Læsetid: 5 min.

Den brudte vilje

Overalt opfordres vi til at hengive os til vore lyster. Ikke blot på det private varemarked, men også på det offentlige velfærdsmarked fristes man til at give sig lysten i vold
18. maj 2007

Blandt Antikkens dyder var mådehold én af de kardinale. Et andet ord for samme dyd var selvbeherskelse, som har med viljen at gøre. Man skal ikke hengive sig til den nærmeste lyst, men acceptere ubehag og endda lidelse, når man gør det rigtige. En berømt kamp mellem lyst og lidelse finder vi hos Platon, hvor en vis Leontios har en morbid lyst til at se på nogle lig, som bødlen har haft fingre i, samtidig med at han søger at modstå fristelsen. Det lykkes ikke, så han løber hen til de døde og siger til sine øjne: "Se dér, I asner, mæt jer nu ved det skønne syn."

Moralsk opdragelse handler om at styrke viljen og acceptere, at valg er fravalg af noget, man også har lyst til. Den bærende moralske metafor er kamp eller ligefrem krig mellem lyst og pligt. Hvis det, man ville, og det, man burde, altid faldt sammen, var moralen overflødig. Taber man altid kampen, eller giver man op på forhånd, flyder både viljen og moralen ud. Viljessvaghed er også moralsk svaghed.

Ikke kun moralen skaber den slags dilemmaer. Ethvert billede af sig selv, man gerne vil leve op til, sætter viljen på prøve. Man vil gerne være ordentlig på en eller anden måde - holde sine løfter til kæresten, slippe de lidt for mange smøger, øller eller kilo, fastholde sine mål. Man holder et smukt billede af sig op for øjnene af sig selv og siger, at 'det vil jeg gerne ligne'. Så starter kampen med at minimere forskellen mellem billede og virkelighed. Her står viljen sin prøve - og falder igennem, hvis man ikke kan tåle den lidelse, som opstår omkring den afviste lyst.

Festryger

Men hvorfor brydes viljen, så 'det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg'? Når lysten dukker op, står et batteri af teknikker parat til at nedbryde den gode vilje. Bon mot'er aktiveres spontant - 'en enkelt smøg har aldrig skadet', 'man skal ikke være en slave af sine principper', 'vi skal alle sammen dø', eller 'jeg ryger kun til fester'. Får lysten ikke, hvad der tilkommer den, går den i panik og bruger alle metoder, indtil den får sin vilje - og man selv mister sin.

Lysten er nådesløs og udspekuleret. Den forstærker sig med den dunkle og fandenivoldske lyst til at gøre det forkerte. Den insisterer, den fylder bevidstheden, den lokker med små regnestykker, så de to kager, man ikke spiste i går, berettiger til, at man spiser én i dag, den lammer viljen, så man som en zombie og med vidt åbne øjne gør det man ikke vil, og altså alligevel vil.

Den delte moral

Ét af lystens fornemste kneb er at opløse den gamle idé om en samlet person. Man splitter sig selv op i fragmenter, der har hver sine principper. I dagligstuen polerer man sine principper, foran køleskabet mæsker man sig, og tilbage i dagligstuen ærgrer man sig. Hvis man er medlem af et skatteråd, er man imod sort arbejde, fordi det er skattefusk. Er man samtidig formand for håndværksrådet, er man også imod sort arbejde, fordi det ødelægger konkurrencen. Men er man selv håndværker, siger man ja til sort arbejde, fordi det giver kroner i kassen. Og så håber man, at ingen holder regnskab med det samlede billede.

En variant er at skifte miljø og f.eks. arrangere lidt selskabelighed, hvor man - nødigt, men dog gerne - kan æde, drikke og ryge.

Den brudte vilje står ikke nøgen og alene. Den svøber sig i de lette gevandter, som hedder tidens ånd. Tiden er på lystens side, ikke på viljens, og kun når det gælder egen fordel, smelter lyst og vilje sammen. Man allierer sig med sine lyster og spejler sig i smukke billeder af vellykket lyst. Lysten er det, man er, mens moralske principper er fremmede og fremfor alt kedelige.

Hos sportsfolk - og andre med passion for karriere - kan man finde en morallignende stamina. Sportsfolk ved, at hvis de skal op på skamlen, må de lægge deres mad, drikke, sex og søvn i videnskabelige rammer. De må lide for det ædle metal. Derfor er sportsfolk egnede som moralske forbilleder, indtil de gribes i doping, mens kunstnere og rockmusikere dyrker et mere blakket ry.

. Vi opdrages på den ene side i at ånde tungt, når vi ser den delikate føde, de blændende interiører og de duftende biler. Her er mådehold ikke på sin plads, kun begærlige ønsker om at eje og opleve og forkæle. Og på den anden side får vi af offentlige eksperter at vide, at kan man ikke styre trangen til selvdestruktion, er det ikke én selv, men behandlersystemet, som har svigtet.

For en behandler er et menneske en kædedans af årsager og virkninger. Kun derfor kan en behandling være en teknik med udsigt til succes. Men i årsagernes verden er der ingen fri vilje, så kravet om selvbeherskelse bliver meningsløst. Når man på lystens strøm flyder dérhen, hvor man ikke vil være, stilles man ikke over for sure og moraliserende krav om at tage sig sammen, men mødes med forståelse, pleje og omsorg, fordi det egentlig ikke er ens egen skyld. Der er grunde til at viljen brydes, så den gamle modsætning mellem lyst og pligt opløser sig. Hermed forsvinder også moralen. I stedet for en ansvarlig person får vi en svag person.

Man skylder ikke noget

En svag person skal ikke konfronteres med sit svigt. Det vil gøre ondt værre. Årsagernes og virkningernes spil skal smertefrit omkalfatres, så de fører det rigtige sted hen. Der skal skabes beskyttende miljøer, så man undgår ubehag som stress, angst og ensomhed. Hermed undermineres loyaliteten over for moralske - og andre - idealer. Loyalitetens styrke kan måles i den mængde ubehag eller lidelse, man er parat til at påtage sig for dens skyld.

Måske er det her, hunden ligger begravet. Det vestlige billede af rigdom har en indre tendens til at slippe kontakten med andet end privat forbrug og offentlig velfærd, så intet er vigtigere end den snævre kreds af én selv, familie og venner. Uden for det stærke lys, som denne kreds er badet i, er kun en kulsort jungle, som man ikke skylder noget, men som dog skal levere de nødvendige ressourcer.

Lidenskaben har lykkeligt befriet sig for lidelsen og hermed for viljen. Den satser nærtagende på egen fordel, så man ikke kan se et ideal uden at spørge, hvad der ligger bag. Bjerget af rigdom er bygget på den brudte viljes ruiner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu