Læsetid: 2 min.

Som brødre

Sisyfos-opgaven - at overføre Dostojevskijs hyperroman 'Brødrene Karamazov' - bliver løst på fascinerende vis. Det gnistrer ligefrem, når Jens Jacob Tychsen og Mads M. Nielsen bestormer scenen
12. september 2006

Adskilligt i denne forestilling er potentielt harakiri; både at kaste sig ud i en dramatisering af kronen på Dostojevskijs livsværk eller for en teateranmelder at gå litteraturkollegaen i bedene, når dens skelettering skal vurderes. For ikke at tale om det helt konkrete: rollebesætningen.

Kim Bjarke peger med ophøjet zen på Jens Jacob Tychsen og Mads M. Nielsen som de to ældste brødre - den verdslige to-tredjedel med monstrøse faderproblemer i den dysfunktionelle Karamazov-familie. Sekulariseringen siden romanens fremkomst omkring 1880 har reduceret den religiøse lillebror Alojsjas sceniske slagskygge; temadybets gennemslagskraft står og falder med Dimitrijs (Mads M. Nielsen) og Ivans (Jens Jacob Tychsen) gennemslagskraft. Som overgår de i forvejen høje forventninger. Begge har monologer, der lægger salen stille, begge har temperament, dybde, fysisk tegning og et tilstedevær, der skaber øer af stort teater midt i en scenegang, der skal nå så meget på så kort tid.

Hvad Dostojevskij brugte mange hundrede sider på, tegner sceneversionen op på en time for bare at have et udgangspunkt.

Temaer dynges uafbrudt på, mens et mæglingsforsøg mellem de to ældste brødre og deres svinske udhaler af en far kører af sporet, og lillebror, frisk fra klostret, futilt går imellem. Gammelfar (Stig Hoffmeyer) har snydt Ivan for hans del af familieformuen og er godt i gang med at formøble resten på Dimitris kæreste, der er mindre end halvt så gammel, men måske lige så speget, og forresten ikke identisk med hans forlovede.

Desuden udmærker senior sig i vold og hensynsløshed og slår om sig med pral, spot og løgn - altsammen godt ispritlagt. Aldrig har et mordoffer budt sig sådan til, og aldrig har et affektmord - i takt med kærligheds- og broderkomplikationernes vildveje - forekommet så forståe-ligt, måske ligefrem retfærdiggjort. Men overlagt fadermord? Forfatteren kendte selv til tanken.

Det symbolske trekløver

Verdensfjerne Aljosja, (for)-tvivleren Ivan, der mærker nihilismens snigløb, og Dimitrij, i hvem faderens sanselighed og broderens eftertanke brydes, krydser som Dostojevskijs stærktformulerede marionetter gennem et temavæv af hensigt/ skyld/uskyld, gudstro/tvivl, naivitet/klarsyn, opofrelse/ offer og kvinderespekt/-despekt i en grum russisk matrix. Der selvsagt har sat sig i personerne, men også sætter sig i tilskueren i kraft af Tychsen, Nielsen, alvorlige Trine Appel som den forlovede og Stine Prætorius som den besættende Grusjenka.

Uden dem havde man ikke overskud til at ignorere Stig Hoffmeyers skingert parodiske Gammelfar - trods fine typetegninger fra Rasmus Botoft og Pelle Koppel. Thure Lindhardts fromt-naive lillebror snubler derimod over i mis-anbragt mut barnlighed til sidst, og spilleren har stadig sprogproblemer.

Juellunds varmtbrune cigarkassescenografi holder rammen for ydre og indre tumulter klogt i ro og støtter fint Bjarkes overblik og glimrende håndtering af bølgegangen mellem blodrig action og store, evigt eksistentielle diskussioner.

En teateraften, der er lige så respektindgydende som fascinerende.

*Brødrene Karamazov. Dram.: David Fischelson. Ovs.:Jan Hansen. Instr.: Kim Bjarke. Scen.: Rikke Juellund. Lys: Lars Erik Schou. Det Kongelige Teater t. 24. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu