Læsetid: 3 min.

Budskaber fra Brighton

3. oktober 1997

TONY BLAIR har kontrol med Storbritanniens
Labour parti. Det er der ingen tvivl om efter partiets netop overståede kongres i kystbyen Brighton.
Med 93 procent af vælgerne bag sig (det er flere end USA's George Bush havde efter Golfkrigen) kan premierministeren da også dårligt være ude af kontrol blot fem måneder efter valgsejren den 1. maj, hvor der blev bragt en ende på 18 års konservativt styre i Westminster.
Kun ét enkelt nederlag blev det til på kongressen, da én af Blairs spin doctors - mediestrateger - ikke blev valgt til partiets nationalkomité. I stedet for Blair-højrehånden Peter Mandelson, valgte de 1.300 delegerede Ken Livingston, én af de - i New Labour tider - yderst venstreorienterede gamle stridsheste.
For resten af kongressens vedkommende blev det stort set et triumftog, selv om Blair både før og under kongressen formanede vigtigheden af ydmyghed og ikke selvtilfredshed hos partiet, der ifølge The Times ville få 59 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag.
Valg er der ganske vist først om fem år, men Blair har gjort det klart, at partiet har brug for mindst to perioder til at gennemføre sine planlagte radikale forandringer i det britiske samfund.
Hvad de så end er.

FOR NÅR DET GÆLDER substansen i Labours indenrigspolitik, som vi endnu ikke har set prøver på, så er dagsordenen godt nok ganske ny.
I hvert fald i forhold til, hvad en Labour-formand ville have sagt på en partikongres for fem år siden.
Blair og transportminister John Prescott fik afvist den fløj i partiet, som ville have det privatiserede britiske jernbanenet tilbage på statens hænder.
Det var ikke gået for fem år siden.
Undervisningsminister David Blunkett undgik også, at det kom til afstemning om hans forslag om at lade de fleste studerende betale for at gå på universitetet og dermed bryde med den britiske tradition for fri uddannelse. Det var heller ikke gået for fem år siden.
Men i forhold til, hvad en konservativ regering - forudsat at den ikke var så handlingslammet og træt som Major-regeringen til sidst var - kunne finde på, ja så er den indenrigspolitiske dagsorden endnu ikke ændret ret meget.
Blair har nemlig lovet at regeringen i dens to første år vil holde sig indenfor det budget, som den tidligere konservative finansminster Kenneth Clarke udstak.
Det sætter sine begrænsinger på, hvor hurtigt regeringen kan indfri sine øvrige - til tider forbavsende ukonkrete - valgløfter om bedre sundheds- og skolevæsen m.m. Til gengæld lovede Blair, at skolerne ville få computere i løbet af de kommende år.

LEDER MAN derfor efter signaler om nye tider, efter at Labour er kommet til magten, så skal man kigge på udenrigspolitikken, den nye såkaldte 'etiske udenrigspolitik'.
Storbritannien er bekymret for verdens klima, den globale opvarmning. Der lægges op til konfrontationskurs med bl.a. USA på FN's klimakonference, som slutter i Kyoto i Japan til december. Godt.
Så sent som i går varslede udenrigsminister Robin Cook fra talerstolen i Brighton, at Storbritannien ville fordoble sit årlige budget til minerydning verden over fra rundt regnet 50 millioner til 100 millioner kroner.
Han sagde også, at han ville invitere Frankrig til at være med til sammen med Storbritannien at forslå fælles EU-regler for våbensalg til repressive regimer.
Cook har allerede lagt en ny linje, når det gælder våbensalg til det totalitære Indonesien, der er på Amnestys sorte liste for menneskeretskrænkelser. Regeringen har således blokeret for to britiske kontrakter med Indonesien om pansrede mandskabsvogne og snigskytterifler. Godt.
Men der er immerværk stadig et stykke til, at vi for alvor kan tro på, at den nye etiske udenrigspolitik holder hele vejen rundt.
For dels - og det kan man måske forstå - har Cook ladet britiske firmaer opfylde de kontrakter, som blev indgået med f.eks. Jakarta under den konservative regering om levering af de såkaldte Hawk-jagere til indoneserne. Og dels - og det er ulige sværere at forsvare - fortsætter salget af våben til Saudi Arabien via den store 'våben-for-olie' aftale, som er 200 milliarder kroner værd over 20 år. Et salg, der synes svært at forstå i en tid, hvor to britiske sygeplejersker står til hårde straffe i Saudi Arabien. Den ene risikerer for eksempel halshugning.
Det er dog - efter blot fem måneder - for tidligt at bedømme Labours resultater. For der arbejdes langsigtet på radikale forandringer, som Blair siger. Men der er grænser for, hvor længe Labour kan undgå at blive testet på de få budskaber, som blev lukket ud fra konferencesalen i Brighton.brun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu