Læsetid: 3 min.

Bush lader Bush slippe

5. juli 2007

SÅ HAR HAN gjort det igen: Ved egenrådig udnyttelse af sit magtfulde embedes beføjelser har George W. Bush sat en plet på sit lands omdømme som retsstat. Præsidenten har lempet den straf, som en domstol har idømt vicepræsident Dick Cheneys tidligere stabschef Lewis Libby. Hans forbrydelse var mened. Straffen var toethalvt års fængsel og en bøde på 250.000 dollar. Bush udraderer turen bag tremmerne, men lader bøden bestå, tænkeligt i forvisning om, at pengestærke republikanere nok kan finde en raslebøsse at spytte i. Men skulle det glippe, har Libby ikke nødvendigvis grund til at gå til egne lommer. Bush har nemlig forbeholdt sig mulighed for yderligere blødsødenhed i denne sag.

BLØDSØDENHED i straffesager er ellers ikke det, republikanere plejer at slå sig op på. Men Libby-sagen er noget ganske særligt. Den er på én gang rasende indviklet - og går samtidig til kernen af råddenskab i Bush-regimentet.

Hør her hvordan:

Den tidligere amerikanske ambassadør Joe Wilson skrev i sommeren 2003 et avisindlæg, hvori han gik i rette med Bush-regeringens brug af argumenter om masseødelæggelsesvåben som begrundelse for invasionen af Irak. Der var det særlige ved Wilson, at han af Bush-regeringen havde været udsendt til landet Niger for at undersøge forlydender om, at der her skulle være et spor til Saddam Husseins frygtelige våben. Wilson rapporterede, at det var en and. Alligevel lod Bush-regeringen anden flyve som sandhed.

Wilsons avisindlæg hensatte vicepræsident Cheney i raseri. Og Cheney vidste noget om Joe Wilson. Cheney nød den insider-viden, at Wilsons kone, Valerie Plame, uanset sine officielle ministerialtitel var CIA agent med masseødelæggelsesvåben som sit fagfelt. Det gav Dick Cheney ideer om at få ram på Wilson via konen.

I en pressemeddelelse, som vicepræsidenten lod udsende i anledning af Wilsons avisindlæg, indflettede Cheney ordvalget: "Det er ikke klart, hvem der autoriserede Joe Wilsons rejse til Niger."

SE, DET VAR jo en fiks opfordring til journalister: Spørg, hvem der mon kan have sendt Wilson af sted! Og spørg gerne, om hans kone mon kan have noget med den sag at gøre. Og hvad hun er for én.

De spørgsmål stillede journalister beredvilligt. Og på tryk kom det, at Valerie Plame var CIA-agent. Nu er det imidlertid sådan, at det i USA er strafbart at afsløre, hvem der er CIA-agent. Derfor blev Bush presset til at beskikke en særanklager til at undersøge, hvem der stod bag lækken.

Det er her, Cheneys stabschef Libby kommer ind i billedet. For han løj for særanklageren om de kontakter, han selv havde haft med journalister i denne sag. Libbys løgne førte til, at særanklageren aldrig nåede til bunds i, hvem der egentlig havde stukket Valerie Plame. Men løgnene endte altså også med at føre til straffedommen over Libby.

Under straffesagen gav særanklageren udtryk for, at Libby sandsynligvis havde løjet for at dække over sin arbejdsgiver, Dick Cheney, og sågar også over præsident Bush.

Dermed fik særanklageren, der selv er udnævnt af Bush, ud mellem sidebenene, hvem han tror, der er de sande skyldige i afsløringen af Plames identitet.

NU BEGYNDER brikkerne at falde på plads. For hvis Libby var blevet indsat til toethalvt års ophold bag tremmer, kunne det tænkes, at han ville tage mod et tilbud om samarbejde med anklagemyndigheden og fortælle, hvem der er lækkens ophavsmand.

At Libby godt kunne gøre sig vanskelig for Bush- regeringen, havde hans forsvarere sendt signaler om ved kræve Dick Cheney indkaldt som vidne i straffesagen. Her ville vicepræsidenten skulle optræde under ed. Risikabelt for en mand som Cheney. Påfaldende nok trak forsvarerene dette krav tilbage. Allerede heri har nogle læst et varsel om en forestående studehandel om benådning.

Det er disse aspekter, der gør den indviklede sag så betydningsfuld. Ved at skåne Libby for fængsel har Bush ikke bare hjulpet en trofast håndgangen mand og behaget det frådende amerikanske højre, for hvem lov-og-orden kun gælder andre. Bush har også afstyret en truende kriminel undersøgelse af sin vicepræsident - og sig selv.

Lusk og spin var der også i præsidentens offentliggørelse af sin Libby-beslutning. Det skete sent mandag aften, lige op til amerikanernes festivitasser i anledning af uafhængighedsdagen 4. juli - formentlig i det håb, at jublen ville overdøve nyheden. Virkningen blev den modsatte: Nyheden neddæmpede jublen - og rejste spørgsmålet om, hvad USA's uafhængighed egentlig betyder.

GEORGE W. BUSH har - Gud bedre det - 18 måneder tilbage i sit embede. Libby-sagen viser, at han vil bruge sin magt til det yderste. Og at han ikke føler noget særligt behov for et dække af anstændighed. Ganske uden skam kan han dække det yderste højre - sin vicepræsident og sig selv. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her