Læsetid: 11 min.

Da Bush glemte planen for fred i Irak

Chefen for den amerikanske forsvarskommando forudså i 1999, hvilket skæbnesvangert rod en Irak-invasion kunne udløse. Da regeringen ikke gad høre på ham, gennemførte han krigsspillet 'Desert Crossing', der varslede alle de aktuelle problemer. I dag er dokumenterne fra krigsspillet tilgængelige
30. december 2006

"Jeg ringede til forsvarskommandoen og sagde: 'I er nødt til at støve Desert Crossing af.' De svarede: 'Hvad er det? Den har vi aldrig hørt om.' Så i løbet af bare nogle få år var den gået tabt. Den fælles hukommelse."

General Zinni er ikke skuffet. General Zinni er vred. Det har han været siden månederne op til den amerikanskledede invasion af Irak i marts 2003.

Anthony Zinni har haft den højeste post i det amerikanske militær: Chef for US Central Command, den amerikanske forsvarskommando, i perioden 1997-2000. Han har som ung marinesoldat været i krig i Vietnam i to omgange, han har været på militære opgaver i Somalia, Korea, Filippinerne, Stillehavet, Caribien, Irak og andre steder. Han er dekoreret med det amerikanske forsvars fornemme fortjenstmedalje med egeløv, med Purple Heart-ordenen og med rigeligt af andre medaljer til at dække det brede bryst. Efter sin tilbagetræden som general har Zinni været den amerikanske regerings specialudsending til Israel og det palæstinensiske selvstyre, han har undervist på militærets institutioner, han har skrevet bøger om krig og krigsførelse.

Med andre ord: Man får dem ikke tungere. Og alligevel har Anthony Zinni følt sig overhørt og sat uden for indflydelse af den amerikanske regering.

Den firestjernede generals vrede skyldes, at han flere år før Irak-invasionen indså de forestående vanskeligheder og søgte at råbe Pentagon og Det Hvide Hus op med advarsler om, hvor galt det kunne gå. Ganske forgæves. Det er det, historien om Desert Crossing handler om.

Projektet opstod i Zinnis hoved i 1998 efter det kortvarige amerikanske bombetogt mod Irak, kaldet operation Desert Fox.

"Det slog mig dengang, at vi havde en plan for at knække Saddams hær, men vi havde ingen plan for genopbygning af Irak," har Zinni siden fortalt.

"Derfor anmodede jeg forskellige regeringskontorer om at mødes til en snak om genopbygningsplaner for Irak. Jeg mente, at vi var nødt til at se på politisk genopbygning, økonomisk genopbygning, genskabelse af sikkerhed, humanitære behov, servicesystemerne og infrastrukturudviklingen."

Desert Crossing var et krigsspil om udviklingen i Irak i kølvandet på et muligt amerikansk angreb. Men det kom først i stand efter en indledende afvisning fra folk i det amerikanske udenrigsministerium, handelsministerium og andre regeringskontorer.

Hvad er planen for Irak?

"Jeg sagde: 'Hvad med at I er med til at lave en plan. Foruden krigsplanen behøver vi en genopbygningsplan.' Ingen interesse. De ville ikke se på det," har Zinni fortalt.

Så han tog selv affære.

"Jeg var overbevist om, at ingen i Washington ville foretage den planlægning, og at vi - militæret - derfor ville komme til at hænge på det."

Den 29.-30. april 1999 mødtes en række militære analytikere på general Zinnis invitation på det amerikanske luftvåbens MacDill-base i Florida for at udforme et worst-case-scenario for udviklingen i et Irak efter Saddam Husseins fald. Og med dette scenario som grundlag samlede Zinni den 28.-30 juni 1999 mere end 70 personer fra militæret, udenrigsministeriet, forsvarsministeriet, USA's Nationale Sikkerhedsråd og CIA til at gennemføre selve krigsspillet. Det handlede ikke om at finde løsninger, men om at beskrive, hvor galt det kunne tænkes at gå - i et håb om at vække beslutningstagerne i Pentagon og Det Hvide Hus.

"Der var konsensus om, at dette seminar skulle være indledningen til meget mere grundige drøftelser," hedder det i et af de dokumenter om Desert Crossing, som for nylig har fået stemplet 'Secret' ophævet.

Dokumenterne er en hypotetisk problemgennemgang af rystende lighed med de reelle problemer, der i dag martrer Irak og dets befolkning foruden det amerikanske militær og dets præsident.

I seminarreferatet After Action Report, der refererer de 70 deltageres drøftelser under krigsspillet i juni 99 understreges som det allerførste:

"Et regimeskift vil ikke nødvendigvis forbedre den regionale stabilitet."

"En række faktorer omfattende aggressive naboer, fragmentering langs religiøse eller etniske skillelinjer og kaos skabt af rivaliserende grupper i kamp om magten kan påvirke den regionale stabilitet alvorligt."

En spådom fuldstændig i pagt med dagens virkelighed i regionen, men helt modsat det billede præsident Bush tegnede op til og efter invasionen - f.eks. da han i april 2003 i en tale i Dearborn, Michigan, forsikrede, at "Irak kan blive et eksempel på fred, fremgang og frihed for hele Mellemøsten."

"Dag for dag, time for time bliver livet i Irak bedre for dets borgere," rapporterede præsidenten.

Balkaniseringen

Rapporten fra Desert Crossing-seminaret bekræfter general Zinnis egen påpegning af behovet for omhyggelige efterkrigs-planer:

"At sikre fred kræver ofte en mere kompliceret planlægning og avancerede interventionsteknikker end kampoperationer gør. Hvis der opstår alvorlige forstyrrelser af infrastrukturen, som hæmmer de normale regeringsfunktioner, hvis fødevarer og drikkevand ikke kan distribueres, hvis genopbygningsprogrammer ikke kan levere motivation til at afstå fra fornyede fjendtligheder, eller hvis minoriteter oplever, at det sociale system ikke vil beskytte dem, så kan freden gå tabt," skrev deltagerne i krigsspillet profetisk.

Om risikoen for regional ustabilitet i kølvandet på et regimeskift og militær intervention indskærpedes det: "Disse konsekvenser må ikke ignoreres under politisk militær planlægning."

Men de sandsynlige konsekvenser blev ignoreret. Også selv om krigsspillets deltagere uddybede:

"Det virker ofte, som om Saddam Hussein er kilden til ustabilitet i Golf-regionen. Men et Irak efter Saddam vil sandsynligvis være ustabilt, og denne ustabilitet kan sprede sig, hvis den ikke håndteres rigtigt. Iraks naboer kan f.eks. søge at udnytte denne periode med usikkerhed. Eller landet kan falde fra hinanden efter religiøse og/eller etniske skillelinjer. Eller styrker i landet kan skabe nationalt og regionalt kaos i deres forsøg på at vinde magten."

"Som det er sket i mange tidligere kriser i Irak, peger dette scenario på muligheden for, at kurdiske og shiitiske aktioner vil true med at 'balkanisere' eller splitte landet," påpegede deltagerne og varslede bl.a. dagens irakiske flygtningeproblem, hvor nu 2,3 mio. irakere ifølge FN har forladt deres hjem og fået Refugees International til at tale om 'verdens hastigt voksende flygtningeproblem'. Zinnis seminardeltagere skrev:

"Humanitære problemer af alvorlige dimensioner kan opstå i perioden efter Saddam. Volden og ustabiliteten, som beskrives i scenariet, kan få tusinder af irakere, der er udmattede efter års nedbrydende sanktioner, til at flygte fra deres hjem. Andre udløsende faktorer kan være et svigt i den basale offentlige service (herunder fødevaredistribution), enten på grund af regimets kollaps, interne kampe eller som resultat af koalitionens militære aktiviteter."

Iran store betydning

Et helt centralt punkt i Desert Crossing-seminaret var analysen af nabolandet Irans rolle og mulige reaktion på et Irak, hvor Saddam var væltet og landet invaderet af USA-ledede tropper.

"En strøm af amerikanske eller andre vestlige styrker i Irak vil forstærke bekymringerne i Teheran, ligesom indsættelsen i Bagdad af en provestlig regering, der opfattes som 'anti-iransk', vil gøre det," påpegede 1999-rapporten.

Man advarede om, at "selv hvis Iran ikke direkte intervenerede i Irak ved at konfrontere oppositionelle grupper eller amerikanske styrker, så besidder det evnen til uden besvære at distrahere amerikanske styrker og beslutningstagere på mere indirekte vis."

Det er præcis, hvad der sker i dag med Irans fordækte støtte til diverse oprørs- og militsgrupper i Irak via træning, våben og penge. Desert Crossing-deltagerne brugte derfor mange kræfter på at analysere behovet for det, som nu også Baker-Hamilton-gruppen har anbefalet i den nylige rapport om USA's muligheder i Irak-konflikten.

