Læsetid: 4 min.

Brosten med flødeskum

Nycirkusfestivalen hylder Den Ordløse Mand - både den livsglade muskelkunstner og den våbendesperate teknikernørd. Med håndværkerhørm, men uden den evige Carmen
4. juli 2006

Måske bliver ordene bare væk i alle hormonerne. Det maskuline taletøj har i hvert fald tendens til at lade sig lamme, når testosteronen får alle de andre muskler til at bulne op og møve frem. Mange machomænd siger ikke noget som helst. Hverken jaloux elskere eller lad-mor-sove-længe-familieforherligere. Og nok heller ikke dopingmistænkte.

Jo, nogle ordtomme machoer kan da godt fremtvinge et "okay" eller et "nej, nej" - eller navnet på den udkårne i et særligt hedt øjeblik. Men egentlige dialoger er en illusion. Ligesom forventningerne om "at sætte ord på følelserne". Glem det. Han klarer sig uden, Den Ordløse Mand (D.O.M.). Ordene må andre tage sig af. Kvinderne, for eksempel.

Sådan kan man vælge at tolke temaet for sidste uges nycirkusfestival på Østerbro... Forestillingerne har i hvert fald kredset om disse uartikulerede mænd. Sørgmodige mænd og sørgmuntre mænd, desperate mænd og destruktive mænd. Mænd alene med sig selv og hinanden. Mænd alene om tavsheden.

Og pyha. Varmt har det også været. Og så lige på Østerbro, klos op ad Parkens mandeunivers. Med håndværkerhørm og det hele.

Tæl hans tånegle

Inde i et drivhustelt brillerede det franske nycirkus Didier André og Jean Paul Lefeuvre med en lattervækkerforestilling om to mænds ensomhed.

La Serre (Drivhuset) hed forestillingen, og den bød på to mænd, der forsøgte at leve sammen i et drivhus. Den ene var rundmavet gartner, den anden var toptrimmet abe. Eller var han egentlig hund med strakte baglår?

En trillebør var der i hvert fald, dette skønne aggregat fra mændenes verden. Sammen med bolde og blomsterbuketter, der aldrig blev givet til nogen. Den ene mand balancerede med en brosten på hovedet, den anden flåede kassettebånd ud af en båndoptager. Alt var timet med en dunkende musikalitet - og med en præcision som hos soldater. Det gik godt alt sammen, lige ind til den enes underbukser røg af, og han febrilsk måtte frelse sig selv fra nøgenheden gennem den gamle kunst med at få en avis til at klistre sig fast på mavesveden... Et par præ-teenage- piger stirrede da også forfærdede ved tanken om, at det tynde papir skulle falde ned. Adddhhh!

For André og Lefeuvres cirkuskunst som soufflé: Lettere end let - og sværere end svær. På ingen tid forfører de to elegante kropsartister tilskueren, så man føler dén der eftertragtede fornemmelse af lethed og ubekymrethed. Væk er alle andre tanker. Væk er alt andet end lige netop dette drivhus og denne drengeklatren under loftstængerne. Og glæden pibler frem, lattermild og overgiven.

De to mænd stirrer til gengæld bare blankt tilbage, både den langkæbede og den rundhovede.

De kommer ikke med forklaringer. Deres ansigter er helt udtryksløse, og netop fordi de ikke mimer, bliver deres idiotiske gentagelser endnu sjovere. Og endnu mere groteske og sørgelige.

De to artisters fortid hos de stolte, franske nycirkus Cirque O og Que-Cir-Que fornægter sig ikke. Som cirkuskunstnere har de det tekniske niveau, man kun får, når man har kastet en velvoksen brosten ned langs benene et par 100.000 gange, sådan én centimeter fra sine tæer - og man stadig har 10 tånegle. Tæl selv! Fra i morgen spiller André og Lefeuvre nemlig lykkeligvis også forestillingen Le Jardin. De rykker altså fra Drivhuset ud i Haven...

Drik hans søm

Men var man opstemt og ubekymret over disse to franske mænds talentfulde tosomhed i K2, så skulle man hurtigt blive deprim og slukøret over to russiske mænds vredeophobende jalousi på Dansescenen.

Teatret Akhes to vanvittige performere skabte en både kontroversiel og mekanikvild version af Carmen -under titlen Mr. Carmen. Og jo tak, der var dømt Mister her. Men der var også dømt mysterium. For alt i forestillingen virkede okkult på grænsen til det ortodokse - og mystisk på grænsen til det maniske. To mænd med skæg og høje hatte gemte sig i et dukketeater. De splittede dukketeatret ad og satte en snor op i en firkant mellem stole på scenen. De fik aktiveret snoren, så den blev trukket rundt i firkanten - med mærkelige dukkefigurer hægtet på.

Og de gik så i gang med at skrive C-A-R-M-E-N overalt med graffiti-spraymaling, hvis de altså ikke skrev J-O-S-É med flødeskum.

Mon det er nødvendigt at nævne, at d'herrer røg store, stinkende cigarer, mens højttalerne blafrede nødlidende i en absurd blanding af Bizet og heavy metal?

Væk var letheden og ubekymretheden. Her var kun råheden og brutaliteten - terroriserende i sin uforudsigelighed og næsten nørdede opfindsomhed. Hævntrangen var imponerende konsekvent skildret af Akhe-performerne med deres absurdistiske arrogance: Disse mænd var jaloux, så de var ved at dø af vrede!

Pervers og råt

Men de var også perverse i deres påhitsomme tortureksperimenter. Ønsk ikke disse mænd alene med andre end sig selv! For de jublede over at bede afskårne skinneben op til dans, og de slikkede sig om munden ved synet af drinks med fakirsøm. For slet ikke at tale om tilfredsheden ved at teste en knivs skarphed ved at hakke den ned i egne fingre...

Jovist, disse mænd mangler kvinder. Både hustruer og veninder, søstre og mødre. Og så helt præcist den evige Carmen.

Og fordi de også mangler ord, opfinder de alverdens overspringshandlinger med ingeniørtekniske finurligheder og våbenfikserede mekanikkonstruktioner.

Men er de så stakler?

Næ. De er vel bare mænd.

Og så er de åbenbart enige om samme udvej: De griber til glasset og bunder. Lader alkoholen dulme ned gennem halsen. Mærker varmen i maven. Synker væsken og hilser mod hinanden. Mand mod mand.

Så hører de velsagtens ikke tavsheden.

- Akhe Theatre (Rusland): Mr. Carmen. Dansescenen.

- André & Lefeuvre (Frankrig): La Serre (Drivhuset). Spiller også Le Jardin (Haven) 5-9. Juli. K2 (Kanonhallen)

www.kit.dk

www.scenebillet.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her