt og roligt område af Irak.

Oprør, ikke borgerkrig

Selv om ovenstående blot er et lille pluk fra den forløbne uges tabsliste, vil major Kenneth Pedersen, som underviser på Forsvarsakademiets Institut for Militære Operationer, dog ikke karakterisere den irakiske tilstand som 'borgerkrig':

"Der er på ingen måde tale om, at landet er faldet fra hinanden og står uden central styring. Der er heller ikke tale om, at to eller tre nogenlunde veldefinerede grupper kæmper mod hinanden, men om mange mindre grupper, hvis indbyrdes opgør bunder i vidt forskellige årsager - kriminelle, såvel som politiske, religiøse og økonomiske stridigheder mellem klanledere."

Kenneth Pedersen understreger, at demokratiseringsprocessen fortsætter - om end langsommere end håbet og forventet:

"Det positive aspekt i forsinkelsen af forfatningen er jo, at det viser parterne er enige om at tale sammen i stedet for at gribe til våben. De fastholder, at deres uenigheder skal løses inden for det politiske system."

Omar Dhahir, lektor ved Det Teologiske Fakultet ved Århus Universitet, betoner ligeledes, at den irakiske befolkning bestræber sig på at undgå borgerkrig. Til gengæld frygter han, at den amerikanske besættelse bidrager til en islamisering, som risikerer at ende med at splitte landet. :

"På grund den modstand amerikanerne har mødt i Irak, har de været nødt til at indgå alliancer med hvem som helst - uanset vedkommendes motiver."

"Eksempelvis med ayatollah Ali al-Sistani. Hans velsignelse af den politiske proces er helt afgørende for, at den shiamuslimske befolkning accepterer parlamentet, forfatningen og føderationen. Derfor har amerikanerne givet hans tilhængere noget nær frie hænder til at indføre sharialov i de sydlige og sydøstlige områder af Irak."

"Alliancen har sikret nogenlunde ro i de pågældende områder. Men al-Sistani er iransk født og har tætte forbindelser til det iranske shiitiske præstestyre. Hvis USA angriber Iran vil alliancen briste. Og på lidt længere sigt kan al-Sistani meget vel satse på knytte tættere forbindelser til Iran."

Eftersom Iraks shiitiske befolkning er sammensat af både persere og arabere ulmer de interne konflikter, påpeger Omar Dhahir. Al-Sistani finder sine tilhængere blandt persere, mens Muqtada al-Sadr er en oprørsk repræsentant for den arabiske del af shiiterne, som nok støtter føderationstanken, men ikke er begejstrede for, at forfatningsforslaget i sin nuværende udgave ophæver arabisk som Iraks officielle sprog, og heller ikke er så begejstrede for den store Iranske nabo.

Helle Lykke Nielsen, lektor på Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, har dog svært ved at få øje på den shiitiske leders interesse i at melde sig ud af Irak og ind i Iran:

"Al-Sistani er en stor mand i Irak, men ikke i Iran. Derfor har han ingen personlig interesse i at ophæve grænsen til Iran. Det ville mindske hans personlige magt."

"Desuden er skellene mellem det iranske og irakiske shiitiske præsteskab dybe. Iran er et teokrati, den shiitiske udgave af islam er statsbærende religion og præstestyret sidder på magten. De har enorme pengetanke i religiøse stiftelser."

"I Irak har shiamuslimerne aldrig haft magt, det er en folkeligt baseret religion blandt fattige mennesker."

Om den følelse af at være en nation, som - trods alle rædsler - groede frem under Saddam Hussein, kan overvinde de modsætninger, der med tætte mellemrum giver eksplosive sammenstød i den irakiske befolkning, afhænger først og fremmest af den store midtergruppe blandt sunniaraberne, understreger Helle Lykke Nielsen. Hun mener, at flertallet af dem sandsynligvis vil stemme ja til forfatningsforslaget selvom de sunnitiske parlamentsmedlemmer afviste det:

"Først og fremmest fordi alternativet kan blive frygteligt. Hvis ikke den politiske proces lykkes og forfatningen bliver vedtaget, truer opløsningen. Det ønsker meget få irakere."

Den føderale stat, som forfatningsforslaget lægger op til er set med sunnitiske øjne heller ikke den dårligste løsning:

"For dem er det meget afgørende, at flertallet af shiamuslimerne ikke kommer til at dominere hele Irak," siger Helle Lykke Nielsen.

Samtidig med bomber, sekteriske sammenstød og kampe mellem regeringstropper, amerikanske styrker og oprørere har irakerne i stort omfang ladet sig registrere som vælgere. I Anbar-provinsen, hvor det store flertal boykottede parlamentsvalget, er antallet af registrerede vælgere således vokset fra ganske få procent til omkring 85 procent, meddelte formanden for Centret for vælgerregistrering for få dage siden.

"Det politiske forløb i Irak har været en succes," understreger Helle Lykke Nielsen, og fortsætter:

"Når det gælder arbejde, sikkerhed og økonomi står det skidt til i Irak. Men politisk flytter tingene sig, selv om det sker langsomt og under stor ballade."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu