Læsetid: 4 min.

Bush i en boble

Cindy Sheehan er spøgelset, der hjemsøger Bushs feriebolig - de fortrængte realiteters spøgelse
16. august 2005

Få kilometer fra Texas-ranchen Prairie Chapel, hvor Bush holder sommeferie, udspiller der sig disse dage et lille, men sigende drama: I over en uge har Cindy Sheehan - antikrigsaktivist og mor til en amerikansk soldat, der blev dræbt i Irak - camperet så tæt på ranchen, som sikkerhedstjenesten tillader. Sheehan nægter at forlade området, før hun får et personligt møde med den amerikanske præsident.

I hundedagenes agurketid har medierne viet hende større opmærksomhed, end hun formentlig ellers ville opnå. Men hendes aktion stikker dybere: .

I lang tid har Bush og hans hold konsekvent ignoreret bæstet. Ingen anden amerikansk regering har i nyere tid fastholdt sine paroler og budskaber så ubøjeligt. Ingen har vigtet sig så meget af, at virkelighedens gråtoner ikke matcher med deres manikæiske verdensbillede: For dem er alt enten sort eller hvidt, enten godt eller ondt. Man er enten med dem eller imod dem. "Nuancer er ikke noget vi dyrker så meget," som de i sin tid brovtede for at markere, at de var folk af en anderledes støbning end de overkloge grublehoveder, Clinton omgav sig med.

I strømmen af ord, der er udgået fra Dette Hvide Hus siden 2001, findes næppe mere foruroligende udtalelse, end den, der der faldt fra en anonym regeringsembedsmand før forrige præsidentvalg.

Historiens aktører

"Medierne," betroede han journalisten Ron Suskin, var "et virkelighedsbaseret fællesskab", som lå under for den illusion, at løsninger forudsætter "en nøje undersøgelse af realiteter og sammenhænge". Men sådan forholdt det sig ikke længere, fortsatte regeringsembedsmanden med uskrømtet arrogance. "Vi er et imperium nu, og når vi handler, skaber vi vores egen virkelighed... Vi er historiens aktører og alt, hvad der bliver tilbage for jer (usle skriverkarle og historikere) er at studere, hvad vi har udrettet."

Omstændighederne har føjet sig fint efter Bush-holdets optik: Det er et paradoks ved vores tidsalder, at samtidig med, at kendsgerningerne aldrig har været mere righoldige, har det aldrig før været så nemt at holde sig på afstand af dem. Alt, hvad man behøver, er at frafiltrere alle informationer, der ikke passer med ens forudfattede virkelighedsbillede. I cyberspaces virtuelle virkelighed kan selv den mest skurrile blog på overfladen fremtræde med en autoritet som BBC's eller New York Times'. Og også på tv-skærmene bliver hårde nyheder i stigende grad fortrængt af debat-shows, hvor sejren går til den, der råber højest.

Bush og hans hold forstår til fulde dette univers og navigerer i det med stor dygtighed. Hører Bush nogensinde alternative synspunkter? Hans stab præsenterer ham som en mand af folket. Ferie for ham er ikke i at nippe Chardonnay på en mondæn ø ud for Massachusetts, hvor Clinton'erne og de liberale, velstående støtter af Oplysningsfilosofien slår deres folder. Nej, USA's 43. præsident foretrækker at tilbringe sin sommerferie med at luge ud i kratskoven omkring sin ranch med en motorsav og svede som en sand he-mand. He-mænd tvivler ikke på deres synspunkter og ændrer dem aldrig.

Alt dette bliver selvfølgelig lettere, hvis man ikke blander sig i den virkelige verden. I et eller andet omfang lever enhver præsident i sin egen boble, men den, der isolerer Bush fra resten os, er gjort af et hidtil uset tykt materiale. Hans 'pressemøder' er blot glorificerede photo opportunities, og hans 'møder med offentligheden' er envejskommunikation, hvor alle blandt publikum er clearet for at sikre at præsidenten ikke bliver udsat for ubekvemme spørgsmål.

Således tvinges Bush aldrig ud i situationer, hvor han er tvunget til at ransage sine egne argumenter. I den boble, han bebor, kan modstridende synspunkter og kendsgerninger ikke trænge igennem. For Bush er Irak demokratiets lykkelige ledestjerne for Mellemøsten. Kurdere, sunnimuslimer og shiamuslimer lever sammen i fredelig sameksistens. I hans Irak-politik er der aldrig begået fejl, og selv for så uhyrlige skændelsesgerninger som fangemishandlingerne i Abu Ghraib er ingen af tunge drenge i hans administration blevet draget til ansvar.

Men selv ikke dette Hvide Hus kan bestride, at oprøret i Irak kræver stadig flere menneskeliv. Blot er dette ikke, fordi oprørerne bliver stadig bedre organiseret og vinder stigende opbakning. Nej, det er, fordi de er "desperate". Tilsvarende skyldes de stadig større tabstal, at de amerikanske soldaters greb om fjenden bliver strammere og strammere. Denne logik minder mere og mere om galskaben i Vietnam, da hele landsbyer måtte lægges øde "for at redde dem".

Sorgløse postmoderne

Det samme gælder de andre politikområder. I Bush-virkeligheden har mennesker ikke noget at gøre med global opvarmning. En ny energilovpakke vedtages, men uden det mindste tiltag i retning af at reducere USA's afhængighed af stadig dyrere importolie. Præsidenten har blikket rettet mod reformer i det sociale sikkerhedssystem, men lukker øjnene for problemerne med et sundhedsbudget, hvis omkostninger løber løbsk.

Måske vil USA se tilbage på denne hede sommer som vendepunktet. Måske vil den præsidentielle kortege af motorkøretøjer med sorte vinduer gør holdt ud for Cindy Sheehans teltlejr og tilstå hende det møde, hun ønsker.

Indtil videre bruger Det Hvide Hus dog insinuations- og nedværdigelsestaktik. Er sagen ikke den, at sorg har sløret Sheehans dømmekraft og gjort hende til et let bytte for antikrigsbevægelsen?

Kan realitetsfornægtelsen vare ved? Meningsmålinger viser, at et flertal af amerikanerne nu mener, at invasionen af Irak var en fejl, og at krigen har gjort dem mindre - ikke mere - sikre mod terroranslag.

Denne gang er de sorgløse postmoderne betragtninger, som den anonyme regeringsembedsmand docerede over for Ron Suskin, kollideret med barske, uigendrivelige kendsgerninger. For hvilken realitet er mere barsk og uigendrivelig end den 24.-årige Casey Sheehans og 1.850 andre unge amerikaneres futile død i Mellemøstens ørkener?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu