Læsetid: 9 min.

Alle har brug for den daglige dosis anerkendelse

8. juli 2006

Efter realeksamen blev Birger Mosholt ansat som biblioteksbetjent på Frihedens Bibliotek i Hvidovre for at holde datidens ballademagere væk. Han blev hurtigt klar over, at han måtte gøre noget andet end være en dum skid, hvis han skulle undgå at få tæsk af de små minirockere med cykelkæder og læderjakker. Og det, han gjorde, skulle blive kernen i hans arbejde med truende børn og unge de næste 30 år.

"Jeg har mange gange fået at vide, at jeg er en ildsjæl, men jeg oplever ikke mig selv som en missionær eller spejder. Det har handlet om ikke at få tæsk og om, at børn og unge uanset hvordan de opfører sig, har fortjent at blive behandlet ordentligt. Hvis de er truende, så er det fordi de i virkeligheden er pisse usikre, og så er det vigtigt at give et signal om, at livet er værd at leve, og at de ikke skal rende rundt og ødelægge det for andre," siger Birger Mosholt.

Den 52-årige pædagog, der taler et sjældent drevent københavnsk, skænker kaffe på sit kontor på Kofoeds Skole på Amager, hvor han i dag er afdelingsleder for boafsnittet.

Tilbage i de tidlige 70'ere, hvor han læste på Gladsaxe Børnehave- og Fritidshjemsseminarium, var han med til at lave et værested på biblioteket i Hvidovre for at invitere de unge indenfor. Siden kom han til at etablere flere af den slags rum for de børn og unge, som andre mente, at man ikke kunne hjælpe. Og han er aldrig flyttet fra sin barndoms Avedøre i Hvidovre kommune. Den lille forstadskommune er hans identitet. Her er hans historie blevet til og vævet tæt sammen med de mange udsatte børn og unge, som han har forsøgt at hjælpe ud af kriminalitet, vold og et dårligt liv.

"De har givet mit liv ufattelig stor værdi og lært mig meget om mig selv og verden. Jeg løber tit på nogle af dem i lokalområdet, og det er dejligt at de gider hilse på mig. Hvis nogen siger, at de ikke bliver glade, når folk siger 'goddav' til dem, så er de fulde af løgn."

"Inderst inde er vi ens og har de samme basale behov for at blive set og anerkendt. Derfor er det uanstændigt, at et velfærdssamfund i stigende omfang tillader sig at tage afstand fra specielle grupper i samfundet," mener Birger Mosholt og citerer indledningen til sit speciale Børn og unge i en forstadskommune fra 1975: "En af de ting, som i den sidste tid har optaget presse og myndigheder er den stadige stigning i vold og hærværkssager forårsaget af meget unge mennesker helt ned i 11-, 12-, 13-års alderen." Dengang hed de minirockere, i dag hedder de 2. generations indvandrere, tilføjer han.

Vi overlod børnene til sig selv

Afmagten begyndte sidst i 70'erne, da man inden for pædagogikken fik en begrebs- og meningsdannelse, hvor man i stedet for at tage fat om konkrete problemer talte om børn, der var 'uden for pædagogisk rækkevidde' og om 'den ny børnekarakter'. Langsomt begyndte man at lave en social udstødningsproces, som var katastrofal for dem, den gik ud over, men også for dem, som ikke turde tage ansvaret, mener Birger Mosholt.

"Det var i de år, skilmisseprocenten steg, og børn måtte leve med, at deres forældre skiftede kærester. Man lavde om på autoritesbegreber og pådrog børn en form for almagt, som gjorde dem usikre. De voksne mente, at de skulle have medbestemmelse, men kom ikke med en faglig og personlig livsholdning, der gjorde børn sikre på, at der var nogen, der passede på dem. Man udviklede en pædagogisk undervisning og levestil, hvor alt kunne lade sig gøre, men hvad var så sikkert, og hvem skulle man så stole på?"

"Det blev starten på de voksende adfærdsproblemer op gennem 80'erne. Min faglige organisation reagerede ved at kræve større respekt for det pædagogiske arbejde. Man havde altid været dårligt lønnet og normeret, og nu begyndte man at arbejde 'efter reglerne'. Man tog ikke på koloni og ture og holdt op med at gøre alt det, som er relationsdannende og udviklende for både børn og voksne. Man ville straffe politikerne, så de for alvor lagde mærke til, hvor dygtige vi var, men politikerne og forældrene var kun interesserede i, at få deres børn passet. Derfor virkede strategien ikke."

"Jeg vil ikke sige, at det er vores skyld, men det gik galt der, hvor selv socialistisk og humanistisk tænkende mennesker mente, at nu skal vi passe på, at vi ikke giver os for meget, for så tager de røven på os. Det er derfra, den holdning, som fylder vores samfund i dag, starter. Vi vil alle godt have, men ingen vil give, og i det øjeblik vi ikke får opfyldt vores ønsker og drømme, giver vi politikerne og de svage grupper i samfundet skylden," siger han.

Det værste var, at mange pædagoger mistede arbejdsglæden. Birger Mosholt arbejdede i en periode som selvstændig konsulent og holdt kurser i, hvordan man passer godt på sig selv i det pædagogiske fag. Selv lærte han det af de unge udstødte.

"Jeg har altid haft et voldsomt temperament og har råbt og skreget, om de for helvede ikke kunne åbne en kasse til i Netto. Men de unges tilbagemeldinger og alle de små ting, som jeg har lært undervejs, har gjort, at jeg er begyndt at reagere, når andre står og brokker sig: 'Det er ikke kassedamens skyld, men hvis du går over i ISO er køen kortere og varerne til gengæld dyrere,' kan jeg finde på at sige."

"Uanset hvor rigtige meninger du kan have, så handler det om at skabe forudsætning for, at det, der skal ske, kan ske. I min ungdom troede jeg det skete ved konfrontation. De andre var fjenden, og de skulle bare have besked, indtil de fik det lært. I dag ved jeg, at uden relationer, når man ingen vegne."

Mulle og de andre rødder

Arbejdet med den anerkendende relation lærte han blandt andet i det opsøgende gadeprojekt Blæksprutten i Avedøre Stationsby, som han startede sammen med en skolelærer og en klubpædagog.

"Hele lokalsamfundet bakkede op, fordi man havde fået nok af, at en gruppe aggressive 12-16-årige skabte utryghed og lavede ballade. Mulle var en af rødderne, som jeg kom i kontakt med ved at spørge til de digte, som jeg vidste, at han skrev. Han blev superglad, fordi jeg interesserede mig for dem, og det blev starten på vores relation. Jeg mødte ham forleden, hvor han fortalte, at han var udlært blikkenslager og havde fået kone og barn."

Birger Mosholt har mange andre gode historier, som er blevet fortalt på pædagogiske seminarer, til foredrag i kommuner og dengang, han havde et tæt samarbejde med den daværende socialminister Karen Jespersen.

"Hun var meget begejstret for de metoder, vi brugte i Blæksprutten, og som blev praktiseret andre steder i landet. Men de blev aldrig forankret i nogen kommuner og slet ikke på regeringsplan. Der har været perioder, hvor jeg skulle passe på ikke at blive en bitter gammel mand. Men igen har arbejdet med rødderne lært mig, at der er en årsag til, at man reagerer som man gør," siger Birger Mosholt.

Det var ikke nok at fortælle om Mulle eller om bandelederen fra Hundige, hvor en gruppe på 30-40 unge terroriserede lokalsamfundet og fik alle ungdomsklubber lukket.

"Jeg blev ansat som teamleder i 1998 i Greve kommune, og da jeg kom, fik jeg at vide af SSP-kolleger, politikere og pædagoger, at bandelederen var et psykopatisk voldsmonster, som man godt kunne droppe. Jeg mødte ham og fik hans livshistorie, og han viste sig at være et af de mest intelligente mennesker, jeg havde mødt i lang tid. Jeg væddede en million med den daværende borgmester Rene Milo, som ville have de unge fjernet fra jordens overflade, om at vi kunne udvikle de unge til velfungerende samfundsborgere."

