Læsetid: 2 min.

Bush ville bombe al-Jazeera

Ytringsfrihed er ikke for hvem som helst, fremgår det af hemmeligt notat om USA's vrede mod den arabiske tv-station
23. november 2005

USA's præsident Bush planlagde sidste år at bombe den arabiske tv-station al-Jazeeras hovedkvarter i den allierede Golf-stat Qatar samt stationens kontorer andetsteds. Storbritanniens premierminister, Tony Blair, satte sig imod og hindrede dermed antagelig et stort tab af menneskeliv foruden en udenrigspolitisk katastrofe. Det skriver den britiske avis The Mirror med afsæt i et tophemmeligt britisk regeringsnotat.

Notatet er et fem siders referat af en samtale i Det Hvide Hus mellem Bush og Blair den 16. april sidste år. Flere kilder i det britiske regeringsparti har set notatet, som tidligere forsvarsminister Peter Kilfoyle nu forlanger offentliggjort.

"Jeg håber, premierministeren insisterer på notatets offentliggørelse. Det giver indblik i, hvordan krigens arkitekter tænker," siger Kilfoyle til The Mirror.

Ifølge avisen var Bush rasende på den arabiske tv-station, fordi den som eneste tv-medie rapporterede fra og viste civile ofre i den irakiske by Fallujah under amerikanske troppers første og fejlslagne stormløb på byen i foråret 2004.

"Han gjorde det klart, at han ville bombe al-Jazeera i Qatar og andetsteds. Blair svarede, at det ville give store problemer. Der er ingen tvivl om, hvad Bush ville - og ingen tvivl om, at Blair ikke ville have, at han gjorde det," siger en kilde.

'Dødsens alvorlig'

En regeringsembedsmand siger til The Mirror, at Bush's udsagn måske var spøgefuldt ment. Hertil siger en anden kilde:

"Bush var dødsens alvorlig, ligesom Blair var det. Det står fuldstændig klart, når man ser på begge mænds sprogbrug."

USA's militær havde tidligere ramt den kritiske tv-station på selve krigsskuepladsen. Det skete i Irak under den amerikanske invasion året før, den 2. april 2003, da al-Jazzeras regionale hovedkvarter på hotel Sheraton i Basra blev ramt af fire amerikanske fuldtræffere. Kort forinden var al-Jazeeras hjemmeside blevet lammet ved et hacker-angreb fra ukendte gerningsmænd. Og kort efter, den 8. april, blev al-Jazeeras kontor i Bagdad ramt og én medarbejder dræbt under amerikanske styrkers fremrykning i den irakiske hovedstad.

Tilbage i november 2001 blev tv-stationens hovedkvarter i Kabul ødelagt af amerikanske bomber, da man dækkede USA's krig mod talebanstyret i Afghanistan. Angrebet var ifølge den amerikanske regering en fejltagelse.

Det tror Lamis Andoni, chef for tv-stationens kontor for internationale relationer, ikke på.

"Vi er blevet et militært mål," siger hun til Information.

"Inden kamphandlingerne overhovedet startede i såvel Kabul som Bagdad, havde vi givet Pentagon de præcise koordinater og adresser på, hvor vi opholdt os. Netop for at sikre os mod eventuelle fejl. Det var ikke fejl," mener Andoni.

Omtalen af det hemmelige notat om Bushs planer for en bombning af al-Jazeeras internationale hovedkvarter i Qatar fremkaldte i går vrede kommentarer i Storbritannien.

"Hvis dette er sandt, så understreger det Bush-regeringens desperation i takt med, at begivenhederne i Irak eskalerede ud af kontrol. Ved den lejlighed kan premierministeren (Blair) have haft held til at afværge en politisk katastrofe, men det demonstrerer, hvor farligt hans samarbejde med præsident Bush har været," siger de liberale demokraters talsmand Sir Menzies Campbell.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her