Læsetid: 2 min.

Bush lover uafhængigt Kosovo

I modsætning til besøg i andre europæiske lande var der ingen fjendtlige demonstrationer, da Bush landede på besøg i Albanien og lovede Kosovo uafhængighed
I modsætning til besøg i andre europæiske lande var der ingen fjendtlige demonstrationer, da Bush landede på besøg i Albanien og lovede Kosovo uafhængighed
11. juni 2007

Præsident George W. Bush kom i går formiddag til Albanien, det første besøg i landet af nogen amerikansk præsident, og her lovede han en et snarligt uafhængigt Kosovo.

Kosovo er en serbisk provins med et stort flertal af etniske albanere. Provinsen har været under FN-administration siden 1999, hvor NATO greb ind i en konflikt. Serbien er lodret imod uafhængighed.

"Vi er nødt til at bevæge os, og slutresultatet er uafhængighed," sagde Bush på et pressemøde i Tirana.

Rusland har truet med at nedlægge veto i FN's Sikkerhedsråd over for forslaget om et uafhængigt Kosovo, og præsident Vladimir Putin tog på det seneste G8-topmøde endnu en gang afstand fra uafhængighed.

På et tidspunkt, hellere tidligere end sent, er man nødt til at sige, at nok er nok, Kosovo er uafhængigt, fortsatte Bush på det fælles pressemøde med den albanske premierminister, Sali Berisha.

USA er fortsat villig til at finde en løsning i FN, men hvis "det står klart, at det ikke vil ske over en relativ kort periode, så er vi efter min vurdering nødt til at fremlægge en resolution, og det betyder en deadline", fastslog Bush.

Albanien var tidligere et af de mest hårdnakkede stalinistiske regimer i den kommunistiske blok. Men i dag kan USA fuldt ud regne med Albanien, siger Albanien-kenderen Tue Magnussen, som søndag opholdt sig i det sydlige Albanien.

"Albanien er det mest loyale land i forhold til amerikansk udenrigspolitik," siger han.

Det lille Balkan-land har soldater i både Afghanistan og Irak og har ingen planer om at trække sine 260 soldater i de to lande hjem.

"Der er et yderst positivt billede af USA-besøget," siger Magnussen.

USA ses af albanerne som en garant for stabiliteten på Balkan og naboprovinsen Kosovo, og det er med til at tegne et positivt billede af amerikanerne blandt albanerne - som for langt størstedelen er muslimer. Tue Magnussen tror, at Bush har benyttet besøget til at opnå to ting angående Kosovo: At regeringen i Tirana accepterer FN's mægler Martti Ahtisaaris fredsplan for Kosovo, og at "forlænge albanernes tålmodighed både i Albanien selv og i Kosovo", så der først vil være en afklaring om et halvt år. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her