Læsetid: 4 min.

Bussemand med hank på

Billedkunstneren FOS er en mudret tænker, men en eminent dygtig formgiver. Han er så absolut en af sin generations mest interessante kunstnere
19. maj 2005

"Det jordstampede gulv, ja altså den dér måde det afgrænser sig på, det er fantastisk og så baren dér, der er lavet af byggeaffald, ja det ligner noget fra Uganda, ikk?"

Således udbryder en spontant fabulerende udstillingsgæst i mødet med FOS' kunst. Og sekundet man træder op på det jordstampede gulv ude på galleri Christina Wilson, fornemmer man det: Billedkunstneren FOS alias Thomas Poulsen (f. 1971) er en brillant formgiver.

Fra det lille plateau af jord med den særprægede bar af skrammel drages man mod galleriets modsatte hjørne. Her fører en lysende portal, der minder om et stykke magisk minimalisme fra Star Trek, ind til galleriets kontor. Men det nok mest iøjefaldende og virkelig morsomme objekt er den mandshøje grønne kop med det vrængende fjæs, der stirrer teenager-grumt frem for sig.

"Det er The Accumulation Cup, der kan spise og modtage alt, og den kan vi så drikke af. Den kan æde sig igennem det hele, uden det giver etiske problemer. Det er nærmest en stor udhulet bussemand med hank på," forklarer FOS i et interview til kunstsitet Kopenhagen.

FOS har lavet en omfattende bearbejdning af hele gallerirummet, og det fungerer eminent godt som et skævt poetisk miljø af blandformer og finurligt groteske udtryk. Fra de ekvilibristiske computerprint, der fungerer som 'tankemodeller', over sociale forhold og informationsstrømme til de mystisk erotiske uniformer FOS har designet til galleriets personale: Hele vejen rundt har kunstneren en fascinerende ubesværet tilgang til formgivning. Nonchalant elegance og humoristisk grotesse.

Tyverier og social design

Der er masser af tyverier fra andre kunstnere og tydeligst og tykkest fra tyskeren John Bock i den autistisk gakkede videoperformance The Rastafarian Hans Christian Andersen. Her skærer FOS sig ind og ud af papkonstruktioner og udfører mystiske ritualer. En ensom nomade på kunstnerisk dannelsesrejse i en labyrint af akkumuleret junk-materiale.

For så vidt førstehåndsindtrykket, der efterlader det usvigelige billede af en æstetisk begavet kunstner. Omdrejningspunktet for FOS' kunst kalder han 'social design'. Det er et begreb, kunstneren har arbejdet med igennem en årrække og senest i samarbejde med billedkunstner Kenneth Balfelt omkring et re-design af Mændenes Hjem i Istedgade - altså en kunstnerisk opgave 'ude i virkeligheden', som det populært hedder. Begrebet social design dækker selvsagt over det sociale, og hvorledes dette sociale er betinget af et design.

"Blot ved at ændre på stolens højde påvirker man vor omgang med hinanden," forklarer FOS i et tidligere udstillingsprogram. Det er denne æstetiske sensibilitet, kunstneren ønsker at fremme med sin kunst.

Begrebet social design sigter altså til den kulturskabende praksis, som produktionen af 'livsrum' er. En sådan praksis involverer altid en forhandling af magtforhold, og FOS vil med sin kunst undersøge, hvordan andre, drømmende og poetisk rumskabende praksisser lader sig udfolde. FOS indtager her en interessant position med sit flerstrengede kunstneriske engagement. Hvor institutionskritikken aktuelt og historisk set er både kedelig, alvorlig, anæmisk og helt igennem intellektuel, så er FOS' kunst i udgangspunktet omtrent det modsatte. Men han deler bestræbelser med institutionskritikken, når han vil bevidstgøre sit publikum om de sociale strukturers rumlige forankring.

Indholdet flyder

FOS vil således både kritik, gøgl, gak og analyse på én og samme gang. Det er for så vidt en både underholdende og befriende kunstnerisk tilgang. Men det er også her projektet begynder at skride. Hvor FOS kunst er overskuelig, gennemført og frydefuld at se på, så er den på et indholdsmæssigt plan yderst flydende. Som at stå med en spillevende fisk i hånden, der af alt magt forsøger at komme tilbage i det vand, man lige har halet den op af.

De mange kunstneriske greb og referencer åbner godt nok et dynamisk, men også flosset værkrum. Den dialog, der etableres med størrelser som markedet, teknologi, information, det nomadiske (og alle de andre forestillinger og idéer, der bare siver ind og ud af det kunstneriske tankelaboratorium, som på godt og ondt har en gal mands træk), ja, denne dialog forekommer for diffus.

Den lille A til Z over nøglebegreber og fascinationer, som kunstneren har skabt, er mere forvirrende end afklarende. Her får vi alt muligt i alfabetets vilkårlige orden. Fra kvantemekanik og evolutionsbiologi til Jean Baudrillard-citater og kunstnerens egne tekstbrokker. Hvor man i skønlitteraturen har betegnelsen 'pulp fiction' om det, der virkelig er noget skidt, ja så kan man tilsvarende betegne alle disse tanke-brokker, FOS præsenterer os for, som et hjemmestrikket stykke 'pulp theory'.

Det er ikke nødvendigvis nedsættende ment. 'Pulp theory' kan i al sin tågede vildskab være langt mere billeddannende end solid akademisk teori. Men da 'tænkeren' FOS er en mudret fætter, som savner den selvfølgelige lethed og elegance, der kendetegner 'formgiveren' FOS, så taber man hér tråden i social design.

Skal man dog endelig fare vild, så er det aktuelt svært at finde et bedre sted end dybt inde i FOS æstetisk brillante sociale design.

FOS: 'You Refer To Yourself To Reduce The Message To Me'. Galleri Christina Wilson. Frem til 11. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her