Læsetid: 4 min.

Burde er død

18. august 2003

MASSEFYRING er blevet et modvilligt accepteret, operativt værktøj til opretholdelse af moderne erhvervsliv. TDC, Vestas, Danske Bank, Danish Crown, SAS ... mange flere har været turen igennem, hvad enten slankningen har været for sundhedens skyld, for at få prisen op før et salg, eller for efterfølgende at kunne flytte produktion til udlandet. Eller simpelthen skyldtes dårligt sømandsskab.
Man spærrede ikke desto mindre øjnene op, da Politiken i sidste uge meddelte, »Massefyring på Gyldendal,« i en stor overskrift, men man spærrede dem ned igen, da teksten fortalte, at der nok ville blive fyret »mindst 10 medarbejdere« i GB-forlagene, Gyldendals datterforlag. For den enkelte naturligvis alvorligt nok – ordet har første del fælles med massegrav – men altså accepteret som et nødvendigt onde, sådan som markedet og samfundet er skruet sammen, og ikke noget, der giver anledning til voldsomme, vilde strejker, højst krusninger, hvor det handler om, hvorvidt man kunne spare andre steder først.
10 personer – massefyring?

DET ER NOK så meget sagt, men alligevel vækker fyringerne røre i bogbranchen som et signal – sammen med andre endnu mindre massefyringer – om, at også forlagsvirksomhed er ved at blive indhentet af virkeligheden. Det kan ikke blive ved at gå, som det plejer, og burde er død.
Hvad var det så, man burde?
Tidligere har i hvert fald nogle forlæggere følt det som en hellig forpligtigelse: Man burde udgive de vigtigste litterære bøger fra andre europæiske lande og andre verdensdele uden smålig skelen til indtjeningen. Man burde også udgive ethvert manuskript af en ny, dansk digter, hvis det rummede talent og kvalitet, samt følge op, tænke i forfatterskaber mere end i enkeltbøger.
Fyringerne og flere forlags udmelding om tilsvarende nedskæring i antal titler tyder på, at man går fra »man burde« mod »man burde burde,« som en af Benny Andersens digtsamlinger er betitlet.
Virkeligheden er, at bøgerne mere og mere har fjernet sig fra at være den samme store, fælles referenceramme, de var engang, hvor man burde – der var den igen – have læst bestemte bøger for at følge med eller regnes med i det dannede selskab. Som et tennispublikum, der pludselig vender ryggen til banen for at se fodbold eller cykelløb på tv. Så kan de skrivende stå og vifte med alle deres talenter og opvurderende anmeldelser. Man fristes til at hævde, at interessen for at skrive bøger er betydeligt større end interessen for at læse dem.
Og så er det da heller ikke værre – og altså heller ikke helt så stor en fanden, man kan male på væggen. Lad os straks gøre ham lidt mindre. Visse bøger kan stadig springe op og udgøre et fælles referencepunkt, og laves der tilstrækkeligt med støj på en tennisbane, fordi en ny kvalitetsspiller opstår, så vil tilskuerne – eller nogle af dem – mere end gerne vende tilbage og se med.
Det er smukt, at forlæggerne og al bogfolket gennem årene har værnet om den smalle bog – hvilket ikke kun er for forfatternes blå øjnes skyld, men fordi erfaringen i Andersens eget land er, at man kan udvikle sig fra and til svane. Begynde i det små, ende i det store.
Bastionerne forsvares. Men man kan også forsvare landevindinger så langt, at det bliver en betinget refleks, og i forlagskredse har man i årevis mumlet om antallet af titler om året – 12-14.000 – som et problem i sig selv uden at kunne eller ville gøre noget ved det. Andre har undret sig over, at det var økonomisk muligt at udgive så mange titler i Danmark. Det er det åbenbart heller ikke.

BLANDT forlæggerne er der uenighed om, hvorfor salget af bøger i det første halvår af 2003 er faldet så drastisk som med 10 procent – en ren gyser, siger forlæggernes formand, Jesper Holm, til Børsen, der også citerer Gyldendal-direktør, Stig Andersen, for udtrykket, »de samvirkende dødsårsager.« Disse er f.eks. faldende biblioteksindkøb og stigende kopiering. Men man skal være en blind høne for ikke også at se de bortvendte ansigter, der peger mod monitorer som tv- og it-skærm.
»Det vil blive de smalle og vigtige bøger, der ryger ud – sammen med den store udenlandske litteratur,« siger forlæggeren, Claus Clausen fra forlaget, Tiderne Skifter, til Berlingske Tidende.
«Det er ikke planen – tro det eller ej!« siger direktøren for GB-bøger, Erik C. Lindgren, der henviser til Jacob Ejersbos uventede salgssucces med romanen Nordkraft og tilføjer: »Man er nødt til at satse.«
Det vil vise sig, hvem der har ret, men førend man helt lader det rå marked råde, er der nogle værktøjer og håndtag, der ikke er rykket i endnu, nemlig den usædvanligt høje bogmoms, der hersker i Danmark, og som skiftende regeringer har vægret sig ved at nedsætte. Hertil kommer det forslag om skattefrihed for kunstnere (som i Irland), der i sidste måned kom fra overraskende kant, Venstres ordfører i kulturelle spørgsmål, Ester Larsen. Med det gennemført ville regeringen få genoprettet sit blakkede kultur-renommé. Kom så, Venstre, verden venter!

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu