Læsetid: 4 min.

Bush frygter for sit historiske eftermæle

Tirsdagens lynbesøg i Bagdad skal primært ses som hans sidste behjertede forsøg på at vinde i Irak. Uden succes vil han gå over i historien som præsidenten der tabte Irak og Mellemøsten
15. juni 2006

BOSTON - Politisk teater eller velment initiativ? Præsident George W. Bushs overraskende lynbesøg til Bagdads 'grønne zone' tirsdag bød på et blændende iscenesat tv-drama, en symbolsk vigtig opbakning til Iraks nye premierminister Nuri al-Maliki og samtaler med medlemmer af landets første demokratisk valgte regering under en ny forfatning. Hertil kan lægges præsidentens pep-talk til 300 amerikanske diplomater og soldater i et af Saddam Husseins gamle paladser.

Det er ikke så lidt af et resultat for en upopulær præsident, hvis eftermæle er i akut fare for at blive identificeret som en eklatant fiasko for USA i Irak.

Alle andre tiltag vil for evigt stå i skyggen af dette ydmygende nederlag til supermagten, med mindre Bush vender situationen. Han er ikke typen, der frivilligt slæber korset til Golgatha. Han vil slet ikke op ad det bjerg.

Derimod vil han bruge alle til rådighed stående midler til at skabe et minimum af sikkerhed og stabilitet i Irak, som tillader ham at trække en betydelig del af USA's styrker hjem, inden hans anden embedsperiode udløber i januar 2009. Det kan samtidig tjene som en redningsplanke for de efterhånden meget upopulære republikanske politikere i Kongressen.

I Antikken kæmpede kejsere og konsuler selv på frontlinjerne. Cæsar skal som leder af den romerske hær have deltaget i intet mindre end 40 store slag. Det skabte en respekt om disse ledere, som ingen af vor tids regeringschefer og statsoverhoveder nyder. For Bushs vedkommende har det nu ikke skortet på den militære retorik i kampen mod terrorfjenden, ej heller på indyndelsen hos USA's krigere.

Siden Anden Verdenskrig har ingen præsident holdt så mange politiske taler på militære baser som George W. Bush. For et år siden erklærede han i en lækker og maskulin pilotuniform "missionen i Irak for afsluttet". Det skete på en amerikansk flyhangar netop hjemvendt fra Den Persiske Golf.

Tirsdag så vi den amerikanske præsident rejse til Bagdad i allerstørste hemmelighed - et sted, der er så farligt at besøge for Bush og mange andre statsmænd, at premierminister al-Maliki først fik besked om hans tilstedeværelse i landet, fem minuter før Bush trådte ind i den sal, hvor en videokonference mellem den irakiske og amerikanske regering (i Camp David) var planlagt.

Ydmygelse af al-Maliki

Fra et amerikansk synspunkt var det effektivt politisk teater, som uden tvivl vil score nogle point i den ellers så skeptiske opinion på hjemmebanen. Set med al-Malikis øjne var det ikke så lidt af en ydmygelse. Hvilken suveræn irakisk regering? USA's præsident var landet i Bagdads internationale lufthavn og fløjet i en Black Hawk-helikopter til den grønne zone, uden at landets regeringschef og præsident var blevet forhåndsorienteret...

Ikke så mærkeligt, at al-Maliki virkede noget mut under seancen, der blev transmitteret på tv. En alt for tæt identifikation med USA's præsident kan virke som et møllehjul om den irakiske leders hals og bestyrke sunni-irakeres indtryk, at han er lige så meget marionetdukke som hans forgængere.

Hvis man et øjeblik ser bort fra det stilistiske, virker det oplagt, at flere nylige begivenheder giver Bush og den nye irakiske regering en enestående mulighed for at trænge oprøret så meget i defensiven, at sikkerheden i Irak forbedres en kende. Et sådant fremskridt er en forudsætning for at forbedre infrastrukturen - især udbuddet af elektricitet og olieproduktionen - og skabe mere velvilje omkring al-Malikis styre.

To vigtige faktorer spiller ind. Elimineringen af Abu Musab al-Zarqawi og dannelsen af en ny regering med forsvarsministerposten til en sunni-iraker og indenrigsministerposten til en lovende shia-politiker. Sidstnævntes opgave er den største udfordring. Den går ud på at få styr på shia-militserne og deres infiltration af politi- og hærstyrker.

Bagdad kan ikke styres

Gårsdagens indførelse af spærretid om natten i Bagdad, forbudet mod bilkørsel midt om dagen på fredage - hvor folk skal til bøn i moskeerne - samt oprettelsen af vejspærringer og indsættelsen af over 10.000 soldater og politi til at patruljere hovedstaden døgnet rundt (med opbakning fra de 75.000 amerikanske soldater i og udenfor Bagdad) er et længe tiltrængt initiativ.

Hvis USA og den nye regering ikke magter at kontrollere Bagdad, kan de lige så godt vinke farvel til at genoprette sikkerhed og stabilitet i resten af Irak. Så er slaget tabt.

Al-Zarqawis forsvinden fra scenen i Irak er et kæmpe skulderklap og en støtte til regeringen. Premierminister al-Maliki har benyttet sig af det tomrum, al-Qaeda-chefen efterlader.

I går bebudede han "et nationalt forsoningsiniativ" med løsladelse af tusinder af tilbageholdte og betinget amnesti for oprørere. Forhandlinger med sunni-oprørere er endvidere planlagt i et forum organiseret af Den Arabiske Liga.

Set i den sammenhæng synes Bushs væsentligste bidrag under besøget i Bagdad at være et personligt løfte til al-Maliki om, at de 130.000 amerikanske soldater først rejser hjem, når irakerne kan varetage deres egen sikkerhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu