Læsetid: 5 min.

Bulgarske mødre narres til at sælge babyer

Handel med nyfødte spædbørn til barnløse par er blevet en indbringende indtægtskilde for den bulgarske mafia - og der fattige unge mødre nok, der fristes af mafiaens lokketoner
21. juli 2006

Yanna Dobrena Yordanova er 23 år gammel, højgravid og ude af sig selv af forfærdelse.

Hun er den yngste af fire vordende mødre, der sidder på en dyster hospitalsgang i den lille by Lamia i det centrale Grækenland.

Alle kommer de fra Bulgarien, og alle har den samme gruopvækkende historie at fortælle.

"Vi kom her for at søge arbejde," fortæller Yordanova, "men der var ingen job at få."

Alexander, manden, der havde skaffet dem til Spanien, havde en langt mere lukrativ plan i sinde: Han ville have dem til at sælge deres nyfødte spædbørn, og han var parat til at betale dem hver 3.000 euro (23.000 kr.).

"Han forklarede, at så snart vi havde født og afleveret barnet til ham, ville vi straks blive sendt tilbage igen," fortæller en anden af kvinderne.

Den europæiske baby trafficking-industri boomer. Hvert år narres hundredvis af kvinder til at foretage den desperate færd fra Bulgarien til Grækenland i håbet om at tjene penge nok til et bedre liv. Alexander var blot et medlem blandt flere af de berygtede kriminelle bander, der tjener store penge på at handle med gravide kvinder og sælge deres nyfødte for priser op til 20.000 euro (150.000 kr.) på det sorte marked .

Nu har politiet på begge sider af grænsen imidlertid besluttet sig til at slå hårdt ned på denne omsiggribende menneskehandel. Over 20 mistænkte 'babyhandlere' og deres kunder er blevet arresteret i en række politiaktioner i Grækenland over de seneste måneder.

I en nylig undersøgelsesrapport vurderer Interpol, at en gruppe bulgarere er blevet hovedorganisatorer af en europæisk babyhandelring - deres forhold efterforskes nu i Grækenland, Italien, Frankrig og Portugal.

Men efterspørgslen er voksende, og banderne tjener store penge, hævder græsk politi.

"Handelen er særdeles velorganiseret," siger Dimitris Tsiodras fra Athens antimafia-enhed. "Banderne er opdelt i grupper på fem, ti eller eller flere. Så mange er nødvendige for at kunne lokalisere de gravide kvinder (i Bulgarien, red.), og føre dem gennem lande som Østrig og Italien og videre til Grækenland for at få dem indlagt på fødeklinikker og for at finde et sted, hvor de kan bo, indtil en aftager til deres spædbørn er fundet." De fleste af køberne - i reglen barnløse par - er dog allerede fundet på forhånd, og babyen overdrages til dem, så snart moderen er i stand til at forlade sin barselsseng.

Kriminelt knudepunkt

Yordanova og de tre andre kvinder, som blev reddet fri af babyhandlernes klør, blev betragtet som ofre for trafficking, og efter anholdelsen af Alexander kunne de atter frit vende hjem til deres familier i sortehavsbyen Burgas i det østlige Bulgarien.

Byen, der ligger i en af Bulgariens mest velstående egne, har et mondænt centrum med chikke barer og gode restauranter, der appellerer såvel til den lokale elite som til et stigende antal turister fra Vesten.

Men bag den sofistikerede facade skjuler sig en mere dyster realitet. Burgas er hastigt ved at blive til et vigtigt knudepunkt for Sydøsteuropas kriminelle netværk.

Ifølge en af regionens højtstående politimænd har kriminelle bander i området investeret kraftigt i turistindustrien ved siden af opdyrkningen af deres mere traditionelle gangstervirksomhed: narkosalg, organisering af prostitution, pengeafpresning og smugleri.

Billet ud af fattigdommen

Yordanova bor i en forstad til Burgas, der blandt de lokale blot kendes som 'ghettoen', og som er hjemsted for 3.000 medlemmer af den lokale roma-minoritet, hvoraf langt de fleste er arbejdsløse og må leve på subsistensminimum. Her i en gammel, faldefærdig seng er hun nu henvist til om få dage at udstå sin nedkomst, hvorefter hun vil have tre børn at skulle forsørge. Hun lever af overførselsindkomst fra staten - et beløb, der ligger lavere end de 2 euro om dagen, som Verdensbanken vurderer er den gennemsnitlige indtægt for Bulgariens romaer.

Det er ikke så svært at forstå, hvorfor kvinder som Yordanova er rede til at følge den første og den bedste, der kan tilbyde dem en billet ud af deres fattigdom.

"Jeg fik at vide, at jeg ville komme til at tjene op til 45 euro om dagen, hvis jeg sagde ja til jobbet i Grækenland. Hvad synes du, jeg skulle have gjort? Jeg besluttede at efterlade mine børn hos en nabo og tage af sted for at tjene penge i en periode. Men så var det, at jeg opdagede, at man havde løjet for mig," siger hun.

Går ikke selv til politiet

Og hun var ikke den eneste, der måtte sande dette.

At optrævle babyhandler-netværkene er ikke let. Deres aktiviteter blev først forbudt af de bulgarske myndigheder så sent som i 2004, og maksimumstraffen er stadig blot to års fængsel. Bulgarien har sigtet mindst 33 personer i sådanne sager over de seneste tre år for at tvinge kvinder til at sælge deres spædbørn. Men som politikommissær Kupenov indrømmer, så er dette blot toppen af isbjerget.

"Det er en meget vanskelig kriminalitet at skride effektivt ind overfor, fordi den er så godt som usynlig. Hvordan skal vi stoppe dette her? Hvis ikke vi kan finde vidner, der vil tale, har vi heller ingen sag."

Og det er meget vanskeligt at finde vidner, forklarer han, fordi de fleste kvinder er så desperate efter at få et bedre liv, at de frivilligt vælger at følge babyhandlerne.

"De kommer kun til os, hvis de ikke har fået udbetalt de lovede kontanter."

Der har været mindst otte sager om babytrafficking i Grækenland i år, "og forholdene er sådan, at vi imødeser en fortsat vækst i disse forbrydelser," siger Grigoris Lazos, kriminologi-professor ved Pandeion-universitetet i Athen.

Efterspørgslen efter babyer er stor i Grækenland, der har den laveste fødselsrate i hele EU. Eksperter fortæller, at der findes 500 par i hele landet, som har ansøgt om at adoptere blot 54 babyer. Adoptionsprocedurerne er så bureaukratiske, at en behandlingstid på fem år for en ansøgning ikke er ualmindelig.

Dimitris Bolis, en græsk advokat, betegner denne situation som 'absurd'.

"Lovgivningen er så sjusket, at det tilskynder folk, som ellers aldrig ville finde på at bryde loven til at søge alternative muligheder."

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu