Læsetid: 3 min.

Bush i saksen

3. oktober 2003

En ildevarslende stilhed sænkede sig over Det Hvide Hus i går. Intet nyt i CIA-affæren. Dagligdagen fortsætter uantastet. Præsidenten lader sig ikke distrahere. Han arbejder utrætteligt for det amerikanske folks bedste.
Samme signaler lød fra Det Hvide Hus, dengang præsidenterne Richard Nixon og Bill Clinton blev undersøgt for kriminelle handlinger. Nu synes George W. Bush – præsidenten, der lovede vælgerne at håndhæve etikkens regler strengere – at spille på samme register i en ildelugtende affære om to højtstående rådgiveres demaskering af en hemmelig CIA-agent med det formål at intimidere hendes mand, en prominent kritiker af regeringens begrundelser for at gå i krig mod Irak. Hvorfor tager præsident Bush ikke hånd om denne affære og indkalder, som enhver manager eller bestyrelsesformand i en privat virksomhed ville gøre, sine underordnede til personlig samtale? Det eneste pip, man har hørt fra præsidenten, er en opfordring fra hans talsmand Scott McClellan til alle personer i og udenfor Det Hvide Hus om at henvende sig til Justitsministeriets FBI-agenter, hvis de er i besiddelse af oplysninger relevante for sagens opklaring. Det er for svagt.

Det er ogsÅ en risikabel strategi, fordi jo længere CIA-affæren trækker ud, desto sværere bliver det for Bush og hans ministre at regere landet. I går advarede FBI-efterforskere, at det kan tage flere måneder at identificere de regeringsembedsmænd, som løftede sløret for CIA-agentens identitet – ja, måske bliver de aldrig fundet, fordi uautoriseret frigivelse af fortrolige regeringsoplysninger normalt ikke bliver opklaret. Enten afviser journalisten at afsløre deres kilde, eller også er det umuligt at finde den gennem telefonopkald eller noter. Naturligvis kan de to højtstående regeringsembedsmænd, der ifølge Washington Post ringede til seks journalister og snakkede med den konservative klummist Bob Novak i juli måned, blot vælge at lyve, hvis præsidenten spørger dem direkte. Men det ville være meget besynderligt, hvis Bush selv eller personer tæt på ham, som stabschef Andrew Card, ikke havde en meget god fornemmelse af, hvem de ’two top White House officials’ citeret i Washington Post er. Et kvalificeret gæt er, at en snes mennesker i hovedstaden ved det, inklusive de seks journalister og en klummeskribent. Hvor lang tid kan den hemmelighed holde?

At man tier i Det Hvide Hus tyder ikke godt. Det kan i værste fald betyde, at smædekampagnen mod eks-ambassadør Joseph Wilson og hans kone blev organiseret på højeste niveau, og at det egentlige ansvar kan tilskrives Bush eller vicepræsident Richard Cheney. Hvis sporet leder den vej, kastes USA straks ud i en meget alvorlig politisk krise. De ansvarlige kan givetvis argumentere, at de ikke var klar over, at Wilsons hustru arbejdede som en hemmelig agent med et officielt dække som privat energirådgiver – at de troede, hun blot var en analytiker af masseødelæggelsesvåben i CIA. I så tilfælde kan de muligvis slippe for kriminel tiltale. Men fra et politisk synspunkt ville Bush og hans regering være så kompromitterede, at de næppe kan gøre sig håb om genvalg. Anvendelse af så beskidte metoder mod en kritiker af Irak-krigen som ambassadør Wilson ville svække præsidentens personlige prestige – også i tilfælde af, at han ikke var personligt involveret.
Det amerikanske folk ser med misbilligende øjne på denne pinlige affære. I en meningsmåling siger 69 procent, at regeringen bør hyre en uafhængig efterforsker. De stoler ikke på, at Bushs justitsminister John Ashcroft og hans embedsmænd vil optræde upartisk. En tredjedel mener, at præsidenten var underrettet om smædekampagnen mod Joseph Wilson IV og afsløringen af CIA-agenten. Sammen med en faldende popularitet, tre-fire republikanske senatorers kølige distance til Bush og den voksende tvivl i befolkningen om Irak-krigens udfald giver det et billede af en præsident i vanskeligheder. George W. Bush ligner en leder, der har tabt fremdriften og mistet orienteringen. Det hele flyder. Hvis de ansvarlige befinder sig i hans inderkreds, og han ikke ved, hvem de er – hvilken leder er det, vil amerikanerne spørge. Hvis han kender deres identitet, bør han straks melde dem til FBI og fyre dem. Hvorfor gør han ikke det? Manglende handling kompromitterer præsidenten.
For at gentage: Denne affære er af en yderst alvorlig karakter, som kan knække Bush. Selv republikanere erkender det. Partiformand Ed Gillespie indrømmede på tv-stationen MSNBC tirsdag aften, at hvad angår de mulige konsekvenser af topembedsmændenes handling – f.eks. tab af menneskeliv – er skandalen langt værre end Nixons Watergate.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu