Læsetid: 4 min.

Budjob er for 'børn, dumme og fattigrøve'

Til trods for tusindvis af ledige danskere, bliver budjob besat af polakker. Misforholdet sætter gang i et spil Sorteper mellem regering, fagforbund og AF
18. august 2006

Der er cirka 33.000 ledige i Storkøbenhavn, så det burde ikke være så svært at finde folk, der vil omdele de nye gratisaviser 24timer og Dato. Men distributørerne har ikke fundet ledige danskere, så de har i stedet ansat polakker og andre udlændinge. Det vækker politisk furore, og VK lægger op til stramninger.

Administrerende direktør for distributions-selskabet KOMDIS i Vanløse, Helle Andersen, siger:

"Vi har de seneste måneder ansat 30 til 50 polakker. Resultatet af annoncering efter bude i Danmark er normalt lig nul. Via AF (Arbejdsformidlingen, red.) og Københavns Kommunes Jobservicecenter har vi de seneste måneder kun fået fire ledige ansat."

Firmaerne JC Distribution i Rødovre og BS Distribution på Frederiksberg har samme oplevelse: Kun ganske få danskere vil påtage sig arbejdet med at dele aviser ud om natten. Det på trods af at det i nogle tilfælde har været til en garanteret mindsteløn i en branche, hvor hovedparten knokler på akkord.

"Selv om vi har garanteret en løn på mindst 870 kr. om dagen, så har det ikke gjort danskere interesseret. Så nu har vi som en prøve ansat fire polakker," fortæller distributionschef René Olsen fra JC Distribution.

Virksomhedernes kvaler med at få fat i ledige danskere, vækker vrede hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). Han kalder det i Jyllands-Posten "absurd, at vi skal til Polen for at hente avisbude, når der er ledig arbejdskraft i Danmark. Det er ikke godt nok, at vi ikke kan få bude til velbetalte job."

Ministeren vil have kommuner og A-kasser til at være mere konsekvente med at trække i kontanthjælp og dagpenge til de "åbenbart mange lønmodtagere, som ikke har motivationen til at søge og tage sådan et arbejde (et budjob, red.)."

I næste uge vil ministeren holde et møde med forskellige aktører for at gøre noget ved manglen på bude.

Flere distributionsselskaber har ifølge egne udsagen uden held tidligere bedt arbejdsløshedskassen under 3F Lager, Post og Service i København om at skaffe bude. I øjeblikket er der 600-700 ledige blandt A-kassens ca. 10.000 medlemmer. Formand for afdelingen Bjarne Høpner siger:

"Selv om alle distributører har vidst, at der blev budmangel her i efteråret, har vi ikke fået en eneste officiel henvendelse om at være behjælpelig med at skaffe arbejdskraft. Arbejdsgiverne har gang på gang vist sig at være fulde af løgn, når de er gået til pressen og har sagt, at de mangler f.eks. 100 bude. Når det kom til stykket, var der tale om fem, og de havde ikke bedt os eller AF om hjælp til formidlingen."

Høpner mener at kunne skaffe ret mange ledige bude, hvis der kommer "en seriøs henvendelse med velbeskrevne arbejdsvilkår" fra en distributør."

Men hvorfor søger A-kassens ledige ikke selv de mange job?

"Det er ikke alle ledige, som har adgang til internettet og kan finde jobbene. Og nogle bakker sikkert ud, når de finder ud af, hvor dårlige vilkårene rent faktisk er," siger Høpner.

Fungerende chef for AF Storkøbenhavn, Carsten Schultz, oplyser, at AF-regionen for øjeblikket samarbejder med fire distributører om at skaffe omdelere.

Om kritik af AF for ikke at have været god nok til at matche efterspørgslen på bude, siger Schultz:

"Vi skulle måske have gået mere offensivt ud til distributørerne og tilbudt samarbejde. Næste uge holder vi imidlertid et møde med distrubutørerne for at høre, om der er mere, vi kan hjælpe dem med. Vores erfaring med én distributør er, at vi kan skaffe bude, hvis vi får tid til det, og ansøgere får forklaret vilkårene i branchen ordentlig."

Ondt i ballerne

Helle Andersen fra KOMDIS med ca. 200 omdelere, hvoraf omkring ni ud af 10 er udlændinge, tror ikke på, at man økonomisk kan klemme ledige danskere til at tage budjob.

"Vi får ingenting ud af at tvinge ledige ud i de her job. De vil være dårligt motiverede, og abonnenterne risikerer ikke at få deres avis, fordi budene smider dem forkerte steder eller direkte i skraldespanden," siger Helle Andersen, og fortsætter: "Det vil gøre en forskel, hvis vi kan få gjort op med myten om, at budjob er for børn, fattigrøve og dumme. Fakta er, at det er anstændigt voksenarbejde. At nogle tjener 25.000 kr. om måneden på det, og at vi har alle slags ansatte. Lige fra dem, der kun har nogle få brikker at flytte rundt med til højtuddannede, der gerne vil have friheden og motionen."

Både Helle Andersen og René Olsen siger, at de har stor forståelse for, at mange ikke søger ind i budbranchen.

"Det er natarbejde og på akkord. Og det er fysisk meget krævende. Hvis du bliver bud, vil du hurtigt finde ud af, at du har nogle muskler, som du ikke anede, at du havde," siger Helle Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg var da ude og prøve det af. Ruten var på 8 km med 180 ting jeg skulle aflevere. Efter en ubetalt prøvevagt på 2 timer og den ene vagt fandt jeg ud af det ikke var mig. Jeg har fået et brev hvor der stod jeg har ret til 160 kr. Det tog mig 4 timer imens jeg sprintede rundt. Held og lykke med at finde danskere der vil arbejde til 30-50 kr i timen.