Læsetid: 4 min.

Bush’ ilddåb i Europa

13. juni 2001

Et amerikansk nyhedsmagasin rapporterer en interessant detalje om præsident George W. Bush’ forberedelser i forbindelse med sin første rejse til Europa. I slutningen af maj inviterede han fem udefra kommende ’eksperter’ til middag i Det Hvide Hus og lyttede sammen med sine rådgivere til de fem vise mænd i to (?) timer, oplyser Time Magazine. Hvem var de? Fire af dem hører bestemt ikke hjemme i Bush’ omgangskreds. Felix Rohatyn var Bill Clintons ambassadør i Paris, Michael McFaul er demokrat og Ruslands-ekspert, Lionel Barber columnist ved Financial Times og Timothy Garden Ash, en britisk historiker, der har skrevet vidt og bredt om moderne tysk og østeuropæisk historie. De to sidstnævnte har jævnligt optrådt i dette blads spalter.
Denne anekdote afslører ikke nogen fundamental holdningsændring hos denne konservative amerikanske præsident, men snarere en forståelse af at han bliver nødt til at lytte til, hvad verden uden for USA siger. Hvis man skal være lidt optimistisk, så er denne holdning et skridt i den rigtige retning.

I gÅr begyndte George W. Bush sin seks dage lange rundrejse i Europa. Han vil utvivlsomt tit og ofte blive konfronteret med skarp kritik af sin regerings politik på en række områder, der har direkte relevans for Europas sikkerhed og økonomi og for det globale klima. Dødsstraffen i USA vil også blive nævnt, ikke mindst efter henrettelsen af terroristen Timothy McVeigh. Men som han anskueliggjorde i aftes under en pressekonference med Spaniens statsminister José María Aznar, har præsidenten ikke i sinde at bøje sig en tøddel. Tværtimod står han klippefast på sine konservative synspunkter, hvad enten det gælder klimapolitik eller missilforsvar.
Samtidig forstår han ligesom sin forgænger, at sprog og personlig stil kan bruges effektivt til at bløde kritikernes standpunkter op. Derfor vil vi i de næste fem dage høre George W. Bush gentage i hvert land, at blandt venner er det naturligt at være uenige om visse ting. I stedet bør man fokusere på alt det, man har til fælles – handel, fælles værdier...

Iagttagelsen er sådan set selvindlysende. Hagen ved argumentet er, at USA og Europa gradvist vokser fra hinanden på et væld af områder. Det er en proces, der startede i Bush seniors sidste år som præsident og som den talentfulde Clinton mere eller mindre var i stand til at holde under låg gennem 1990’erne.
Nu er den pro-europæiske Clinton blevet afløst af en politiker, der voksede op i en delstat, hvor den geografiske horisont begrænser sig til Mexico. En texaner, der har gjort meget ud af at tage afstand fra den nordøstlige elite, som hans egen familie tilhører.
Det betyder ikke, at George W. Bush er uvillig til at lytte og lære. Hvad man derimod kan frygte er, at han som konservativ republikaner har mindre manøvrefrihed end sin far til at føre en internationalistisk sikkerheds- og udenrigspolitik. Hvis Bush skal gøre sig håb om genvalg i 2004, bliver han nødt til at lytte mere til det konservative bagland end senior gjorde.
Derfor skal vi ikke forvente stort andet end retoriske forsikringer om, at Amerika og Europa vil stå sammen i last og brast i dette århundredes første årti. Mere kan præsidenten ikke levere på nuværende tidspunkt.

Det betyder, at han vil stå fast på sine holdninger. ABM-traktaten vil støt og roligt blive undergravet af USA i takt med accelereret forskning i og udvikling af forskellige typer raketskjold. Eftersom andre våbenkontrolaftaler er bundet op på ABM-traktaten – hjørnestenen i Den Kolde Krigs sikkerhedsarkitektur – må man forudse vidtrækkende konsekvenser for fremtidens sikkerhed i Europa og Asien.
I sin essens foreslår Bush-regeringen at erstatte afrustningsaftaler og traktater med et løsere sæt aftaler, som stiller USA friere. Amerikanere vil ikke låses fast i traktater med en tidligere supermagt, der ikke kvalificerer sig til mere end en regional stormagt.
Samme mentalitet ligger til grund for Bush’ afvisning af Kyoto-protokollen, hvis udformning i allerhøjeste grad var dikteret af amerikanske idéer om at bruge markedsmekanismer til at nedbringe CO2-udslippet. Nu hævder Bush og hans rådgivere minsandten, at europæiske forhandlere benyttede machiavellianske tricks til at sikre sig en mindre byrdefuld forpligtelse end USA.
Hvis Bush vover den påstand, må man håbe, at en af de europæiske ledere i Göteborg sætter ham på plads. At USA ikke kan eller vil leve op til de mål, der blev sat i Kyoto, skyldes ene og alene, at republikanere og nogle demokrater i Kongressen har ladet stå til siden FN’s klimakonference i 1990. Næsten intet er blevet gjort for at stabilisere, endsige reducere, udslippet af drivhusgasser i USA. Denne politik er udtryk for en ansvarsløs og enerådig mentalitet, som de europæiske ledere bliver nødt til at tage afstand fra.

Før i tiden har USA og Europa skændtes voldsomt, men det var under Den Kolde Krig, hvor Vesteuropa ikke havde nær så meget at skulle sige som EU i dag. Tør de europæiske ledere tage bladet fra munden i 2001?
Det er tvivlsomt. Berlusconi og Aznar har allerede erklæret deres sympati for Bush. De tre store – Blair, Chirac og Schröder – skal nok sørge for at glatte ud. Men hvis Bush-regeringen tror, at en ny etikette på gammel vin vil genoprette de sidste fem måneders skader i de transatlantiske relationer er han på afveje. Nu om dage skal der mere til, dersom USA ønsker at forblive en europæisk stormagt.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu