Læsetid: 3 min.

BUPL, Hegel og virkeligheden

De gamle marxister i BUPL påkalder sig en genopstanden metafysik, når de uden vægtige argumenter protester mod regeringens politik - godt støttet af samfundets generelle 'kravs-inflation'
16. november 2006

Virkeligheden et omstridt fænomen. Til langt op i Oplysningstiden lod den sig fiksere i et metafysisk system, som den sidste store filosofiske systembygger, tyskeren Georg W. F. Hegel, mente omsider at have udtænkt. Mindre kunne ikke gøre det.

Det mente vores egen Søren Kierkegaard til gengæld ikke. I hans Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift fra 1845 leverer han blot ét af hans i forfatterskabet talrige angreb på ikke mindst Hegel og hans forestilling om på denne måde at kunne 'begribe' virkeligheden. Uelskværdigt karakteriserer han Hegels filosofiske system som et kæmpemæssigt prangende slot med mange tårne og overdådigt udsmykkede rum og værelser - med det ikke helt uvæsentlige problem, at det er komplet ubeboeligt. Bygmesteren, filosoffen Hegel, kan ikke finde ud af at bebo andet end det mere uanseelige hundehus ved siden af det pompøse slot.

Kierkegaards kritik af Hegels og lignende filosofier kan sammenfattes med følgende aforisme: 'Man forstår overhovedet ingenting, hvis man ikke forstår sig selv med i det, man forsøger at forstå'.

Når jeg opstiller dette gamle skisma, har det en aktuel anledning. For selv om ikke ret mange fornuftige mennesker i dag vil mene, at man kan fiksere virkeligheden én gang for alle, så er der gået politik i virkeligheden. Helt konkret blev mine tanker ledt hen på dette gamle sammenstød, da man i forbindelse med forældre- og pædagogstrejkerne for nogle ugers tid siden kunne høre op til flere politikere og pædagoger besværgende strø om sig med: "Virkeligheden er ...", "vi som står i virkeligheden ...", "man kan ikke komme uden om virkeligheden" osv.

Da således en skeptisk far tog sig for at spørge nærmere ind til denne 'uomgængelige virkelighed' hos nogle blokerende forældre og pædagoger, anede de ikke, hvad de skulle svare. "Jo, der skulle skæres ned", forsikrede de. Men de vidste ikke, hvor meget. De var i hvert fald imod. Sådan i al almindelighed. Man reproducerede blindt nogle af BUPL's mest slagkraftige slogans. Og at langt de fleste af BUPL's fantasifulde påstande, efterhånden som kommunerne fik lagt deres budgeter, viste sig at være højst tvivlsomme, ta'r de ikke så nøje. For 'virkeligheden' var en anden. Det er lidt det samme som begrundelserne for Irak-krigen: Begrundelsen var én, motivet et andet!

Jamen, er vi så ikke ovre i en eller anden form for genopstanden metafysik hos de gamle marxistiske ballademagere i BUPL? Deres virkelighedsopfattelse unddrager sig i hvert fald empirisk prøvelse, så vi må op i helt andre luftlag, hvor gennemsigtige argumenter og videnskabelige forklaringsmodeller ikke kan bruges. Eller hvis de endelig skal bruges i 'sagens' tjeneste, så må undergå en sindrig manipulation.

Kravs-inflation

Men findes der så overhovedet en fornuftig forklaring på denne besværgende, metafysiske fiksering af virkeligheden? Ja, det mener jeg, der gør! Og underholdningsværdien lider unægtelig skade derved, at den ikke har noget med metafysik at gøre. Den handler om noget så banalt som magt. Er der noget gamle afdankede 70'er-marxister véd noget om, så er det magt. For at beholde deres magt, er de villige til at gøre næsten hvad som helst. I denne omgang var det børnene og forældre med dårlig samvittighed, som kunne føres frem som marionetdukker. Mit kvalificerede gæt er, at de gamle vil blive de næste; alle de såvel faktisk værgeløse som de velvilligt og målbevidste værgeløse ofre - f.eks. de forældre, som har både magten og resurserne til at tage sig af deres egne børn, men som vælger sig selv og deres karriere og derfor ikke vil.

Al magt til pædagogerne! Og til det svulmende øvrighedssamfund, der trænger stadigt længere ind på vores private enemærker og ansvarsområder som borgere! Velfærdsstatens voluminøse bureaukrati på bekostning af det civile velfærdssamfund, hvor mellemmenneskeligt ansvar ikke blot bliver professionaliseret og overindividualiseret, men hvor ansvar først og sidst er privat og personligt.

BUPL's og ligesindedes aktion er gennemsigtigt pekuniært og skal forstås ind i dét, som den gamle marxist, professor Ole Thyssen fra Handelshøjskolen i København, kalder en generel 'kravs-inflation' i velfærdskulturen, og som for længst har overskredet grænserne for, hvad man kan legitimere velfærdsstaten med. BUPL og andre store interesseorganisationer truer på denne paradoksale måde med at fjerne velfærdsstatens moralske legitimation, som kan sammenfattes i følgende subsidiaritetsprincip: Staten skal kun tage sig af de medmenneskelige omsorgsopgaver, som det ikke står i civilsamfundets - dvs. din og min! - magt eller evne selv at tage sig af.

* Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu