Læsetid: 3 min.

Brudstykker af en eks-feminists erindringer

Siri Hustvedt sprudler af fortælleglæde i en essaysamling, der stiller skarpt på vor tids kulturelle spændinger og tegner et interessant billede af kunstneren som levende væsen
21. december 2006

En dag i 1902 ankom en norsk immigrant til Amerika. Efter et par dage i New York fik han øje på en fyr, der solgte de mest vidunderlige røde æbler. Nordmanden havde ikke mange penge, men kunne ikke modstå fristelsen og købte et. Han tog en bid - og spyttede den ud i væmmelse.

Det var en tomat, skriver Siri Hustvedt, der beretter om hændelsen fra sin Onkel Davids første tid som immigrant i USA i sin netop udkomne essaysamling En bøn for eros.

Den amerikanske forfatterinde (født 1955), der herhjemme vel nok er mest kendt for sit ægteskab med Paul Auster og for sin blændende roman Det jeg elskede (2003) - om kunst, kultur og kærlighed - følger anekdoten op på følgende vis:

"At New York kaldes 'The Big Apple', at æblet er frugten, man forbinder med menneskehedens første fejltagelse og efterfølgende bortvisning fra Paradis, at Amerika og paradis har været forbundet og sammenblandet, siden de første europæere gik i land, får historien til at antage en mytisk karakter."

Det samme kan på det nærmeste siges om alle essayene i samlingen, der som i ovennævnte eksempel lever takket være Hustvedts evne til at oprulle historier fra sit eget og sin families liv på så vedrørende vis, at de løfter sig til almene skildringer af det moderne og intelligente menneskes lod.

At være kvinde

Fokus er langt hen ad vejen lagt på kønsforskelle og-ligheder, på vor trang til at skabe orden og på kunst og kultur i al almindelighed. Som tilfældet er med Alice Walkers essays i In Search of Our Mothers' Gardens (1984) og Mary Gordons i Good Boys and Dead Girls (1991) handler det imidlertid i høj grad også om at lære sig selv bedre at kende som kvinde ved gå sine erindringer, sin fantasi og sin opvækst samt tidens herskende kulturstrømninger efter i sømmene.

Mønstereksemplerne er 'Hinsides', hvorfra den indledende anekdote er hentet, samt 'Uddrag af en historie om det sårede selv', der begge fortæller om Hustvedts virkelige og forestillede fortid med norske forældre og bedsteforældre.

Også 'At være en mand' og 'Fornøjelsen ved forvirring', der begge handler om kønsforskelle og kommer omkring forfatterindens opvækst med tre søstre, bør fremhæves; det samme gælder 'Narrativer i kroppen: Goyas Los Caprichos', hvori den spanske malers tavler blandt andet bliver brugt til en diskussion om kønsligheder, og så naturligvis titelessayet 'En bøn for eros', hvori hun blandt andet skriver: "Feminismen var, ligesom flere andre sager, god for mig, men efterhånden som jeg udviklede mig som tænkende individ, blev ideologiernes banaliteter og dogmer lige så slidte som bogens omslag."

Hvorfor græder Auster?

I forordet oplyser Leonora Christina Skov, at de 10 essays er udvalgt fra tre samlinger, der er udkommet fra 1998 til 2005.

Det synes som et godt valg, men hvorfor ikke gøre lidt mere ud af at føre læserne ind i forfatterskabet? Der gøres et par gange opmærksom på, hvor heldige folk er, hvis de endnu ikke har læst Hustvedts romaner. Er vi andre ikke mindst lige så heldige? Under alle omstændigheder ville denne signatur gerne have hørt mere om forfatterskabets nerve og kontekst end en flok begejstrede og usammenhængende fraser fra en fan, der som 20-årig litteraturstuderende udbrød "åh, det er jo det her, litteratur handler om"?

Og hvad menes der i øvrigt med, at "essay-genren ikke er så kendt herhjemme"? Og hvorfor har Don DeLillo (født 1936) og Jonathan Franzen (født 1959), der vel næppe kan kaldes "samtidige", fået prædikatet "New Yorker-forfattere"?

Nej, forordet må være det, der kaldes en 'ommer'; det samme er navnet på ryggen af bogen, der er stavet forkert. Ellers er der intet at komme efter. En bøn for eros sprudler af vid og fortælleglæde, og udover ovennævnte kommer de skarpe og underholdende tekster på spændstig vis også omkring det ny og gamle Hollywood, fænomenet 11. september, mødre og døtre, Vermeers og Joan Mitchells kunst, og hvorfor Paul Auster kan finde på at græde over en gammel sort/hvid film.

* Siri Hustvedt: En bøn for eros - et udvalg af essays. Oversat af Rasmus Hastrup. 248 sider 278 kr.

Per Kofod. ISBN 87-91654-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her