"Han er af palæstinensisk afstamning og 24 år i dag og ringede til mig forleden og sagde: 'Du vandt væddemålet'. Han havde startet sin egen virksomhed og holdt sig fri af kriminalitet. Han fortalte mig, at han havde forbandet mig mange gange, mens han sad i fængsel, men han ville bare sige, at det, at jeg havde troet på, at han var et godt menneske, havde betydet, at han tænkte anderledes og pludselig gerne ville leve op til min forventning."

"Jeg er et meget rørstrømsk menneske, så jeg sagde til ham, at det han sagde var den største gave, jeg kunne få. Jeg troede og håbede, at det jeg gjorde virkede, men jeg kunne aldrig være sikker," siger Birger Mosholt og bliver lidt grødet i stemmen.

Ansvar for socialt netværk

Birger Mosholt bor selv i Avedøre og har gjort det lige siden, han flyttede med sin far, der var brandmand og sin hjemmegående mor og lillebror dertil i anden klasse. Den lille forstadskommune er hans base og identitet. Her har han arbejdet, siden han blev færdig på seminariet - som klubpædagog, fritidspædagog, 'hjemme hos'er' og bibliotekspædagog.

"Det tager flere timer at handle om lørdagen, fordi jeg møder gamle skolekammerater, lærere og de rødder og unge, jeg har arbejdet med. Mange pædagoger synes, det er anstrengede at møde børn og forældre i lokalmiljøet, men for mig har det altid været vigtigt og et pædagogisk redskab. Det er en fordel, at de unge ser mig med morgenhår hos bageren som et helt almindeligt menneske," siger Birger Mosholt. Netop sammenhængen mellem privatliv og job, skole og lokalsamfund har været hans appel til politikere og skolefolk i mange år.

"Jeg skrev i 2000 et oplæg til Danmarks Lærerforening om at styrke klassens evne til at danne netværk og kompensere for opløsningen af familiestrukturen. Jeg synes, skolen og instititutionerne skal tage ansvar for, at alle børn har et socialt netværk, så vi ved, at der er mindst en voksen og nogle kammerater, som er der for dem. Man var begejstret for min ide, men endte med at sige, at man som organisation ikke kan pege på samfundsmæssige løsninger, men skal arbejde for bedre arbejdsforhold. Så er vi tilbage ved historien om, at man skal arbejde efter reglerne og fastholde, at det er forældrene, der har ansvaret for børnene."

Det er meget enkelt: Man kan enten 'gøre som man plejer' eller selv tage styringen. Birger Mosholt synes livet er for kort til, at vi overlader styringen til tilfældigheder. Hver gang vi møder noget, som frustrerer os, skal vi ikke give de andre skylden. For så giver vi også dem ansvaret for vores eget liv.

Igennem alle netmaskerne

Som afdelingsleder på Kofoeds skoles boafsnit hjælper han i dag unge hjemløse med at bygge sig selv op gennem "kærlighed, anstændighed og ansvarlighed".

"Vores metode er hjælp til selvhjælp, og vi er til rådighed for at støtte dem i at få et socialt netværk og en bolig. Er du hjemløs og har været en børnesag hele dit liv, har du absolut ingenting. Der har været ofret millioner af kroner på dig uden, at det har hjulpet," siger han.

Det er der, hvor forældrene ikke magter dem mere, at det går galt. Og det er ikke kun børn fra socialt belastede familier, der oplever, at de voksne vender dem ryggen i afmagt.

Birger Mosholt indrømmer, at han som ung har lavet ting, han ikke er stolt af, men forskellen er, at han altid har haft sine forældres ubetingede kærlighed og støtte.

"Jeg har også været heldig at møde andre voksne, der kunne supplere mine forældre, og haft det privilegie at være sammen med en kvinde, jeg elsker højt. Derudover har jeg gode venner, som jeg kan brokke mig til og få den daglige dosis anerkendelse hos. Det er det vigtigste. For uanset om du er statsminister, landstræner eller på overførselsindkomst, så smuldrer dit selvværd, hvis ingen gider snakke med dig og opfatter dig som en uønsket idiot. Det handler om tre ting her i livet i den nævnte rækkefølge: at nogen holder af dig, at nogen passer på dig, og at nogen har brug for dig. Hvis du ikke får de tre ting opfyldt privat og arbejdsmæssigt, så er du i risikozonen," siger Birger Mosholt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu