Læsetid: 4 min.

Bush er Europas chance

21. december 2000

I EN HANGAR i den franske by Toulouse blev en flyvende kæmpe kaldet A380 afsløret i tirsdags. Det var en model af den nye superjumbo, som det europæiske flyselskab Airbus vil sende i luften fra 2004. USA er rasende, og Bill Clinton truer med en handelskrig mod Europa på grund af A380. Flyvekæmpen med plads til 555 passagerer, en bar, et fitnesscenter, et kasino og duty free butikker – markedet skal i luften – truer med at udkonkurrere Boeing på verdensmarkedet for nye superjumboer. USA hævder, at det sker med skjulte statssubsidier, men det afviser Airbus, der har fået 100 ordrer på A380 og vil skabe op imod 225.000 nye job på projektet til 12 mia. euro. Boeing – der i dag er USA’s største eksportør og er topleverandør til det amerikanske militær – har endnu ikke fået en eneste ordre på sit alternativ med kodeordet 747-400.

NETOP A380 er et billede på, at Europa ikke længere vil tage til takke med at underordne sig USA’s globale økonomiske, politiske og militære overherredømme, der har domineret i anden halvdel af det 20. århundrede. Den nye euro-mønt skaber et supplement til den amerikanske magt – og erobrer tabt suverænitet tilbage til fællesskabet af euro-lande. På det globale marked, hvor der hvert døgn handles med valuta til en værdi af 1.500 mia. dollar, har euroen i år været tvunget i knæ overfor dollaren, men den er igen på vej op. Hvis USA ryger ned i en hård landing og en økonomisk recession, vil den magtfulde Alan Greenspan sætte renten ned i USA, og det vil mindst bringe euroen op på en kurs i forholdet 1:1. Måske vil nogle af de hundreder af milliarder af dollar, som europæere og fonde har investeret i papirer på Wall Street – og i USA’s gæld – vende tilbage til europæiske græsgange.

PERSPEKTIVET i en sådan global forskydning må ikke overses. Selv om USA stadig er førende på internettet og i den ny informationsøkonomi, og selv om USA stadig har overkommandoen i NATO, så er USA ikke mere en enerådende supermagt, som mange troede lige efter den kolde krigs ophør. De solationistiske strømninger i USA’s befolkning er voksende – de vil hellere købe nye biler og aktiepapirer for lånte penge end spare op til at betale for at have soldater på Balkan.
Økonomisk og handelsmæssigt har USA ikke flere muskler end EU i vigtige regioner som Asien, Østeuropa og Sydamerika. I handelsorganisationen WTO kan USA som EU tabe retssager til selv små u-lande, hvis de opfører sig for magtfuldkomment.
I de globale klimaforhandlinger er USA isoleret som en stor synder. Haag-mødet viste, at EU ikke mere bøjer sig for USA. Klodens temperatur er steget med 0,6 grader i de sidste 100 år. Satser man som USA på købmandskab i drivhuset – bytte-bytte CO2-mand – øges risikoen for storme, oversvømmelser og andre naturkatastrofer. Stærkere globale handels- og miljøregler er den demokratiske fordring til alle. Ikke mere stormagtsegoisme.

USA’s ideologiske og moralske hegemoni er blevet noget ridset i kanten i de senere år. Fra Reagans stjernetyderi og Jesse Helms’ reaktionære trusler til
cigarskandaler i Lewinsky til den seneste soap-opera i Florida har USA trukket på sin ledelsesmæssige kapital. Det Bill Clinton døbte som ’markedsdemokratiets æra’ var kulminationen på firsernes neoliberale revolution, hvor snærende regelsæt blev afviklet med liberaliseringer, privatiseringer og markedets invasion i staten, partierne og i folks hoveder. Entertainment bredte sig. Partierne var så fikseret af markedsideologien, at de troede, at marketing kunne forføre den politiske middelklasse. Ideologien blev omdøbt til forbrugsmæssig selvrealisering. Og så endte det i et stort tvivlende GOSH. Og en tvivlsom – ideologisk – højesteretsdom. En parodi på de demokratiske idealer. Lad os håbe, at det i det mindste kan lære USA lidt ydmyghed, når statsmagten farer rundt på kloden for missionere for demokrati og frihed.

TROEN PÅ, at den nye præsident, George W. Bush, styrker USA’s omdømme i verden, kan ligge på et lille sted. Hans geografiske kendskab til Europa er minimalt – han har større erfaring i at trykke på dødsknappen i Texas. Han vil sætte skatterne ned som skuespilleren Reagan gjorde i sin tid, og han får nok at gøre med at holde recessionen fra døren. Militært er han mere optaget af det nye nationale stjernekrigs missilforsvar – som vil øge de politiske spændinger i forhold til Europa – end af at kaste sig ud i humanitære aktioner i mudrede regionale konflikter, hvor menneskerettighederne er på spil.
Håbet er, at den administrative maskine holder ham på plads, som maskinen har gjort med mange andre præsidenter. Men Bush’ nye sikkerhedsrådgiver Condoleeza Rice og udenrigsminister Colin Powell lægger ikke skjul på, at de gerne trækker USA’s soldater ud af Balkan. De er i pagt med den nye amerikanske tidsånd. Den sætter de nationale interesser før det globale ansvar. Det behøver ikke at være dårligt for EU. Måske vil Bush endda blive en fremkaldervæske for de demokratiske kræfter i Europa, der vil give EU en forfatning, som svarer til de nye globale udfordringer.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her