Læsetid: 8 min.

Er Bush en af Historiens Store Mænd?

Hvad ville Georg Wilhelm Friedrich Hegel mene om George Bush? Er den amerikanske præsident i sin radikalt ensidige og hensynsløse forfølgelse af en stor idé måske vor tids svar på Cæsar og Napoleon
29. januar 2007

Undskyld alle de store bogstaver i overskriften, men jeg har lige læst Georg Wilhelm Friedrich Hegel, som har en svaghed for dem. I år er 200-året for Hegels monumentalt dybsindige bog Åndens Fænomenologi, hvilket må gøre det nærliggende at spørge om, hvad GWFH mon ville have ment om GWB?

Vi ved, at den amerikanske præsident skal have brugt noget af sin sommerferie forrige år på at læse en roman af Albert Camus. Måske smuglæser han også lidt i Hegel under de kedeligste kabinetsmøder? Nå nej, det gør han nok ikke. Men han sagde dog, for ikke så længe siden, at blodsudgydelserne i Irak blot vil svare til et komma i den sætning, der i sidste ende vil komme til opsummere den indeværende epoke. Og at anlægge et så langsiget historisk perspektiv røber et ægte hegeliansk temperament.

Mens vi venter på, at Det Store Spring Fremad - eller hvilket fantasifuldt navn, den amerikanske troppeforstærkning i Irak nu vil få - sættes i værk, kunne det være værd at betænke, om den amerikanske præsident har format til at blive en Verdenshistorisk Figur.

Først må det siges, at Åndens Fænomenologi er et frygtindgydende vanskeligt læseligt værk, hvor det kan være meget svært at holde alle personerne ude fra hinanden. Dette er ikke ment som en morsomhed, for nogle filosofihistorikere betragter faktisk Fænomenologien som en slags dannelsesroman om den menneskelige bevidstheds udvikling og modning.

Hegel fuldførte den i, hvad der må have været et vanskeligt tidspunkt i hans liv. Han var højt oppe i 30'erne, men havde kun offentliggjort en håndfuld avisartikler. Ingen anså ham for en original tænker. Han stod så ganske i skyggen af sin gamle kollegieværelseskammerat, F.W. J. Schelling, som for at spøje spot til skade var fem år yngre. Værket er da også fuld af polemik med samtidige filosoffer, navnlig Schelling - dog uden at disse nævnes ved navn.

Der er bestemt også passager, der viser litterært mesterskab. Det særlige miks af en meget teknisk argumentationsform med et yderst frapperende billedsprog er uhyre stimulerende, men kan unægtelig også virke dunkel. Som Robert Browning en gang sagde om et af sine digte: "Da jeg skrev det, vidste Gud og jeg, hvad det betød. Nu ved kun Gud det." Sådan kan man godt få det, når man læser dette hovedværk i vestlig filosofi.

Nedladende kommentarer

Ønsker man en mere tilgængelig indføring i Hegel, er hans Forelæsninger om Historiens Filosofi anbefalelsesværdig, skønt de ikke er ment som nogen popularisering. Disse tekster, der først udkom efter hans død i 1831, bygger på forelæsningnotater fra Hegels studerende i 1820'erne, på hvilket tidspunkt han var den helt dominerende skikkelse i tysk filosofi, der dragede store tilhørerskarer til.

Hvo som i dag måtte ønske at stemple Hegel som en reaktionær eurocentriker vil finde righoldige angrebspunkter i Historiens Filosofi. Bogen er fuld af nedladende kommentarer om Afrika ("dette barndommens land, som ligger hinsides den selvbevidste histories dag, er permanent indhyllet i en Nattens mørke kåbe") og vidtgående generaliseringer om Orientens Ånd.

Men frem for alt afslører den også en dyb fascination af magtfulde ledere. Da Hegel skrev på Fænomenologien i 1806, havde han med egne øjne set Napoleon på hesteryg, og det indgav ham indtrykket af at se selveste historiens fremmarch legemliggjort i en enkelt førerskikkelse. I en historieforelæsning to år senere lovpriser han Frederick II af Preussen for at kombinere absolut autoritet og rationel oplysning i en og samme fikse, paternalistiske pakkeløsning.

