Læsetid: 4 min.

Brøgger ud i det blå

Suzanne Brøgger debuterer som jazz-diva og giver lyd til den munter-melankolske tone, der stemmer store dele af forfatterskabet
20. oktober 2006

"Man står med det ene ben i graven og det andet på et stykke sæbe." Sådan skriver Suzanne Brøgger i det strittende essay, der ledsager forfatterens cd med egen jazzmusik og sang.

Hvor Brøgger fra bog til anden har lagt vægt på forholdet til jorden, den sugende sorte mose og døden - at man ikke kan starte en sætning uden at have punktummet med - da er vægten lidt anderledes fordelt denne gang. For det andet ben er i bevægelse, det swinger og jazzer muntert og melankolsk rundt på sæbestykket.

Den modne og veletablerede forfatter er gået til musikken og debuterer nu som jazz-diva. Blå biografi hedder dette forbløffende musikessayistiske projekt, der udkommer i dag.

Skælvende tøven

Lad det være sagt en gang for alle: Suzanne Brøgger kan synge, og har noget på hjerte som sangerinde.

Suzanne Brøgger har en let skælvende tøven i stemmen, der komplementerer skriftens skarphed, det skrevne ords uigenkaldelige præmis. Det skrevne står for det meste fast, sort på hvidt. Som sangerinde vibrerer Brøgger, swinger og er blå.

I bøgerne har Brøgger specialiseret sig i det flertydige, det polyfone: Hun skriver på den biografiske (im)puls, kvindeligheden og kønnet, hverdagens nærvær, på den kødelige forgængelighed og forfængelighed ikke mindst. På fiktionens selviscenesættelse og leg med identiteter, kosmopolittens fugleperspektiv, den intellektuelle skarptskårne analyse og af og til også på det distancerede snobberi.

Men der er mere enstemmighed og mindre maskebal og rollespil over sangerinden Suzanne Brøgger. Lige så fint som flerstemmigheden virker i forfatterskabet er enkelheden, skrøbeligheden og den muntre melankoli umiddelbare kvaliteter i Brøggers sang. Det er nøgent og ærligt. Pladen fuld af ekkoer og klange fra bøgerne, særligt fra Transparence (1993), der indledes med det blå bal efter Thelonius Monks død. På baggrund af bøgerne er der noget helt selvfølgeligt i, at Brøgger har slået sig på jazzen.

Sjælen er læk

Pladen rummer 13 numre, mestendels blues-numre, der med den karakteristiske drevne, vandrende basgang og jordnære tematik passer til det brøggerske gemyt. Musikalsk er sangene båret frem af en fremtrædende besætning, der tæller flere stjernepianister: Jan Kaspersen, Butch Lacy, Fuzzy, Horace Parlan og Carsten Dahl.

Åbningsnummeret "Weirdo" er en skøn, humoristisk ørehænger om diskrepanserne mellem ydre glamour og indre skævhed. Et af de mange temaer, som man genkender fra bøgerne. Det går rent ind, når Brøgger synger fraseret, rummeligt og skrøbeligt: "inside I feel like a freak / and that my soul's gonna leak," og runder sangen af med en Beatlesagtig bøn: "so, please love me, do / I'm so scared you'll see me through."

I bluesmusikken bliver alverdens elendighed grædt ud. Til skue og trøst. Man er langt væk hjemmefra, har ingen penge, mad eller booze og folk har vendt én ryggen. Og det er altid værst om morgenen og om aftenen, fremhæver Brøgger i essayet.

Klagesang over det tabte finder man f.eks. i "Lost Beauty Blues" og i "Lowland Blues". I sidstnævnte - som jeg hører den - synger Brøgger vredt og sødt om nabomiljøets forfald. Det er en kærlig beklagelse over udviklingen i det vestsjællandske lokalmiljø, som Brøgger er personligt forankret i, og som hun løbende har bearbejdet kunstnerisk, særligt i 'mosebøgerne': En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege (1979), Linda Evangelista Olsen (2001) og Sølve (2006).

Lattertrille

Det er de musikalske rundgange i værket og livet, der berettiger titlen, Blå biografi. Man hører også om "Mama Jade Cat" og om "Swingdoor Daddy."

I en hjerteskærende blues-elegi sørges lavmælt over "Baby Brother", hvis liv er skyllet væk af druk og stoffer. Brøggers opgør med den fri kærlighed besynges inciterende, næsten vrængende, men begrædes ikke i "Cold Zone Blues". En herligt klingende, porcelænsagtig chin-chinrytme fra Jan Kasper-sens klaver giver stemning til nummeret "Morning Tea", der vel kunne handle om tiden i Østen, om ungdom og hedonisme - "I was the Empress of China, / a sinner and a saint" - som romanen Creme Fraiche (1978) også er digtet over.

Sammen med "Wierdo", mystiske "Jezabel" og "Morning Tea" hører "Swingdoor Daddy Stride" til blandt de absolut bedste. Her mærker man den umiddelbare og enkle glæde ved sangen, musikken og da da da di da, som Brøgger understreger ved en trillende, næsten barnlig latter ved nummerets afslutning.

Løst i fugerne

Essayet, der følger med cd'en i en lille pjokket booklet, er en spredt og vildtvoksende sag. Den er brygget sammen af selvbiografiske betragtninger, musikhistorie, anekdoter om jazzens helte og heltinder, om voodoo, rejsefortællinger fra New Orleans, om kvindelige sangere og kvindeligheden i sangen, og om hvordan Brøgger mødte Louis Armstrong back-stage i K.B.-hallen, da hun var otte-ti år gammel.

Man fornøjes over en række skarpsyn, eksempelvis om de orakel-agtige mødre i bluesmusikken - "My mama always told me-" Essayet er godt håndværk fra en dreven dame, men det er mere usammenhængende og løst i fugerne end Brøgger, når hun virkelig har hvæsset pennen.

*[Fast fleksml]Suzanne Brøgger: 'Blå biografi'. Cd + Booklet. Gyldendal udgivet i samarbejde med Exlibris. 80 sider, 195 kr. ISBN 87-02-05298-9.

* Cd'en er produceret af Peter Abrahamsen. Ud over Suzanne Brøgger medvirker Jan Kaspersen (piano), Butch Lacy (piano), Fuzzy (piano), Uffe Steen (guitar), Christina Dahl (tenorsax), Christina von Bülow (altsax), Jesper Bodilsen (bas) m.fl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu