Læsetid: 4 min.

Den brutale sandhed

Som det ikke blev Information forundt at føre dialog med US-præsidenten om
8. juli 2005

Den brutale sandhed - er så ulidelig banal, at man frydes, når den tilbagegives sin brutalitet. Sådan indledte jeg i går formiddag dette Frie Ord med nogle efterfølgende ord, der skulle begrunde den tilsyneladende selvmodsigelse i sammenstillingen af brutalitet og fryd, da jeg ved middagstid ringes op og konfronteres med den brutale sandhed om bombardementerne i London. Pressebureauerne var ved at kalde et nyt, stort anlagt terrorangreb på en storbys uskyldige civilbefokning, kvinder og børn og mænd mellem hinanden.

Så bliver brutaliteten pludselig så banal sand, at enhver fryd derved er blevet kynisk ond.

Hvad gør jeg? Af hensyn til Informations stærkt pressede redaktionssekretariat skal Frie Ord afleveres om et par timer og lige nu er samme sekretariat temmelig overbevist om, at uanset G8-topmødets verdenshistoriske betydning, som forberedelserne til dette Frie Ord ellers var bestemt af, vil prime-time i aften og overskrifterne i morgen, når dette læses, være præget af døde og sårede i London.

"Det må du altså have med i dit Frie Ord," lyder redaktionssekretærens besked.

Nu har jeg jo selv valgt journalistikkens grundvilkår, eller det har valgt mig, så selvmedlidenhed kan ikke komme på tale. Måske burde den aldrig komme på tale. Medlidenhed med andre eller med andet end en selv, er derimod noget helt andet. Nærmest det stik modsatte. Altså gør jeg det, at jeg brutalt indvier læseren i det, jeg faktisk havde skrevet i går formiddag, da situationen bestemt var en helt anden end nu, torsdag 7. juli 2005 kl. 13.32. Vel vidende at det i morgen bliver læst i en helt anden stemning, end da det blev skrevet: Og da sandheden altid er en replik i en bestemt situation, er formiddagens ord altså allerede blevet usande. Men kan de ikke andet, så kan de da for fanden illustrere den sandhed!

Brutale grundvilkår

Altså: Den brutale sandhed - er så ulidelig banal, at man frydes, når den tilbagegives sin brutalitet. Hvor frydeligt er det da ikke, at kollega Kristian Villesen med læsernes hjælp nåede frem til, at det eneste eller i hvert fald første spørgsmål, det var værd at stille verdens mægtigste mand på hans fødselsdag, er: "What do you believe in the most: The Old Testament symbolised by 'An eye for an eye and a tooth for a tooth' or The New Testament symbolised by 'turn the other cheek'?". Øje for øje og tand for tand eller slår en dig på den ene kind, så vend den anden til? Enten lov og orden, retfærdig dom over og straf af enhver, der forbryder sig mod loven, eller kærlighed, hengiven barmhjertighed, nåde, tilgivelse? Tilværelsens brutale grundvilkår. Hvad andet skal man dog tale med den stærkt bekendende kristne Mr. Bush om, når han ligefrem vil fejre sin fødselsdag i ens fædreland, der i sin grundlov udtrykkeligt henviser til den evangelisk-lutherske kirke? At Villesen så ville påtage sig at stille det brutale spørgsmål, skønt han har store vanskeligheder med den irriterende th-lyd i tooth, gør det kun endnu mere brutalt. Endnu mere frydefuldt. Som når Shakespeare folder det ud i "Købmanden i Venedig", som vi så på film i foråret, eller i "Lige for lige", som de spiller i Grønnegårds Teatret i København i denne sommer. Lovbrud må straffes og dog er kærligheden størst, handler begge dramaer om. Hvordan forene det, når de to sandheder ikke kan forenes? Alligevel går begge dramaer for at være komedier. Der grines meget både i biografen og i Grønnegården.

Tilbage til banaliteten. For den brutale sandhed er, at den også er banal:

"Den brutale sandhed er, at uden USA kan vi ikke opnå fremskridt på klimafronten," sagde den britiske premierminister Tony Blair, da han blev konfronteret med kravet om, at sluterklæringen fra G8-mødet denne fredag aften direkte må nævne Kyoto-aftalen og dermed udstille og isolere George W. Bush, der ikke vil have med den at gøre, hvis topmødet i Skotland skal føre til andet end words, words, words (som Hamlet siger). Men Blair vil ikke provokere Bush, så han forbitres og nægter at gøre noget som helst ved sit CO2-udslip og sin opvarmning af Jorden og de katastrofale klimaændringer, som venter os. Skønt den brutale sandhed jo er, hvad George Monbiot fra The Guardian, sagde:

"Hvad har en af Blairs ministre, der vil deltage i demonstrationerne i Skotland mod klimaødelæggelserne og udpiningen af Afrika, tænkt sig at skrive på sit banner, 'Ned med mig selv'?"

På-den-ene-side-og-på-den-anden-side-banaliteten. Og fryden ved at den fjernes og tilværelsens grundvilkår brutalt foreholdes præsidenten. Da opringningen om bombardementerne i London indtræffer. Ondskaben i al dens banalitet. Information fik slet ikke fik lov (!) at stille spørgsmålet om kærligheden til US-præsidenten. For, som Kristian Villesen noterer, "vi er en avis i opposition til magthaverne". Men ophavet til både "turn the other cheek" og Shakespeares 'komedier' fjerner enhver mulighed for selvgodhed i den anledning:

"Judge not that ye be not judged." Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. Og så må terroren i London fordømmes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu