Læsetid: 2 min.

Burbasker

Nikoline Werdelins 'Akvariefuglen' er bare blevet til et lillebitte pip
26. september 2005

Dramatikeren Nikoline Werdelin er en sjælden fugl. En uladsiggørlig afart af en prestigesikker påfugl, en inderlig troldand, en nervøs vip-stjert, en snakkesalig silkehale, en mytesikker tårnfalk og en skraldsamlende fiskehejre-

Replikkerne hendes klør. Og hun er ikke bange for at vansire os med dem, når hun skildrer os i vores virkelighed lige nu. Derfor giver vi hende også gladeligt rollen som forreste trækfugl, mens vi selv flakser bagud med åndenød - alene for at følge hendes nysgerrige rute gennem 'fugl søger mage'-virkeligheden. Og det gør tilskuerne ude i teaterforeningerne på Det Danske Teaters velsolgte turné så forhåbentlig også.

Efter sejrsværket Marta's Tema på Aveny-T virker Akvariefuglen på Det Kgl. Teater imidlertid som et par rundkredsninger over længst udforskede temaer. Syvende himmel når stykket ikke. Men pyt. Eller kvittevit. For Werdelin kan fortsat få enhver rollefigur til at kvidre med sit næb.

Denne gang sidder hendes personer på en psykiatrisk afdeling, styret af en forstyrret psykiater. Helt almindelige, unormale mennesker. Originaler er der ingen af - det skulle da lige være pigen, der tror, at hun er en fugl- Personerne er som et kuld unger, der tager en masse tilløb til at flyve, men som alligevel bare ender med at tumle rundt på jorden.

Da en af dem endelig får luft under vingerne, bliver dramatikeren tilsyneladende perpleks og lader hende styre ind i et siv i Korsør: Plask. Og det var så det. Hvis man ellers kan kalde den nuværende andenakt for en slutning. Dramaturgisk er der i hvert fald nok at tage fat på stadigvæk. Med eller uden Gøgerede-pejling.

Som svaler på snor

Også til dette stykke er Werdelin sin egen instruktør. Hun får igen flotte karaktertegninger frem hos sine fremragende skuespillere, men intet fremadskridende drive. Især de mellemscener, som lykkedes så elegant i Marta's Tema, bliver her til omstændelige tricks. Og det hjælper hende ikke, at hun hiver en Tjekhov-scene med i sit styrtdyk.

Samtidig har hun reduceret sit spillerum på scenen. Scenografen Maja Ravn har skabt en dekoration, der består af sammenhægtede døre, der skubbes tættere og tættere på scenekanten. Idéen bekæmper glorværdigt Stærekassens forhadte bagscene, men til gengæld ender skuespillerne på en række nede ved rampen, omtrent som svaler på snor-

Men jo. Benedikte Hansen får fjerene til at rejse sig, når hun spiller sin forladthed ud med lamme kinder. Mikael Birkkjær sitrer i læggene, så man forstår den overbegavede samfundsomstyrters byrde. Karen Margrethe Bjerre giver klump i halsen som bedstemoderen, der bekæmper villavejenes middelmådighed med sin egne børnebørn som ofre, og Henrik Koefoed i strikket vest har fundet en overraskende troværdighed hos den uundgåelige kontrolnørd. Imens synger den træfsikre, kongelige skuespillerdebutant Mette K. Madsen udvalgte fuglestrofer fra den danske sangskat med klar og skær stemme, afsunget som var hun eneste deltager i demonstrationen for Den Ensomme Fugls Flugtrettigheder: 'Flyv, fugl, flyv over Furesøens vove-'.

At Ole Lemmeke i rollen som plejer skaber GPS-forvirring i de kvindelige trækfugles hormoner er velsagtens uundgåeligt med Lemmekes formidable sans for 'tilsyneladende tilbageholdt liderlighed'. Og at Kirsten Olesen som psykiateren formår at skabe endnu et fængslende og ublu kvindeportræt ud fra en rollekliché - 'lægget-nederdel-og-fornuftige-sko' - er kun endnu et bevis på Olesens insisterende talents format.

Så pyt. Eller kvittevit. Flyv med Werdelin! Også selv om turen bagefter kan genfortælles med et lillebitte pip.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu