Læsetid: 3 min.

Et budskab om frihed

5. maj 1999

5. MAJ 1945 VAR Danmark atter frit. En lære af de fem års besættelse fandt udtryk i kampråbet "Aldrig mere en 9. april!" Men hvad betød det? Det var nemmere råbt end sikret. Det bestående politiske og administrative system var mest tilbøjeligt til at søge Danmark beskyttet gennem en fortsættelse af den hidtidige lave internationale profil - "tilpasningspolitikken" til det Tyskland, der før eller siden igen ville vokse sig stærkt. Og en varsom kurs over for det sejrrige Sovjet.
Andre - heriblandt denne avis - mente, at verden var blevet en anden efter krigen. At Danmarks fremtid nu lå tryggest i en forankring til de vestlige demokratier. I 1949 traf Danmark ubegejstret det valg at indtræde i NATO - en forsvarsalliance bygget på, hvad Vestens ledende politikere uddrog som 'læren fra 1930'erne': At en aggressor - dengang Hitler, nu Stalin - kun kan holdes i ave ved fast beslutsomhed, om fornødent våbenmagt.

OG SÅLEDES anskuer vi fortsat nutidens udfordringer med fortiden i tankerne. Vi bygger på erfaring, kan man pænt sige. Men hvad er 'det lignende fortilfælde'? Og er det den rigtige lære, vi drager af det?
Det tidligere Jugoslaviens voldelige opløsning ser vi gennem fortilfældets prisme. Men hvilket?
*Balkan-krigene 1912-13: At kamp på Balkan uundgåeligt udløser omkamp?
*Sarajevo 1914: At stormagtsindgriben på Balkan kan udløse verdenskrig?
*München 1938: At eftergivenhed over for aggressive diktatorer blot øger den pris, demokratierne alligevel kommer til at betale?
*Vietnam i 1960'erne, Afghanistan i 1980'erne: At avanceret våbenteknologi ikke besejrer et offervilligt folk, og at landkrig i ufremkommeligt terræn får selv stormagter til at forbløde?
USA's udenrigsminister, Madeleine Albright, er barn af de tjekkoslovakiske tragedier i 1938 og 1948. Hendes personlige oplevelser har været med til at forme den strategi, hun har slået til lyd for: Kun magt standser uretten, og hvis ikke magten hjælper, så mere magt...

DANMARKS BEFRIELSE blev vundet gennem en krig, hvor parterne var villige til at anvende et hvilket som helst våben. Aksemagternes "betingelsesløse overgivelse" var de allieredes krigsmål. Til det formål anvendte USA også atombomber mod Japan.
NATO er ikke villig til at anvende et hvilket som helst våben mod Serbien. Det er - af indlysende årsager - utænkeligt. Men er Milosevic-styrets betingelsesløse overgivelse et uerklæret krigsmål?
Måske er et pusterum i krigen på vej. Men hvor mange tror, at en holdbar fred på Balkan er mulig, sålænge Milosevic hersker i rest-Jugoslavien? Et sandsynligt alternativ til Milosevic er imidlertid ikke den demokratiske opposition. Det er den højlydt erklærede højre- fascisme.
De, der nu fremhæver hele Balkans optagelse i EU som den langsigtede uskadeliggørelse af 'krudttønden', gør sig stærke forestillinger om Unionens fordøjelsesevne. Ud over skrøbelige demokratier som Rumænien, Bulgarien - måske Albanien - så også et endnu ukendt antal statsdannelser på ruinerne af Jugoslavien? Hver med fuld 'national' repræsentation i EU's besluttende forsamlinger? Hvis det skal kunne lade sig gøre, er en fuldstændig anderledes styringsmodel for EU en bydende nødvendighed. Find selv på et tåleligt forslag!

DRAGER VI på 54-årsdagen for vor egen frihed den lære, at vort kontinent ikke kan vide sig sikkert, så længe nogen diktator hersker i noget land, har vi i hvert fald sat os selv en ambitiøs dagsorden.
Vil vi sikre friheden med våbenmagt? Med overførselsindkomster? Hvor langt rækker det Europa, vi vil sikre - til Bosporus, til Syrien, til Ural-bjergene?
Nærmere os end Balkan har vi et Rusland, hvis historiske fortilfælde nærmest synes at være Weimar-republikken, og et Hviderusland, hvor en despotisk præsident åbent styrer mod diktatur.
Ved Jalta-konferencen i 1945 skabte stormagterne en europæisk stabilitet ved at acceptere kontinentets opdeling i interesseområder. Udgangspunktet var de faktiske magtforhold i krigens slutår.
Dén orden prisgav Østeuropa til Sovjet. Nu findes den ikke længere, og vi famler mod en ny, sender endda danske soldater i krig for den, selv om vi ikke kender den.
En hensigt om at sikre andres frihed er ædel, men vi må også gøre os pinefuldt klart: Hvad vil vi betale, hvad vil vi ofre, hvad vil vi risikere? Uden en langsigtet, gennemførlig og og folkeligt støttet strategi driver NATO og EU mod uindfrielige forpligtelser i øst. Dét synes at være læren af 1990'ernes Balkan-krige. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her