Læsetid: 3 min.

Budskabet fra Racak

19. januar 1999

FUNDET i weekenden af 45 bestialsk massakrerede landsbybeboere fra Racak, 25 km uden for hovedstaden Pristina, minder om, at Jugoslaviens ekstremt voldelige slutspil endnu mangler dets sidste kapitel: Kosovo.
'Terrorister' kaldte den serbiske præsident Milutinovic de dræbte. Milutinovic forklarede ikke, hvorfor det var nødvendigt at plukke øjnene ud på nogle af 'terroristerne' før henrettelsen fra klos hold. Han uddybede ikke, hvorfor en 12-årig dreng, tre kvinder og flere gamle mænd var blandt 'terroristerne'.
Tværtimod forhindrede de jugoslaviske myndigheder mandag Den Internationale Krigsforbryderdomstols chefanklager, Louise Arbour, i personligt at komme ind i Kosovo for at undersøge, hvorvidt der vitterligt var tale om 'terrorister' - Beograds gængse betegnelse for partisaner fra den kosovo-albanske væbnede organisation, UCK. De serbiske styrker fortsatte derimod søndag og mandag beskydningen med tungt artilleri mod Racak, hvor de 45 lig lå ubegravede i moskéen. 'Bevismaterialet' må nu formodes at være ødelagt.
Men vidneudsagn fra folk, der nåede at se ligene, heriblandt vestlige journalister og OSCE-observatører, lader ingen tvivl tilbage: Det, der foregik i Racak fredag aften var en massakre - en krigsforbrydelse efter samme afstumpede mønster, som vi så i Bosnien-krigens blodigste faser. En forbrydelse mod menneskeheden, som man må håbe, de ansvarlige kommer til at stå til regnskab for.

MASSAKREN i Racak og den seneste tids optrapning af konfrontationen vidner om, at den aftale, som USA's super-diplomat Richard Holbrooke fik trukket ned over hovedet på den jugoslaviske præsident Milosevic i oktober sidste år, er så godt som faldet på gulvet.
Aftalen, der kom i stand under trusler om NATO-bombardementer af udvalgte militære mål i Serbien, har gjort noget godt: Den fik for nogle måneder stoppet kampene. Den gjorde det muligt for en kvart mio. albanske flygtninge at vende hjem fra eksilet i bjergene til deres - ofte nedbrændte - landsbyer og reddede dem dermed fra sult- og kuldedøden. Og den sikrede adgang til Kosovo for nu godt 800 ubevæbnede OSCE-observatører og nødhjælpsorganisationernes hårdt tiltrængte personel.
Men på helt afgørende punkter har Holbrookes fredsplan vist sig at være langt svagere, end den plan, Dayton-aftalen, der i december 1995 satte et foreløbigt punktum for Bosnien-krigen.
Den var et diktat, ikke et resultat af forhandling. Milosevic blev truet til at indvilge, og konfliktens anden væbnede part, UCK-partisanerne, blev slet ikke inddraget. Aftalen skulle overvåges af ubevæbnede OSCE-observatører, med mulig støtte i akutte krisesituationer af en væbnet NATO-styrke i Makedonien - med det resultat, at observatørerne har været stort set magtesløse over for begge parters brud på våbenhvilen. Sidst - og værst - indeholdt aftalen end ikke skelettet til en politisk løsning på konflikten. Senere forhandlinger herom er - som det kunne ventes - løbet ud i sandet.

MASSAKREN i Racak indeholder flere budskaber til Vestens beslutningstagere.
*For det første: Status quo lader sig ikke opretholde i Kosovo. Serbiske styrker har i de seneste uger sendt nye troppeforstærkninger til regionen, og UCK-partisanerne har styrket deres stillinger i landregionerne og indkøbt masser af moderne våben. En konfrontation synes uundgåelig.
*For det andet: De ubevæbnede OSCE-observatører har ikke en kinamands chance i helvede i denne eskalerende konfliktsituation. At lade dem forblive ubeskyttede i Kosovo vil være stærkt uforsvarligt. At trække dem ud, når der er mest brug for dem, vil være et moralsk nederlag. Den eneste måde at beskytte observatørerne på - og i øvrigt til at hindre en ny krig - vil være indsættelse af landstyrker.
*For det tredje: Afstanden mellem parterne er så stor, at en forhandlingsløsning kun lader sig finde gennem et vedvarende internationalt diplomatisk - og militært - pres.
Det internationale samfund har hidtil kun engageret sig halvhjertet i Kosovo. Politikerne står foran valget mellem to ubehagelige scenarier: et øget politisk og militært engagement, der vil koste både i penge og menneskeliv, og en ydmygende erkendelse af, at man intet kan stille op - et standpunkt, det vil være umuligt at forsvare over for offentligheden i takt med, at billeder fra massakrer som i Racak strømmer ind.
Skal Historien råde politikerne, lyder erfaringen: I Balkan er det hidtil kun blevet dyrere - i menneskeliv og i penge - jo længere politikerne har tøvet med at indsætte landstyrker. Hvad de hidtil altid har måttet gøre til sidst. on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu