Læsetid: 4 min.

Brugsforureningen

28. april 1999

FORTVIVLENDE nok har det i den seneste tid vist sig, at mange brugsuddelere og store dele af de næsten 1,3 millioner medlemmer af den danske brugsforeningsbevægelse endnu ikke har set lyset. Det sejrende lys, som stråler fra den vestlige verdens kapitalistiske markedsøkonomi (med tilhørende militær) over snart den ganske verden fra Jugoslavien til Sibirien. Præcist giver lederskribenten på dagbladet Børsen udtryk for sin smerte med disse ord:
"FDB's adm. direktør, Steen Gede, har sammen med sine direktionskolleger opgivet en attraktiv bonusordning efter stærke protester fra ansatte og folkevalgte. Det er en særdeles trist udgang på FDB's første virkelige forsøg på at afpolitisere ledelsesformerne og lade en erfaren og velanskrevet leder udefra give organisationen nyt liv i en benhård konkurrencesituation. Steen Gede har utvivlsomt ret, når han siger, at han kun kan vende FDB, hvis han har medarbejderne med sig. Men medarbejderne burde også kunne indse, at topdirektører ikke fås til Fakta-løn."
Bedre kan det ikke siges. Ansatte og folkevalgte må kappe de rådne politiske rødder til brugsforeningsbevægelsen oprindelse i henholdsvis den socialistiske arbejder- og den grundtvigske andelsbevægelse. Begge er som bekendt i dag forældede og afdankede. Overstrålet af det saglige, apolitiske budskab fra shareholder value-ekspert i PA Consulting Group Bjarne Nielsen, som i anledning af FDB-sagen forkynder: "Lad bare millionerne rulle til de bedste bosser. For hvis direktionen er god til at skabe udvikling i aktiekursen, som er gunstig for aktionærerne, skal den selvfølgelig have en belønning. For så bliver der mere til alle - også til medarbejdere, til leverandører og til samfundet."
Derfor burde Steen Gede have kunnet se frem til en samlet løn på ti millioner kroner om året med den bedste samvittighed af verden - den af kapitalistisk markedsøkonomi nu globaliserede verden. Hvor små fem millioner kroner i grundløn plus godt fem millioner kroner i "attraktiv bonusordning" vel er lige i underkanten af det rimelige.
Det svarer jo blot til aflønningen af samtlige brugsuddelere i en landsdel. Omend en af de større landsdele.

DET FORTVIVLENDE ved situationen i FDB er ikke engang udtømt med konstateringen af, at Steen Gede nu må nøjes med kun 400.000 kroner om måneden. Direkte rædselsfuldt bliver det, at røret om Steen Gedes samfundsgavnlige bonusordning har medført, at også foreningens formand, forhenværende højskoleforstander og kulturminister Ebbe Lundgaards skaldede 1,6 millioner kroner i årsløn er kommet i søgelyset. Som om det nu skulle være for meget? Ikke mindst når man tænker på, hvad en af Danmarks mellem 600.000 og 900.000 udstødte overførselsindkomstmodtagere hvert år modtager for ikke at måtte bestille noget eller for at blive aktiveret, som det hedder.
Ganske vist erklærede Ebbe Lundgaard ved overtagelsen af formandshvervet som den fremsynede erhvervsmand, han er, at han i modsætning til sin forgænger, Bjarne Møgelhøj, ikke ville sidde lårene af sin direktion og møde op hver dag for at blande sig. Men i modsætning til en udstødt overførselsindkomstmodtager og kronisk aktiveret til de arbejdspladser, som åbenbart ikke findes, er det for en mand som Ebbe Lundgaard et tungt kors, at han ikke må bestille for meget. Også her må 1,6 millioner kroner om året siges at være lige i underkanten af det rimelige.
I smuk overensstemmelse med sin tiltrædelseserklæring har Ebbe Lundgaard for eksempel forholdt sig totalt tavs i sin forenings ophidsede debat om direktionens bonusordning. Bortset fra at han på god grundtvigsk vis har anbefalet en folkelig debat om lønniveauerne, når foreningens strukturændringer er vedtaget. Men beslutningen om at opgive den aftalte bonusordning overlod han til Steen Gede og sin direktion.
Det afkald på selv at gøre noget må da gøre ham fortjent til mindst 1,6 millioner kroner om året.

BESYNDERLIGT nok er der netop nu blusset en debat op i Storbritannien om vores landsmand og tidligere tennisstjerne Jan Leschlys tilsvarende bonusordninger som Chief Executive for medicinalfirmaet SmithKline Beecham. Avisen The Guardian har gravet oplysninger frem, som viser, at Jan Leschly sidste år tjente en milliard danske kroner (92 millioner engelske pund). Denne årsindtægt på et tusinde millioner kroner fremkommer som kombination af grundløn, frynsegoder, herunder pension, samt bonusordninger ved først og fremmest køb af firmaets aktier til pålydende værdi, som Jan Leschly derefter kan sælge med fortjeneste, hvis aktiekurserne stiger. Hvad de gør i en grad, så det samlede resultat bliver en indtægt på kun ét år (pensioner og aktieoptioner medregnet), som det vil tage en middelstands-englænder 3066 år at tjene.
En regeringsundersøgelse har nylig påvist, at under socialdemokraten Tony Blair lever nu en femtedel af den britiske befolkning på og under fattigdomgrænsen, uden at det ser ud til at blive bedre. Tværtimod: To femtedele af alle britiske børn lever på og under fattigdomgrænsen. Til gengæld bliver de rige stadig rigere.
Eller med andre ord på den givne aktuelle foranledning: En rengøringsdame har en timeløn på 20 kroner. Jan Leschlys tjener 4.500 kroner i timen.
Men det bør ikke give anledning til den forældede og afdankede forargelse. Når bossen får meget, "så bliver der mere til alle - også til medarbejdere, til leverandører og til samfundet," lyder tidens lysende visdom. Jan Leschly har lige meddelt, at han bliver nødt til at fyre 3.000 medarbejdere for at sikre de rationaliseringsgevinster, som får aktiekurserne til at stige. Hvordan det skulle betyde, at medarbejderne - og samfundet - får mere i takt med at Jan Leschly får mere, går dog over lederskribentens forstand. Så vi slutter bare med endnu engang at slå fast, at lederlønningerne i FDB er alt for små. el

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her