Læsetid: 3 min.

Budbringer ustraffet

11. december 1996

DET ER en vigtig dom for pressen, den Højesteret netop har afsagt. Ja, ligefrem en pressehistorisk dom, der så at sige stadfæster Danmarks status som menneskerettighedsoverholdende nation, hvad angår borgernes informationsadgang. Dommen drejer sig om intet mindre end pressens frihed til at bringe referater af ytringer med strafpådragende indhold. Sagen er den, at Højesteret har taget stilling til en landsretsafgørelse, hvor chefredaktøren for Vejle Amts Folkeblad og en journalist sammesteds, var blevet fundet skyldige i at viderebringe ærekrænkende og injurierende udtalelser. Redaktør og journalist dømtes på lige fod med udtalelsernes ophavsmand. Budbringeren opfattedes, som det så ofte har været tilfældet, lige så dadelværdig som krænkeren. Den opsigtsvækkende landsretsdom greb dermed tilbage til tiden før Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i den såkaldte grønjakkesag. For nogle år siden blev en journalist og og den daværende programchef ved TV-Avisen dømt i en dansk retssal for at viderebringe grove racistiske og dermed strafbare udtalelser i et program om de usympatiske og menneskeforagtende dengang huserende grønjakker. Budbringeren og hans redaktør blev jo dermed fundet så kriminelle som grønjakkerne selv. Journalist og redaktør fandt sig ikke i dommen, men fik den appelleret. Sagen gik om efter Menneskerettighedsdomstolens kendelse. Denne underkendte blankt den danske retslige afgørelse, hvorved Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 så at sige vandt over hensynet til andenhånds injuriesynspunktet. Sagen endte i Østre Landsret med pure frifindelse. Konventionens bestemmelser om ytringsfrihedens vigtighed for den almindelige oplysning blev lagt til grund for at lade budbringerne passe deres arbejde i fred og være straffri for loyalt refererede udtalelser. Imidlertid drejede den sag sig om tv og radio og medregnede således ikke den skrevne presse. Her ventede man stadig på en sag, der var egnet til fastslå de retlige forhold angående videregivelse af strafbare ytringer.
Det er næppe en overfortolkning af juristernes motiver, såfremt man i sagen om Vejle Amts Folkeblad tør formode at Landsretten med mere eller mindre overlæg, har villet fremprovokere en højesteretsafgørelse om spørgsmålet. Det må naturligvis have været af afgørende betydning én gang for alle at få fastslået den øverste danske retsinstans' synspunkt i en sag af denne kategori. Ellers ville man også have kunnet være så godt som sikker på at Menneskerrettighedsdomstolen var blevet frekventeret én gang til. Ingen instans i en retskultur ønsker selvsagt at være den udløsende årsag til en sådan næse fra konventionens vogtere. Underkendelsen fra Menneskerettighedsdomstolen i sin tid var unægtelig til at tage at føle på.

NÅR AFGØRELSEN fra Højesteret forekommer så vigtig, hænger det sammen med at der ikke i dansk ret foreligger egentlige bestemmelser, der rent ud definerer pressefrihedsbegrebet. Når man ser bort fra Grundlovens censurafvisende paragraf 77, er man henvist til at anskue pressefrihedsdimensionen ved at tage praksis og forhåndenværende domstolsafgørelser i betragtning. Det kan dog udtrykkes således at pressefriheden opfattes som en integreret bestanddel af Pgf.77 - altså paragraffen der ud over afvisningen af censur understreger ytringsfriheden med ytringsfrihedsbestemmelsen. I den ånd bør tvist om pressens grænser for videregivelse af ytringer - de være sig nok så kontroversielle og strafværdige - naturligvis også tolkes. Det er hermed sket. Alle med interesse for den nuancerede informationsadgang kan jo for så vidt være glade og tilfredse. Hvad andet kan man også godt være efter en i den grad fornuftig og tilfredsstillende dom.
Med øget frihed følger imidlertid også et tilsvarende større ansvar. Sådan er det vel. Og uden at pegefingeren nu bulner af prælimenær forargelse, må det være på sin plads at pege på de ubegrænsede muligheder med en vis forhåndsbekymring. Man kunne jo ligesom have fantasi nok til at forestille sig kolleger, der i et anfald af hellig iver får svage sjæle til at udtale sig mere bramfrit, end de måske først havde forestillet sig. Bramfriheden vil herefter have den villige budbringer parat til elskværdig viderebefordring - aldeles straffrit. Altså lige med undtagelse af kilden. Vi hævder ikke, at den slags vil ske.
Det ligger os fjernt at tro så gement om pressens fine folk. Mistanken skal således opfattes som ren teori. Knap nok har vi fantasi til at forestille os, hvilke aviser der i givet fald kunne tænkes, naturligvis under hårdt pres, og lige så selvfølgeligt drevet af moralens nødvendighed, at gøre noget sådant. På en eller anden måde har vi bare så vanskeligt ved at frigøre os fra denne omend teoretiske mulighed. Hvorfor er ikke til at komme i tanker om.
Uanset alle skumle mistanker, længe leve ytringsfriheden.

mtz (Georg Metz)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her