Med store forventninger besøgte jeg en sø i et hus inde i byen. Når man kommer fra polynesiske havstrøg, kommer man til at savne den daglige svømmetur, hvis man er alt for længe hjemmefra. Løsningen lå lige for: Et besøg i svømmehallen. Der lå en i gå-afstand fra mit hotel.
Stedet var en labyrint, skulle det viste sig - omgærdet af nogle for en fremmed fuldstændig uigennemskuelige ritualer.
Først købte jeg en billet. Det var nemt nok. Jeg fik samtidig udleveret en nøgle med et nummer, der passede til en bestemt omklædningskabine, som jeg stilede hen imod. En bademester kom farende.
"Det her er barfodsgangen," belærte han mig. Jeg skulle tage sko og strømper af, hvilket jeg gjorde. Ud og ind igen. I kabinen klædte jeg om til badebukser. Da jeg havde taget dem på, skulle jeg tage dem af, idet jeg skulle spules ren med sæbe.
Der var flere andre under spuling. En forunderlig oplevelse at se ellers så velklædte danske mænd gå rundt der uden tøj på. Jeg vil sige: Hvis de var en steg, fik man ikke lyst til at spise dem.
Baghold i spaen
Badebukserne på igen, for nu skulle jeg i boblebad eller spa, som det også kaldes. Fra en lille, firkantet sø stak en halv snes tavse hoveder op. Et øjeblik efter sad jeg selv ved siden af på en undersøisk bænk og sagde ingenting.
Pludselig blev jeg puffet frem med stor voldsomhed af en uventet stråle, der ramte mig i ryggen. Et baghold? Jeg var nær røget i hovedet på ham, der sad lige overfor.
Det fik de andre til at le, og det var kun godt, for så kunne man da sprede lidt glæde omkring sig. De hjalp mig med at beherske strålen, og faktisk føltes denne massageform så storartet, at en bademester til sidst måtte bede mig forlade boblebadet, da andre skulle til.
Bagefter forvildede jeg mig ind i en afdeling med lutter kvinder. De stak i et hyl, da de så mig, så jeg trak mig hurtigt ud igen i et strategisk klogt tilbagetog. Men det erknageme ikke let at begå sig her. Hvorfor denne ophidselse? Jeg havde jo bukser på. En herre forklarede, at det skyldtes, at kvinderne selv ikke havde bukser på. Det gjorde dem åbenbart bange, men så kunne de jo bare tage dem på igen.
Bukserne af igen. Jeg forsøgte at orientere mig ved at se, hvordan de andre gjorde. Dvs. det var næsten umuligt at orientere sig i det lille rum, jeg nu kom ind i, fordi der var en tæt tåge. Faktisk kunne jeg ikke se en hånd for mig. Først da øjnene havde vænnet sig til stedet, så jeg de andre mænd, der sad eller lå henslængt på bænkene. Sauna hed det.
Ud igen, for der var mere hedt end på Teveto på en varm sommerdag, og det sved fælt i øjnene.
Bagefter: Jeg tog mit håndklæde og gik ned i selve svømmehallen. En bademester kom farende og råbte:
"Jaja, det er en meget sjov happening, men her skal vi altså have bukser på."
Tilbage, bukser på og ind på ny. Endelig kunne jeg svømme. I det omfang det altså lod sig gøre, for man stødte hele tiden mod nogle andre, som svømmede den anden vej. Jeg besluttede mig for, ligesom derhjemme, at dykke. I lokalet var der nok højt til loftet, men meget lavt til bunden, og jeg fandt ikke en eneste perle.
Fortsættes i morgen...
