Læsetid: 9 min.

'Jeg bryder mig ikke om spænding i tilværelsen'

8. juli 2005

På Informations spørgsmål, "hvad vil du bruge resten af dit liv til, og hvorfor?" svarer forfatteren Helle Helle "det samme". Hun er helst fri for at tage stilling til alt for mange valg. Derfor er der også en lettelse i at være flyttet ind i den lejede skovriderbolig, Helle Helle nu bebor sammen med sin mand og to børn, fortæller hun.

"Det er en befrielse ikke selv at have valgt køkkenet, men blot at kunne sige: 'Det er så vores køkken', uden at skulle bekymre sig om, hvordan det ellers kunne have været."

Poul Henningsens sang "I dit korte liv", hvorfra Information har hentet inspiration til sin serie om, hvad man finder det vigtigt at bruge livet på, satte dog en del tanker i gang i skovriderboligen, fortæller Helle Helle.

"Samme dag, du havde ringet, begyndte gøgen at kukke, og jeg kunne ikke lade være med at tælle, hvor mange leveår den gav mig!"

"På et tidspunkt var den væk, og jeg gik omkring og ledte: 'Hvor er den blevet af? Og hvor lange pauser må der være mellem kukkene, før det ikke gælder for én serie længere?'"

"Jeg følte, at den hånede mig!"

- Er du overtroisk?

"Nej, bare neurotisk."

"Men jeg gik ind og slog teksten til PH's sang op - jeg kunne ikke huske den hele - og nu har jeg og mine børn gået rundt og sunget den i dagevis. Det er en særlig fornemmelse at høre sin datter synge - den drømmeløse søvn med sin femårige stemme. 'Hvad er den drømmeløse søvn for noget,' spørger hun så. Og drengen på 11 svarer: 'Det er da døden!'"

"Jeg må tage mig i at se tegn i det, der sker," fortæller Helle Helle. "Det sted, vi flyttede fra, var der nogle få blokke af dorothealiljer i haven. Jeg elsker dorothealiljer, og jeg kunne godt have gravet dem op, men jeg havde en følelse af, at jeg ikke skulle tage noget med. Da så foråret kom her, opdagede jeg, at bunden under det store egetræ i hjørnet var et eneste væld af dorothealiljer."

"Min yndlingsmarmelade er mirabellemarmelade, og det syn, der mødte mig, da vi kom med flyttelæsset, var et kolossalt mirabelletræ, oversået med blomster. Da følte jeg mig velsignet, men da mirabellerne kom, var de melede og uden smag. Og det var måske på en måde meget godt," griner Helle Helle.

"Da du ringede til mig, sagde jeg vist, at nu må jeg til at tænke. Som om der var noget at tænke over. For der er jo kun ganske enkle ting, der er vigtigt i livet, og det er de rene banaliteter. Hvordan kan det blive til en artikelserie, tænkte jeg, den må da blive kort."

- Hvad er det så for ting, der er vigtige?

"Jeg tror, vi altid leder efter de små, enkle øjeblikke, hvor livet lyser, de øjeblikke, hvor det hele løfter sig, og det drejer sig jo altid om noget nært, det er ganske banalt, hvad der holder én i gang. Men det der med at hvert sekund er et dyrt sekund, som der står i sangen, det er noget pjat, for sådan kan man jo ikke leve," tilføjer Helle Helle. "Hverdagen er triviel, banal, og vi kan ikke hver dag bygge, som om det var vor sidste."

- Er det trivielle og banale en nødvendig del af det gode liv?

"Jeg tror, det er forskelligt, om man kan holde det trivielle ud eller ikke. Jeg kan godt lide gentagelser, og jeg bryder mig ikke om for meget spænding i tilværelsen. Hvorimod min mand af og til helt opgivende udbryder: 'Mit liv er én lang gentagelse.'"

"Men for mig betyder rytmen i hverdagen meget. Mine bøger handler jo også om hverdagsuniverser. En anmelder skrev om min seneste bog, Rødby-Puttgarten, at den var udtryk for en fascination af hverdagen og det almindelige hverdagsmenneske, og det var en øjenåbner for mig, selv om det kan forekomme indlysende."

"Det har formodentlig at gøre med det sted, jeg kommer fra. Jeg er født i Nakskov og vokset op i Rødby. Og jeg har været parfumedame på færgen," fastslår Helle Helle, hvis bog handler om to søstre, der netop arbejder i parfumeriet på Rødby-Puttgarten-overfarten. "Min mor var parfumedame dér, min far var bilmekaniker."

"Tidligere irriterede det mig voldsomt, at min slægt på Nakskovegnen, inklusive min far, altid sagde om en fest, at 'nu fik vi da dén overstået!' Når min far fyldte rundt, når der var konfirmation eller sølvbryllup - altid var det noget, der skulle overstås. Når jeg bebrejdede min far det, forsikrede han mig altid om, at det ikke var fordi, der var noget dårligt i at holde fest, og efterhånden forstår jeg det også bedre. Man vil gerne tilbage til rytmen i hverdagen, livet er nu bedst, når det er, som det plejer at være. Jeg kan føle det i mig selv. Når jeg sidder i toget på vej ud til et eller andet, kan jeg tage mig i at tænke, at det vel nok bliver dejligt, når jeg sidder her den anden vej, på vej hjem!"

"Jeg vil gerne have dagene til at ligne sig selv, jeg kan bedst lide, når jeg ved, hvad der skal ske. Sådan tror jeg godt, jeg kunne leve uden at føle, at jeg spildte mit liv. At skrive er forbundet med stor usikkerhed. Ikke kun økonomisk, der er også uvisheden i ikke at vide, om man har mere at skrive om. Er jeg stadig forfatter om 10 år? Det spændingsmoment er så stort, at resten helst skal gå stille og roligt. Men hvis jeg ikke skrev, ville jeg være mere rastløs."

- Hvad får dig op om morgenen?

"Nu har jeg dårligt noget valg, fordi jeg har børn. Men også det rører ved noget vigtigt, for børn får én til at glemme sig selv, det handler om andres behov, og det er på én gang opslidende og vidunderligt. Når livet er, som det skal være, er man i selvforglemmelsen. Når man er sammen med børn, hører musik, læser en bog eller luger et bed."

- Vores lille redaktionsgruppe på Information mente nu også spørgsmålet i metaforisk forstand: Hvad er den store drivfjeder i dit liv?

"Nå, I mente det metaforisk," griner Helle Helle. "Jeg syntes ellers, det var så dejligt konkret, jeg troede lige, Information havde bevæget sig ned på et niveau, hvor vi andre dødelige kunne være med! Men jeg mener jo ikke kun, at det drejer sig om at komme op og af sted om morgenen. Det drejer sig jo også om, hvad man gør af kærlighedsgrunde."

- Der findes mennesker, der hver eneste morgen ikke kan få øje på meningen med at stå op?

"Sådan har jeg det sjældent. Jeg er A-menneske. A-mennesker er selvgode og skrækkelige: Se, hvad jeg har udrettet, mens I andre lå og snuede. Kan det være noget medfødt? Jeg tror også, A-mennesker hurtigere tørrer tårerne bort og går videre."

Som A-menneske skriver Helle Helle om formiddagen, mens hun ikke har noget sprog tilbage om aftenen, siger hun, og tidligt er ved at falde i søvn. Men hendes formiddage er ikke den rene idyl.

"Når jeg er ved at skrive en bog og har kørt min datter i børnehave, har jeg måttet gøre vold på mig selv for ikke at køre til Glænø i stedet for hjem til skrivebordet. Det er ikke lystbetonet for mig at skrive, kun når det kører, men det gør det ikke særlig tit. Jeg må hele tiden disciplinere mig, så hverdagssyslerne ikke tager overhånd," erklærer hun.

"Jeg er for så vidt heldig, fordi jeg har megen energi. Men den skal bevæges ud. Jeg har brug for at lave noget og svært ved at sidde stille og tænke - nej, ikke tænke, for jeg kan ikke tænke mig frem til noget, når jeg skriver. Det skal skrives frem."---- Med sin veninde, forfatteren Kirsten Hammann, diskuterer Helle Helle ofte, hvor lang tid de vil kunne holde ud at beskæftige sig med småsysler, fortæller hun.

"Hvornår sætter man sig til at skrive, fordi man virkelig ikke kan lade være? Det er meget sjældent, jeg gør det."

- Hvad får dig så til skrivebordet?

"Jeg tænker på det som et stykke konkret arbejde, der skal gøres, jeg tæller enheder: 4.000 enheder, så er det nok for i dag! - Det er utroligt, at der kommer noget ud af det!"

"Men når jeg siger noget, mener jeg hele tiden også det modsatte. At have ulyst til at skrive er dobbelt lige som alt andet. Det er en fantastisk tilfredsstillelse at kunne finde det rigtige ord på rette sted. At kunne skrive noget frem, som om det virkelig har fundet sted. Forfatteren Siri Hustvedt har sagt, at 'writing fiction is to remember what never happened'. Og det er lige præcis det, der er så lystfyldt! At foretage fiktive erindringsrejser, at vække noget til live. Det er jo at undvige døden. Man befinder sig i en art vågen drømmetilstand, der giver en følelse af at være i live. Man er ude af denne verden og mere i live."

"Derfor går jeg også for tiden og tror, at Rødby-Puttgarten er min egen historie, selv om det ikke helt er sådan. Jeg skal tænke mig om for at huske, at det ikke er mig selv, der har oplevet det. Det må hænge sammen med min metode med at skrive om overfladen. Jeg kan skabe billeder i hovedet på mig selv, så jeg tror, det har fundet sted. Jeg tænker kun i billeder."

"Kirsten og jeg spørger også halvt i spøg hinanden, hvad andre mennesker, der ikke skriver, stiller op. Hvad gør de dog? Hvordan kan de overleve?"

- Du skriver bøger om det!

"Det har du ret i. Andre, for eksempel sportsfolk, har det måske også sådan," tilføjer Helle Helle eftertænksomt: 'Hvordan kan hun lade være med at løbe marathon?'"

- Jeg hørte i radioen et interview med en ældre dame, der hele sit liv havde drevet en landhandel i Jylland. Hun havde altid opfattet det som sin hobby, fortalte hun. Måske kommer samme trang til udtryk, når man arrangerer vinduesudstillingen smukt og har husket at købe gær til gamle fru Christoffersens søsterkage?

"Damen lyder som en fra mine bøger! Men anmeldernes betragtninger over, at mine hovedpersoner 'ikke kræver det store af tilværelsen' sætter mig i forsvarsposition. Jeg synes ikke, deres liv adskiller sig fra et liv på et bureau i København."

"Selvfølgelig er der noget trøstesløst trist i at bo i den mellemposition, hvor intet flytter sig: Færgerne sejler frem og tilbage og kommer ingen vegne. Men det, der gør livet meningsfuldt, kan man finde lige så godt i Rødby som andre steder. Det er ikke et indholdsløst liv, de to søstre lever."

- Fordi det er det samme, der lyser livet op alle steder?

"Det, der lyser livet op, er vel alt det, vi kalder åndfuldhed, kunst, videnskab, lidenskab - men måske er kærlighed nok."

- Du er flere gange vendt tilbage til behovet for at holde sammen på det, der er. Ligger der en angst for, at det hele skal skride?

"Jeg har katastrofeangst, og det er på en måde også det, jeg skriver om. Skal man se nøgternt på det, er det vel værre at frygte en katastrofe end at være i den. Når det sker, klarer man det jo. Men frygten for katastrofe er klaustrofobisk, og det er det, der interesserer mig. At skrive om selve katastrofen ville ikke interessere mig, det interessante er, hvordan mennesker, der frygter den, tér sig inden."

"At skrive handler for mig også om, at de andre skal se, at jeg er ligesom dem. Jeg prøver at nærme mig andre mennesker eller en art universel forståelse, hvor man gerne vil have, at nogen skal læse det og sige, 'ja, sådan er det!' uden forklaringer. Jeg vil gerne tale et fælles sprog med de læsere, jeg måtte have; jeg vil gerne have, at vi kan se og forstå det samme, som når man griner ad noget, uden at det behøver at blive forklaret. Det handler om noget ikke-sprogligt, når man forstår hinanden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu