Læsetid: 1 min.

'Bush er et røvhul'

'Amerika sidder på verden,' sagde Lars von Trier på et pressemøde mandag om sin nye film, 'Manderlay'
17. maj 2005

Cannes - "Manderlay handler om Amerika, om mit eget land, om alle andre lande," sagde Lars von Trier, da han i går mødte verdenspressen lige efter den første visning af hans nye film.

"Men Amerika er et godt emne, fordi det er så stor en del af vores liv. Danmark er en nation under indflydelse, dårlig indflydelse, fordi Bush er et røvhul. Amerika sidder på verden, og derfor er det naturligt at lave en film om Amerika. Amerika sidder på 60 procent af min hjerne, mit liv. Faktisk er jeg amerikaner, men jeg kan ikke tage dertil og stemme og være med til at ændre ting. Derfor laver jeg film om Amerika."

Folk er bange

En ny film af Lars von Trier er en stor begivenhed i Cannes, og ligesom de andre gange, hvor en af hans film er blevet vist hernede, kunne man fra morgenstunden mærke en sjælden summen i byen. Der var flere billetfiskere på gaden end sædvanligt, og allerede 45 minutter før pressekørslen var der kø uden for biografen. Mange ville sikre sig det helt rigtige sæde, og filmen blev da også modtaget med klapsalver og ingen buh-råb.

Ud over Trier markerede Danny Glover, der spiller den aldrende slave Wilhelm i Manderlay, sig som et yderst politisk engageret menneske, og han var tydeligvis glad for, at Trier havde lavet en film om slaveriet og konsekvenserne af det.

"Man bør spørge de store, amerikanske filmstudier om, hvorfor de ikke laver film om slaveri i Amerika," sagde Glover, der bedst er kendt for sin rolle i de fire Dødbringende våben-film.

"Det ville være fantastisk, hvis nogen turde, men folk er bange, fordi de ikke ved, hvordan de skal gøre. Folk, der har talt åbent om det, er blevet myrdet, f.eks. Martin Luther King."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu