Læsetid: 2 min.

Bush-tale deler de danske politikere

S, R og SF kritiserer Bush for at sammenkæde terror og Irak-invasion. V og DF hylder Bush som forkæmper for demokrati
30. juni 2005

Socialdemokraterne, de radikale og SF anklager USA's præsident, George W. Bush, for at være på vildspor, når han stadig i sin tv-tale natten til onsdag knytter invasionen af Irak i marts 2003 til terrorangrebet den 11. september 2001 på USA. Imens forsvarer Venstre og DF Bush som en fortaler for demokrati.

Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, siger, at den amerikanske præsidents sammenkædning af Irak og terrorisme og masseødelæggelsevåben er kunstig og forkert.

"Jeg er enig med de kritikere i den amerikanske kongres, der siger, at hans forsøg på at sammenkæde angrebet den 11. september og begrundelsen for at invadere Irak er uden noget som helst grundlag. Saddam Hussein var en meget stor forbryder, men de eneste forbrydelser, han med sikkerhed ikke har begået, var, at han besad masseødelæggelsesvåben, da han blev angrebet for to år siden, og at han havde forbindelse til al-Qaeda og international terorisme."

'Bush er urealistisk'

"Præsidenten gør sig meget sårbar ved at fastholde billedet af en sammenhæng, som ikke er der," siger Lykketoft.

Den radikale udenrigsordfører, Morten Helveg Petersen, anfører, at præsident Bush talte mest om masseødelæggelsesvåben og international terrorisme, som Irak var involveret i før invasionen i marts 2003: "Der fandtes ikke masseødelæggelsesvåben, og der har ikke været en forbindelse mellem Irak og al-Qaeda af betydning. Bush gentager sin administrations argumenter for invasionen, og de er forkerte. De er ude af trit med virkelighedens verden. Nu kritiserer demokratiske og selv republikanske senatorer Bush for ikke at have et realistisk billede af udfordringerne, siger han.

Samme toner lyder fra SF. Men Venstres udenrigsordfører, Troels Lund Poulsen, forsvarer Bush med, at Irak støttede palæstinensiske selvmordsbombere ved at belønne deres familier og siger, at Bush også var fremadrettet i sin tale: "Det er uretfærdigt bare at hænge sig ved det, han sagde med den 11. september. Bush holdt en fremadrettet tale om demokrati. Før han kom til, frygtede alle, at hans regering ikke ville involvere sig internationalt, men det har han jo gjort," siger Troels Lund Poulsen.

Også DF's udenrigsordfører, Søren Espersen, forsvarer Bush: "Det er helt fair og rigtigt, at Bush drager sammenligning med terrorbekæmpelse og dét, der foregår i Irak, og også dét, der foregik i Afghanistan. Det var hele årsagen til, at vi gik ind."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her