"En række deltagere fremførte argumentet, at man ikke måtte forpasse muligheden for at inddrage Teheran på en mere konstruktiv måde," hedder det.

"Ikke at gøre sig anstrengelser for at opnå Irans samarbejde ville formentlig øge muligheden for, at Teheran bruge asymmetriske metoder til at hæmme og forstyrre indsættelsen og anvendelsen af amerikanske styrker og modsætte sig amerikanske bestræbelser på at tilskynde til dannelsen af en vestligt orienteret regering i Bagdad. Mere end for noget andet land i regionen gælder det, at en fejlagtig behandling af Iran, med alle dets evner og mulige hensigter, kunne blive katastrofal for USA og dets koalition."

"Derfor bør USA og dets koalitionspartnere tage skridt til at inddrage Teheran på konstruktiv vis overalt, hvor det er muligt, og som et minimum sikre, at Iran ikke støtter kontraproduktive aktiviteter i Irak," skriver krigsspillets deltagere i en formulering, der ligger meget tæt på Baker-Hamiltons aktuelle anbefaling

"At hæve sanktionerne mod Iran kan være del af en samlet Irak-strategi," foreslår seminar-rapporten med henvisning til USA's sanktioner mod præstestyret, der har været i kraft siden 1979.

Forleden vedtog FN's Sikkerhedsråd efter amerikansk pres at indføre bredere sanktioner mod Iran. Håbet er at bremse landets atomprogram - virkningen er snarere at gøre dialog om Irak umulig.

230.000 soldater for lidt

I disse dage overvejer den amerikanske præsident at sende titusinder flere soldater til Irak i erkendelsen af, at den nuværende koalitionsstyrke på omkring 170.000 mand ikke har kunnet kvæle oprør og borgerkrig. Havde han straks fra invasionen i 2003 fulgt anbefalingerne fra general Zinni og krigsspillets deltagere, havde han muligvis stået i en anden situation i dag. Generalen og Desert Crossing-spillet talte om nødvendigheden af en en "substantiel landstyrke", hvis man kom i en situation med invasion via landjorden.

"Det værste svar på dette problem (Irak efter Saddam, red.) er, at militæret kun inddrages gradvist eller i begrænset omfang. En militær intervention for at sikre endemålene må baseres på landstyrker og være i fuld skala."

Rapporten taler om "op til 300.000 landtropper", mens general Zinni i diskussioner før invasionen vurderede 400.000 som det nødvendige antal for at kunne sikre Iraks stabilisering efter en invasion. Den amerikanske hærs stabschef Eric Shinseki talte op til invasionen om behovet for "adskillige hundredetusinder soldater", hvis et invaderet Irak skulle kunne stabiliseres, og også Anthony Zinnis efterfølger som chef for forsvarskommandoen, general Tommy Franks, der stod i spidsen for invasionen, talte i starten for en styrke på 385.000 soldater. Forsvarsminister Donald Rumsfeld mente, at det med USA's militærteknologiske overlegenhed kunne klares med 160.000 mand, og sådan blev det - med de kendte konsekvenser.

Der var meget profetisk klarsyn i Desert Crossing-krigsspillet. Man talte om nødvendigheden af at opretholde "et irakisk militær, der var restruktureret omkring den regulære irakiske hær," hvor Bush-regeringen i stedet valgte at opløse hele sikkerhedsstrukturen og sende titusinder frustrerede, arbejdsløse soldater i hænderne på det ulmende sunnimuslimske oprør. Seminardeltagere kaldte det "stærkt usandsynligt, at der kunne dannes en demokratisk regering, hvorimod en bred regering omfattende nationalistiske ledere var mulig."

Og man advarede om, at en hurtigt gennemført og overstået "MacArthur-lignende" operation i Irak næppe var sandsynlig. Det var til gengæld "et bosnisk scenario (...) hvilket indebærer, at USA's involvering kan vare mindst 10 år."

Nu er der næsten gået de fire. Da præsident Bush lige før jul gjorde status i et Washington Post-interview, måtte han erkende, at "vi er ikke ved at vinde, vi er ikke ved at tabe."

Fyr Rumsfeld

Det var adskillige måneder før invasionen i marts 2003, at den på det tidspunkt forhenværende militærchef Zinni ringede til sine efterfølgere i forsvarskommandoen og sagde, at de måtte støve Desert Crossing-materialet af, og fik det svar, at de ikke kendte materialet.

