BOSTON - For reformvenlige skikkelser i det iranske præstestyre synes det rette øjeblik for en diplomatisk åbning over for USA at være kommet i maj 2003. Ikke ved et tilfælde var det to måneder efter præsident George W. Bushs besejring af Irans ærkefjende Saddam Hussein i nabostaten Irak.
På eget initiativ fik præsident Mohammed Khatami den schweiziske ambassadør i Teheran til at rejse til Udenrigsministeriet i Washington med et forslag om at indlede bilaterale forhandlinger. De to lande havde ikke haft diplomatiske forbindelser, siden ayatollah Ruhollah Khomeini havde fjernet den af USA indsatte shah Mohammed Reza Pahlavi i 1979.
Ifølge The New Yorker og tidligere udenrigsminister Colin Powells stabschef Lawrence Wilkerson (i et interview med bureauet Interpress Service, red.) erklærede Iran sig rede til at drøfte sit atomprogram og opgive sin sponsorering af terroristgrupperne Hizbollah i Libanon og Islamisk Jihad i de palæstinensiske territorier.
Som modydelse ønskede Khatami og ayatollah Ali Khameini fornyede diplomatiske forbindelser, ophævelse af USA's økonomiske embargo fra 1996 og en garanti for, at USA i fremtiden undlader at vælte det islamiske regime.
Det korte af det lange af denne historie er ifølge flere uafhængige kilder, at Bush-regeringen aldrig svarede på det iranske udspil på grund af intern uenighed.
USA ville ikke tøbrud
I Udenrigsministeriet var Powell og hans hold interesseret; CIA og Condoleezza Rice i det nationale sikkerhedsråd gav det forsigtig opbakning, men de nykonservative i vicepræsident Richard Cheneys kreds og i Forsvarsministeriet var bitre modstandere af et tøbrud, med mindre ayatollaherne afholdt frie demokratiske valg.
I maj 2003 var de nykonservative stadig i vælten. USA havde netop styrtet Saddam, og Irak var det første af flere lande i regionen, hvor der skulle estableres demokrati. Med sine 150.000 soldater i Irak mente de nykonservative, at USA ville sende et umiskendeligt signal til Iran om, at det teokratiske styres dage var talte. Iran var praktisk talt omringet og befandt sig derfor i en svækket position. På den ene side lå besatte Afghanistan, på den anden besatte Irak.
Men de nykonservatives syn på en ny magtbalance i Den Persiske Golf gav for meget vægt til USA og for lidt til Iran.
Martin Indyk, USA's ambassadør i Israel under præsident Bill Clinton, siger til The New Yorker, at Khatami-styret faktisk var styrket af tre faktorer.
Talibanernes fjendtlige sunni-regime i Afghanistan var blevet væltet af amerikanerne med iransk bistand halvandet år tidligere. Saddam, med hvem Iran havde udkæmpet en blodig krig i 1980'erne, var slået. Under amerikansk pres havde Syrien trukket sin hær ud af Libanon, hvilket gav større manøvrerum til iransk-støttede Hizbollahs styrker.
Objektivt set havde Iran gode grunde til at føle sig i en styrket position til at indgå en aftale med en fjendtlig præsident i Washington, der året før havde indregnet Iran i ondskabens akse.
Iran med demokrati
Denne definition havde chokeret både hardlinere og reformister i Teheran og overbevist begge om, at Iran stod som nr. to på USA's liste over regimer, der skulle væltes - efter Saddam Husseins Baath-styre.
Men nu skulle der handles. Problemet var, at de nykonservative i og uden for Bush-regeringen ikke var interesserede, selv om USA måske havde en chance for at komme af med, hvad Bush og udenrigsminister Rice i dag kalder den største trussel mod verdenssikkerheden - en iransk atombombe indenfor 8-10 år. De ville have begge dele: Et Iran uden en atombombe og et nyt USA-venligt demokratisk styre i et land med 10 pct. af verdens oliereserver under jorden.
Præsident Khatami har senere sagt, at Bushs hårde linje var delvist ansvarlig for hans kæntrede reformprogram. Hans efterfølger blev den radikale islamist, præsident Mahmoud Ahmadinejad, hvis anti-amerikanske retorik og fordømmelser af Israel passer som fod i hose til det rædselsbillede, som Bush-regeringen i årevis har tegnet af det "totalitære" iranske præstestyre. Ahmadinejad bekræfter m.a.o. de nykonservatives holdning, at et regimeskifte i Teheran er eneste garant for et atomfrit Iran.
Iran skal ikke belønnes
Men som månedsmagasinet The American Prospect skrev fornylig:
"Det er interessant, at Bush-folkene under Khatami kaldte præsidentpostens magtbeføjelser ubetydelige, men nu da Ahmadinejad er blevet præsident, er han lige pludselig almægtig i Iran."
Officielt understreger præsident Bush og hans rådgivere ved enhver given lejlighed, at diplomati skal løse Iran-problemet. Men som professor Barry Posen fra Massachusetts Institute of Technology indvender: "Såvidt jeg ved, indgår viljen til at lave kompromis som et element i diplomati. Præsident Bush mener ikke, at Iran skal belønnes for at opgive sit atomprogram."
Med til historien hører, at EU-trojkaen Frankrig, Storbritannien og Tyskland i flere år har prøvet at få USA til at sidde med ved forhandlingsbordet ud fra den anskuelse, at man i et multilateralt forum måske kunne skabe dialog mellem USA og Iran. Begge stater har afvist.
Forklaringen er den, at USA's betingelse for at opgive sine planer om regimeskifte er ayatollahernes udskrivelse af frie demokratiske valg, hvor monarkister, liberale og fundamentalister i terrororganisationen Mujahedin-e Khalq kan deltage.
Det er ikke nok, at det islamiske styre i Teheran officielt forkynder, at det vil afholde sig fra at berige uran. USA's bestræbelse på at undergrave regimet vil upåagtet fortsætte.
Når landet ligger sådan redt, føler præstestyret naturligvis, at det ville være halsløst at opgive det eneste sikre forsvarsvåben mod USA: Bygningen af en atombombe. Men det er lige præcist, hvad USA ønsker at sætte en stopper for. Så længe Ahmadinejad og Bush sidder ved magten, synes en konfrontation derfor indenfor mulighedernes ramme.
Eksilregering umulig
For amerikanerne er problemet imidlertid, at det iranske eksilsamfund i Vesten - det største befinder sig i USA - er overvejende monarkistisk og derfor upopulært blandt iranere, som aldrig har glemt CIA's indsættelse af shahen under et blodigt kup i 1953. At få iranske eksilpolitikere til at danne en samlet og troværdig politisk front synes endnu sværere, end det var med eksilirakerne.
Ikke desto mindre har udenrigsminister Rice fået Kongressen til at hæve bevillingen til den iranske eksilopposition fra 3,5 mio. dollar sidste år til 66 mio. dollar i år. Størsteparten af denne sum - 50 mio. dollar - er bistand til iranske satellit-kanaler, der transmitterer dagligt fra Los Angeles til Iran.
Programmet minder om eksilcubanernes radio- og tv-station José Martin, der blev startet i midten af 1980'erne og som kun få lytter til i Cuba.
Det bemærkelsesværdige er, at det iranske præstestyre hverken forsøger at standse eller straffe iranere, som placerer satellitantenner på deres altaner og hustage, skønt det faktisk er ulovligt.
Man kan gisne om, at Ahmadenijad og ayatollah'erne ikke opfatter eksiliranerne som en reel trussel mod regimet på nuværende tidspunkt.