Så jo, filosoffen abonnerede på sin tids fordomme og elskede en mand i uniform. Det må selvfølgelig noteres, skønt det kan virke letkøbt at fyre løs på døde berømtheder - svare tilbage kan de ikke.

Men Hegel så på ingen måde tilbage på de gode gamle dage som en sund social orden. Han var, med sine egne ord, "modernist" og ekstremt bevidst om, at nye livsformer var under tilblivelse i verden og på vej til at sætte nye kriterier for legitimitet. Og skabe nye problemer.

Det er ikke noget filfælde, at hele spektret af senere politiske ideologier blev udtænkt af tænkere, der fik deres stikord fra Hegels ideer - fra den libertære individualisme hos en Max Stirner til Karls Marx' kommunisme for slet ikke at nævne de forskellige afskygninger af nationalisme og moderat reformisme derimellem. Og skønt hans opmærksomhed var fæstnet på Europa, så han også hen til Amerika som "fremtidens kontinent", hvor meget af den øvrige verdens historie ville blive bestemt i nye udformninger, man knapt kunne gisne om.

Reduceret til sin enkleste formulering var det Hegels tese, at historien udvikler sig som om en stedse konfliktfyldt progression i menneskeåndens anlæg for rationalitet og frihed. I hvert fald, når man anskuer den på det meget lange sigt.

Erfaringen lærer os, at der er regulariteter og love, der styrer universet. Og det dæmrer også langsomt for os, at vi, på vores side, er en del af denne orden. Vores forestillinger om verden - og om os selv - har ændret sig over århundreder. Hegel ophøjer denne betragtning til et nyt niveau: Forandringerne i vores ideer og livsmønstre har ikke været tilfældige - de er i realiteten dele af en udviklingslogik, der styrer hele universet. Hans system er, skønt prædarwiniansk, dybt evolutionært. I sine skrifter om historie dyrker Hegel med forkærlighed metaforer, der antyder organisk vækst og forandring, og hans forelæsninger er således fulde af sædekorn, der bryder ud af deres skal og fostre, der rumsterer i livmødre eller spædbørn, der brister i gråd ved deres første åndedrag.

Men hvor passer så George W. Bush ind i alt dette?

Tja, for Hegel har historien sine gartnere og sine jordemødre, så at sige. Disse fødselsforløsere er mænd (alle hans eksempler er, lidet overraskende, mænd), som gør, hvad der må gøres for fremskridtets skyld, uanset hvad omkostningerne af dette så måtte have til følge. Dertil er de simpelthen drevet som af en indre nødvendighed.

Fra en helt anden vinkel

Nu er det slet ikke sådan, at jeg er tilbøjelig til at se USA's præsident i dette lys. Jeg stemte ikke på ham, kan ikke lide ham og betragter mere hans præsidenttid som en ulykke end som en manifestation af Det Guddommelige Forsyn.

Men en del af besværet ved at sætte sig ind i en stor tænkers tanker består i at lægge sine egne anskuelser til side længe nok til at kunne forestille sig tingene fra en helt anden, det være sig dybt ubehagelig synsvinkel. Og det var præcis, hvad der skete for mig, da jeg læste de sider, hvor Hegel skitserer sin forståelse af "Verdenshistoriske Personer".

Jeg begyndte at fundere over, om Hegel ville have opfattet Bush som tilhørende sådanne personers naturlige selskab.

"De kan kaldes for helte," siger Hegel, "for så vidt at de har uddraget deres målsætninger og kald - ikke fra tingenes rolige, regulære kurs som sanktioneret af den bestående orden, men (...) fra den Indre ånd, der endnu ligger gemt under overfladen, og som, idet den bryder op imod den ydre verden som en omgivende skal, sprænger denne i stykker, fordi den er en ganske anden kerne end den , som hørte til den pågældende skal."

Kort sagt: De gør, hvad de er nødt til at gøre. Og hvis det indebærer at droppe multi-lateralt diplomati eller behandle habeas corpus-princippet (at en anholdt skal stilles for en dommer inden 24 timer, red.), som hørte det til på et museum for skøre, gamle påfund, ja så må det være sådan.

"De er de mænd," fortsætter filosoffen, "som synes at drage deres livsimpuls fra sig selv; og hvis gerninger har frembragt en tingenes tilstand og et kompleks af historiske relationer, som forekommer at være udelukkende deres interesse, udelukkende deres værk."

Med andre ord. De kan selv. De behøver ikke at tage imod råd fra noget "realitetsbaseret fællesskab".

Ikke at sådanne figurer aldrig kan have fordel af at lytte til andre. Men Hegel vurderer, at effekten af slige råd i reglen vil være begrænset. "Uanset hvilke kløgtige planer og råd fra andre, som de måtte have taget imod," som han skriver, "vil disse høre til de mere begrænsede og inkonsistente træk i deres karrierer. Thi det var dem selv, som bedst forstod forholdene, og det var deres fortjeneste, at andre lærte, kom til at forstå og sluttelig bifalde deres politik". (Dette citat står til fri afbenyttelse for Tony Snow, præsidentens pressesekretær, hvis han leder efter en ny forklaring på, hvorfor Det Hvide Hus blæser på anbefalingerne fra USA's militære generalstab).

Frem for alt må En Verdenshistorisk Leder være radikalt egenrådig. Han er, som Hegel forklarer, "ikke så uforstandig at give efter for en mængde divergerende ønsker, der vil sløre hans faste blik. Han er viet til Det Ene Formål, uden hensyn til alle andre. Det er endog meget muligt, at sådanne mænd vil behandle andre interesser, selv de allerhelligste, med den største hensynsløshed - en opførsel, som sandeligen vil kunne påkalde sig moralsk dadlen. Men en så mægtig Form må trampe på uskyldige blomster - og sønderknuse mangt og meget på sin færd."

Hegel havde mænd som Julius Cæsar og Napoleon Bonaparte i tankerne, da han nedfældede disse betragtninger om de store, historieskabende figurer. Som oftest led de en krank skæbne. "De fandt aldrig nogen rolig glæde," bemærker historiefilosoffen. "Hele deres liv var intet andet end strid og møje. Deres hele natur bestod i deres altdominerende lidenskab. Så såre deres mål blev nået, faldt de fra hinanden som tomme skaller fra en kerne."

Nuvel, det ser unægtelig ud til, at det har lange udsigter, før Bush "når sit mål", og derved retleder menneskeåndens historie sikkert frem mod et højere og mere fremskredent stade. Hans projekt ligner lige nu mest af alt et skud i tågen. Hegel er ubarmhjertigt klar i mælet, når det gælder kriteriet for at evaulere sådanne figurer: "De er store mænd," skriver han, "fordi de ville og gennemførte noget virkeligt stort; ikke bare en grille, ikke bare en hensigt, men det, som ramte helt i plet og svarede til deres tidsalders behov."

Hegel betegner i sine foredrag historien som "den slagtebænk, hvor folkeslags lykke, Staters visdom, og individers dyd bliver ofret." Og han beskriver fint, hvad mange af os har følt i de seneste år - "Følelser af det dybeste og mest håbløse mismod, der ikke modsvares af det mindste trøsterige resultat" - og taler om en tilstand af "mental tortur" og "uudholdelig afsky".

Vi bliver da tilbøjelige, anfører han, til at søge tilflugt "i den selviskhed, der står alene tilbage på den rolige bred og derfra i sikkerhed kan nyde det fjerne syn af skibsvrag, der konfust kastes hid og did", hvilket lyder som en ganske træffende beskrivelse af borgerkrigens Irak af i dag.

Måske ville det være bedre for min forståelse og tilegnelse af Hegel, hvis jeg kunne slukke for disse måske lidt vel søgte analogier, når jeg læser ham. Men en filosof, som bruger udtryk som "historiens slagtebænk" må til tider forekomme som en usædvanligt klarsynet fætter. Beklageligvis lever vi netop nu i sådanne tider.

Scott McLemee er amerikansk filosof og skriver klummen Intellectual Affairs i netmagasinet Inside Higher Ed

© Inside Higher Ed og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Kronikken i morgen:
Flyrejser og aflad

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Reves

Utroligt at Information vil lægge navn til sådan noget crab...