"Dertil sagde de til mig: 'Vi har fået besked på ikke at foretage nogen planlægning. Det hele vil blive ordnet af Pentagon," fortalte Zinni under en åbenhjertig forelæsning om hele forløbet på University of California i 2004.

Siden den telefonsamtale har generalen været vred. I oktober 2002 sagde han om de nykonservative i og omkring den amerikanske regering, at "Jeg ved ikke, hvilken planet de befinder sig på."

"Det er ikke den samme, som jeg færdes på," sagde han med henvisning til de nykonservatives totale fejlvurdering af, hvordan de arabiske lande og befolkninger ville reagere på et amerikansk militært felttog for demokratisering af Mellemøsten. Som specialudsending i regionen havde Zinni et ganske anderledes indgående kendskab til de arabiske lande end Cheney, Wolfowitz, Perle og de andre nykonservative, der styrede Bush op til krigen.

"Jeg er ikke overbevist om, at vi skal gøre dette (invadere Irak, red.) nu. Jeg er overbevist om, at vi er nødt til at forholde os til Saddam hen ad vejen, men jeg mener, at dette er et vanskeligt tidspunkt på grund af forholdene i regionen og alt det andet, der foregår i øjeblikket. Jeg er af den opfattelse, at han kan afskrækkes og holdes på plads i øjeblikket."

På dette tidspunkt, i oktober 2002, advarede generalen kraftigt imod at beslaglægge amerikanske militære ressourcer i Irak, som kunne blive nødvendige for at gennemføre og vinde kampen mod Taleban og al-Qaeda i Afghanistan. En profetisk advarsel i lyset af de aktuelle vanskeligheder i Afghanistan, hvor koalitionens ressourcer er for få og Taleban på ny på fremmarch.

I februar 2003, måneden før Irak-invasionen, vidnede Anthony Zinni for det amerikanske Senats udenrigskomité, hvor han gjorde det klart, at regeringen undervurderede, hvad den var på vej ind i.

"De foretog en naiv fejlbedømmelse af omfanget og kompleksiteterne af de problemer, de ville møde," sagde Zinni.

Han har siden kraftigt kritiseret de krigsivrige civilister i Pentagons ledelse.

"Jeg vil gerne have, at der er nogle i kommandokæden, der har lugtet lidt krudt, som min far - veteran fra Første Verdenskrig - plejede at sige. Har man ikke det, er det hele et stort eventyr, indtil man har set det første lig. Vi har desværre ikke nok folk. Alle de krigserfarne befinder sig i udenrigsministeriet - Richard Armitage, Colin Powel - der er desværre flere medaljer i udenrigsministeriet end i forsvarsministeriet," sagde Zinni i 2004. Civilisten Donald Rumsfeld var og er i Zinnis øjne den hovedansvarlige, og Zinni var en af de første ledende militærpersoner, som i april i år offentligt forlangte forsvarsministerens afgang i lyset af den fejlslagne operation i Irak.

Fyringen af Rumsfeld kom i november, men en ny strategi fra Det Hvide Hus for at løse op for det irakiske mareridt har endnu ikke set dagens lys.

Fem-syv år til

Tilbage i 2004 forudså Zinni i et interview med CBS News, hvordan det kunne udvikle sig for de amerikanske tropper i Irak:

"Hvis ikke vi ændrer vores kommunikation og demonstrerer en anden adfærd over for mennesker på gaden, så ender vi der, hvor vi leder efter en hurtig vej ud."

Det er, hvad George Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen nu gør - uden at kunne finde vejen.

I en dugfrisk Irak-analyse udarbejdet af Zinni for det uafhængige World Security Institute, hvortil han i dag er knyttet som militæranalytiker, skriver den gamle forsvarschef:

"Hvad vi har set til dato er forvirring, inkompetence og selvmodsigelser. På dette tidspunkt kan vi ikke klare os med kosmetiske forslag i alle mulige retninger uden nogen substans til at korrigere kursen."

Anthony Zinni forudser, at USA må blive i Irak endnu fem-syv år.

"USA's repræsentanter farer nu verden rundt og bønfalder om hjælp til at bringe USA ud af det rod, der er blevet skabt i Irak. Det bliver svært at opnå i lyset af, hvordan USA i starten afviste FN-vejen og affærdigede mange allierede med arrogant retorik og manglende rådslagning," skriver Zinni.

Der er ingen nemme løsninger, fastslår han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her