Læsetid: 3 min.

'Bush ændrer ikke mening om klimaet'

Amerikanske miljøgrupper er skeptisk indstillet over for et kommuniké fra G8-topmødet, der foregiver at være en konkret indrømmelse fra USA's side
6. juli 2005

BOSTON - Kilder fra de otte førende industrilande antydede i går, at diplomater har fundet frem til en formulering om bekæmpelse af klimaopvarmningen, som tilfredsstiller alle parter.

Det kan betyde, at den britiske premierminister og vært Tony Blair slipper for at sætte præsident George W. Bush i skammekrogen som den eneste regeringschef i G8-gruppen, der afviser at begrænse sit lands udslip af drivhusgasser. Udsigten til at stå isoleret i gruppen var tilsyneladende ikke appetitlig for den amerikanske regering.

I et tv-interview mandag aften med den britiske tv-station ITV 1 medgav Bush, at "klimaopvarmning er selvfølgelig i en vis udstrækning menneskabt". Det er første gang, at præsidenten indrømmer en årsagssammenhæng mellem øget udslip af drivhusgasser og den globale opvarmning af kloden.

Ifølge regeringskilderne skulle G8-landene være blevet enige om en handlingsplan. Alle kan herudover skrive under på, at der eksisterer en 'videnskabelig konsensus' om, at klodens temperatur stiger.

Men miljøgrupper i USA advarer i stærke vendinger mod at tillægge sluterklæringen om klimaopvarmning fra G8-topmødet i Gleneagles, Skotland nogen holdningsændring i Bush-regeringen. "Min bekymring går på, at formuleringen vil være så vag, at Bush kan vende hjem og påstå, at USA hverken er diplomatisk isoleret eller tvunget til at begrænse sit CO2-udslip," siger David Doniger fra Natural Resources Defense Council til Information.

John Stanton, vicedirektør i national Environmental Trust: "Hvad vi vil se i denne uge i Gleneagles er skyggeboksning fra Bushs side. Han vil lade som om USA giver indrømmelser, men hele øvelsen går ud på at hindre fremskridt og samtidig undgå at Blair ligner en idiot."

'Et problem'

Præsident Bushs nye, mere imødekommende formuleringer om klimaopvarmning minder i slående grad om tidligere udtalelser.

"Inden han trak USA's underskrift på Kyoto-protokollen tilbage i sit første regeringsår i 2001 sagde han, at klimaændring er 'et problem', men at videnskaben ikke er enig. Derfor bad han i 2002 det nationale videnskabsakademi om at undersøge sagen. Dets klare svar lød: Klimaet opvarmes, og det er menneskeskabt. Men det har præsidenten ikke villet anerkende," husker Stanton.

Myten om delte meninger blandt respektable klimaforskere og en miljøbevægelse, der er ude på at hytte sit eget skind, er udbredt på den amerikanske højrefløj og i den hårde kerne af olie- og kulselskaber, som bakker op om præsident Bushs linje. Selv fra kendte litterater som romanforfatteren Michael Crichton nyder han opbakning.

I Crichtons nye bestseller-roman State of Fear bliver miljøaktivister fremstillet som grådige hyæner og klimaforskere som korrupte videnskabsfolk, der kun er ude på at hyppe deres egne heste på bekostning af de stakkels amerikanske forbrugere, som risikerer at miste deres ret til at køre rundt i store benzinslugende biler og bo i luftafkølede boliger.

"Den slags litteratur er med til at udbrede myten. Det er farligt og undergraver vores mulighed for at overbevise den amerikanske befolkning om, at vi bliver nødt til at handle og nedbrige vores udslip af drivhusgasser," siger Eric Chivian, direktør for Center for Health and the Global Environment på Harvard University til Information.

Trods de mange odds imod konkret handling vejrer den amerikanske miljøbevægelse alligevel morgenluft. Det skyldes en langsomt, men virkelig holdningsskift i USA's senat og i amerikansk industri i de seneste måneder. "Faktum er, at præsident Bush rejser til G8-mødet uden bred opbakning til sin klimapolitik," siger David Doniger fra Natural Resources Defense Council.

"Forretningslivet siger, at en reduktion af CO2-udslip er uundgåelig på lang sigt og forlanger handling så hurtigt som muligt, således at de kan tilpasse deres investeringer. Senatet starter høringer i senere i denne måned om obligatorisk begrænsning af udslip. Kun den hårde kerne i olie- og kulbranchen står bag Bush."

Især vendingen i det amerikanske senat er bemærkelsesværdig. I sidste måned led et lovforslag om obligatorisk reduktion af CO2-udslippet - fremsat af den republikanske senator John McCain og den demokratiske senator Joseph Lieberman - et forsmædeligt nederlag. Det fik kun støtte fra en tredjedel af Senatets 100 medlemmer.

Men det afholdt ikke demokraten Jeff Bingaham og republikaneren Arlene Spechter fra at søge konsensus i Senatet om en uforpligtende resolution. "Et flertal på 54 senatorer stemte for en tekst, der siger, at det er Senatets opfattelse, at USA bør indføre obligatoriske markedsbaserede begrænsninger, der nedsætter tempoet, stopper og i sidste instans vender CO2-udslippet," forklarer Doniger.

"Teksten erstatter en senatsresolution fra 1997, der modsætter sig kontrol med udslippet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her