Der huserer en styringsmodel i kommunerne: 'Bestiller - Udfører - Modtager'-modellen, også kaldet BUM. Modellen er svær at forklare for udenforstående, simpelthen fordi den er skudt i hovedet.
Den går ud på, at den kommunale forvaltning leger bytte-bytte-købmand med sig selv og borgerne. Varen er omsorg.
"God dag, hvad skulle det være?"
"Jeg er gammel og har svært ved at klare mig, så jeg vil gerne bede om hjælp."
"Så gerne. Nu skal vi sende vores visitator ud til Dem, så skal vi se, hvad De har brug for af alt det, vi har på hylderne."
Visitator finder så måske ud af, at der er behov for hjælp til rengøring.
"Der har vi en hyldevare, der hedder: Støvsugning ved hjemmehjælper hver 14. dag. Det indbefatter aftørring af støv på plane, ryddede flader, der ikke er over skulderhøjde og ikke under knæhøjde. Skal vi sige ét stk. af den a 45 minutter?"
Dernæst finder visitator, at der også er behov for hjælp til dosering af medicin.
"Der har vi mulighed for ét stk. hjemmesygeplejerske a 20 minutter. Og det skulle vist være alt, hvad vi har at byde på i øjeblikket."
"Jamen, så siger jeg da så mange tak."
Modellen har tre spillere: 'bestilleren', 'udføreren' og 'modtageren'. Visitator, der i modellen er døbt 'bestiller', går så hjem og beskriver opgaven og sender den over til udførerne, i dette tilfælde en hjemmehjælper og en hjemmesygeplejerske.
BUM i hverdagen
Det går fint en måneds tid, men så sker der det uheldige, at den gamle, i dette sprog 'modtageren', får influenza og efterfølgende hoste og vejrtrækningsbesvær.
Hjemmet sander til, men hjemmehjælperen kan ikke i den akutte situation bare give en ekstra hånd, næh nej - hun skal hjem i forretningen og bede om lov til at levere noget mere end det, der er bestilt, nemlig dels mere rengøring f.eks. en gang ugentlig, dels hjælp til indkøb, da der ikke er en krumme i køleskabet.
Dette skal 'udføreren', altså hjemmehjælpen, formulere i en anmodning, der via gruppelederen, formidles videre til visitator, altså bestilleren, der derefter skal tage ud igen hos modtageren for at vurdere situationen, før den nye vare eventuelt kan tages ned fra hylden og overgives til hjemmehjælperen, der så kan levere denne til modtageren.
Nu er der i mellemtiden sket det, at hjemmesygeplejersken finder den gamle så medtaget af hoste og vejrtrækningsbesvær, at hun lader hånt om den givne 20 minutters medicinophældningsopgave og forsøger at komme i kontakt med egen læge (37 minutter), da det ikke lykkes, får hun at få fat i en anden læge, der på beskrivelsen opfordrer hende til at ringe 112 (26 minutter). Forberedelsen af indlæggelsen sammen med den gamle og venten på ambulancens komme tog 33 minutter, i alt 96 minutter.
Nu er vores udfører kommet i knibe. Der var allokeret 20 minutter til denne ydelse. Modtager og hun har nu brugt 74 minutter mere end forudberegnet. Hvad gør hun? På papiret skulle hun nu udfylde en skriftlig beskrivelse af forløbet til visitator, der så skulle registrere det og fratrække det den tid, som udføreren skulle have brugt på andre opgaver.
Hvad sker der i det virkelige liv? Sygeplejersken fortsætter selvfølgelig med at udføre de opgaver, der står på hendes liste, som allerede var for lang ved dagens begyndelse.
På grund af forsinkelsen foregår resten af dagen i løb og ender med overarbejde. En situation, der er mere en regel end en undtagelse. Sygeplejersken orker ikke at indberette forløbet tilbage til købmandscentralen, hvorfor de selvfølgelig i en periode tror, at alt fungerer godt, men hjemmehjælperne og sygeplejerskerne kan ikke holde ud at blive ved. Det er ikke første gang, men 117. gang, og det bliver ved trods alle anmodninger om at få lov til at udføre de nødvendige omsorgsgivende kerneydelser uden alt det skriveri frem og tilbage, med unødige og af og til skæbnesvangre forsinkelser. Da de til al overflod er elendigt lønnede, bliver enden på historien, at hjemmesygeplejersken siger op. og hjemmehjælperen nedlægger arbejdet.
