Læsetid: 3 min.

Bureaukrati suger blodet ud af jobformidlere

Ansatte i Arbejdsformidlingen har så travlt med at kontrollere og dokumentere, at selve det at få folk i arbejde er blevet noget sekundært, vurderer eksperter. Minister lægger op til ændringer efter ny undersøgelse
23. maj 2006

Arbejdsformidlingen (AF) og de private jobformidlere er ikke meget bevendt, når det gælder om at få arbejde. Det viser en undersøgelse blandt nuværende og tidligere arbejdsløse. Undersøgelsen får politikere til på baggrund af den tiltagende mangel på arbejdskraft at tale om skandale og fiasko. Men på Christiansborg burde man vende en stor del af skytset mod sig selv, mener ekspert.

Otte ud af ti arbejdsløse er ikke blevet præsenteret for et eneste job den seneste måned, viser en undersøgelse foretaget for Ugebrevet A4. Og tre ud af fire, som er ledig eller lige har været det, mener, at AF og de private jobformidlere kun i ringe grad eller slet ikke hjælper med at finde job.

Misæren skyldes i høj grad lovgivning mener adjunkt Thomas Bredgaard fra Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet.

"De ansatte i AF-systemet og de private jobformidlere er blevet pålagt en række opgaver fra Christiansborg med blandt andet kontaktsamtaler, kontrol af rådighed og oprettelse af lediges CV på nettet. De formelle krav bruger formidlerne så meget tid på at leve op til, at resultaterne af deres arbejde - i form af at få folk i job - er blevet noget sekundært," siger Bredgaard.

Seniorforsker Pernille Hohnen fra Socialforskningsinstituttet har været med til at lave en større undersøgelse om de kontaktsamtaler, som jobformidlere skal hive ledige ind til hver tredje måned.

"Medarbejderne i AF-systemet taler meget om, at de føler sig tidspresset, fordi de er forpligtet til at gennemføre alle de samtaler," siger Hohnen.

Bredgaard mener, at Folketinget ved at gennemføre en reform af AF-systemet i 2002 selv har skabt mange af de nuværende problemer.

"Det er let nok for politikere og andre udenforstående at skyde på de ansatte i AF-systemet, men i virkeligheden burde de se mere på, hvad det er for nogle krav, de stiller til formidlerne," siger Bredgaard.

Der er ellers masser af politiker, der skyder fra hoften i kølvandet på den nye undersøgelse. De konservative taler om skandale og SF om fiasko. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), der ellers ved talrige lejligheder har langet ud efter AF's og kommunernes jobformidling, griber nu lidt i egen barm. Til A4 siger han:

"Vi skal se, om ikke der er procedurer, der kan forenkles i AF. Vi er nødt til at have høje dokumentationskrav, men systemet er nok blevet for bureaukratisk. Vi skal minimere bureaukratiet og gennemføre nogle systemændringer, så hovedfokuset altid er, at de ledige skal have et arbejde."

Ikke vores bord

Ifølge undersøgelsen refereret i A4 har 35 procent af de adspurge ikke oplevet nogen form for fokus på job under kontaktsamtaler. Hohnen fra Socialforskningsinstituttet oplever, at ansatte hos AF ikke mener, at det er deres opgave at lave 'håndholdt' jobformidling.

"De fleste formidlere, siger at de ikke har tid til før samtalerne at finde ledige job til den arbejdsløse. Mange af formidlerne mener, at det er gammeldags at formidle job og ser mere sig selv som dem, der skal klæde de ledige på til selv at blive bedre til jobsøgning."

Det er da heller ikke nogen nem opgave at finde ledige stilinger til dem, der har gået arbejdsløse i månedsvis. Bredgaard siger:

"Der er for tiden et stort misforhold mellem, hvem arbejdsgiverne efterspørger, og hvem der er ledige. Der er så få arbejdsløse, at mange af de resterende har massive sociale eller psykiske problemer. De er svære for AF-medarbejderne at anvise job til."

Langsom omstilling

Manager inden for det beskæftigelsespolitiske område Pernille Harden fra Rambøll Management vurderer, at både AF og kommunerne er godt i gang med at opfange signalerne fra politisk hold om øget fokus på at få ledige i job.

"I vores samarbejde med kommunere og AF har vi klart fået indtryk af, at de er i en omstillingsproces. Eksempelvis er AF blevet bedre til at gøre ledige opmærksomme på de stillinger, som alle kan søge. Og nye værktøjer er på vej til jobformidlerne," siger Harden.

Bredgaard er langt fra så optimistisk. På baggrund af - at fra årsskiftet bliver AF og kommunernes jobformidling lagt sammen i jobcentre - siger Bredgaard:

"Oprettelsen af de nye jobcentre kan selvfølgelig betyde en sund bundvending af hele jobformidlingssystemet. Men så længe lovgivningen ikke bliver lavet om, så tror jeg ikke, at formidlingen bliver bedre. Måske snarere værre, fordi de ansatte i de nysammenlagte enheder vil bruge meget tid på bare at få hverdagen til at fungere."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her