Læsetid: 6 min.

En by i provinsen

Mediegøglerne i MTV vendte ryggen til den benovede danske nation for at transmittere til verden. Resultat: En meget dyr, overfladisk, klassedelt og perspektivløs måde at arbejde med musik på. Og ikke en videre sund lektie for dansk musikliv
4. november 2006

Det har været en af de mest provinsielle uger i nyere dansk historie. Med slet skjult benovelse har alskens godtfolk og formidlere, selv TV-Avisen, ligget på maven for Justin Timberlake og det cirkus, han har ageret provisorisk ambassadør for. Med tungen ud af halsen, en skov af erigerede mikrofoner og godt duggede kameralinser har dansk presse benhårdt spillet på nationens bondske fornøjelse over at blive benådet med besøg af pop-adelen. Kom indenfor, Monsør Timberlake, kom indenfor. Ja, det er godt nok lidt ydmyge forhold, men du kan da slumre i mutters og min alkove.

MTV Europe Music Awards lyder navnet på en begivenhed, der i mange mediers øjne har været vigtigere end nogen anden form for kultur i den forløbne uge. Ja, selv Københavns Kommune har lovet at pumpe 6,5 millioner kroner ud af kassen og ind i gigantens vom, hvis den skulle vise sig at være i underskud.

Men de kommunale millionløfter har åbenbart ikke været nok til at sikre en demokratisk betonet medieadgang til varmen indenfor i Bella Center. Derfor foregår denne reportage fra Rådhuspladsen (som deres udsendte ad omveje måtte skaffe sig adgang til), fra midt i den pøbel, som ikke var lækker eller hysterisk eller kendt nok til hovedbegivenheden. Der er aristokratiet, og så der ikke-aristokratiet. Glem aldrig det. Men okay, jeg har så også personligt utrolig svært ved at tage MTV seriøst, og måske fornemmede mediemaskinen intuitivt, at her var et tandhjul, der ikke var velsmurt nok. Anyway, jeg kom til at stå i kø bag Katja Kean, og så kommer man vist ikke meget højere i national populærkultur.

Lignede en generalprøve

Det var en kold aften. Det blev sagt tit på tv, og det blev rapporteret med stadig voldsommere advarselsblink fra de dele af kroppen, der ikke havde sluppet sommeren. Men det var primært en tv-aften, hvilket gik heftigt ud over live-showets underholdningsværdi. En serie tekniske fejl og kompromisløs tilpasning til tv-showet gjorde, at aftenen på Rådhuspladsen mest af alt mindede om en generalprøve: Så gik et lidt sløvt Killers af scenen efter nogle numre, så kom de på igen med fyrværkeri i røven og op i luften. For nu var kameraerne jo tændt. Så manglede billedet på tv-transmissionen fra Bella Center, så manglede lyden, så manglede alt. Og så var der bare arbejdsdag på scenen, hvor roadier pakkede sammen, mens skærmene stumt præsenterede logo, og folket på pladsen så sig desorienterede omkring. Det var en ørkenvandring med indlagte spurter og som helhed en dilettantkomedie uden hensyntagen til det levende publikum på pladsen - tilsat et par skvæt galaktisk showmanship fra de multinationales lommelærke.

Men bare rolig, når kameraerne snurrede, så var mængden på. På, siger jeg. På!, siger jeg jo! "This is insane!", "It's crazy!" og "I love it!", sagde Kelis, og siden overtog Lars Ulrich. Begge var i hykleri oppe og matche Nixon. For gu' var det ej sindssygt derude på den ikke just pakkede plads. Det var hamrende kedsommeligt veldresseret. "Are you ready to rock?" Øh, nej, folket var klar til at stå skoleret og skrige på kommando. "Make some noise". Ja da, men kun mellem reklameblokkene. Og "Free your mind", lød det utallige gange. Men det er jo bare sloganisme, for intet show i verden er så stramt skemalagt og så rigidt afvisende over for improvisation.

Og live-musikken? Well, Timberlake leverede at dømme ud fra transmissionen den euforiske vare i Bella Center. The Killers gav et par hæderligt underholdende, men dybt uopfindsomme numre på den kolde scene. Og kun excentrikeren Snoop Dogg i selskab med Pharrell fik for alvor sat Rådhuspladsen i svingninger. Og så fik vi også überhustleren på slap line til sidst ved publikumsbarrieren: "Give me that weed", lød det, hvorefter rapperen nappede en joint fra en tilskuer og tog sig god tid til den grønne røg. Men på det tidspunkt var tv-verdenens øjne så også rettet mod Bella Center igen. Men måske vor Venstre-mand og MTV-fortaler på kulturborgmester-posten mærkede en nervøs trækning, mens thug-life, massemedie-glimmer og den tidligere hovedvare på Pusher Street på Christiania blandede sig i Snoops hårdt prøvede lunger.

En gøglerby

På den ikke overdrevet velbesøgte plads, hvor det private erhvervslivs luksus-liner skyggede for demokratiets højborg, kom jeg uvilkårligt til at tænke på Herman Bangs roman Stuk fra tilbage i 1887. Hans udlevering af københavnsk overfladiskhed, nydelsessyge og ansvarsløshed. Hjemme i varmen igen bladrede jeg i den, og se hvad jeg fandt: "...han talte atter om Byen, skændede den, forbandede den, givende den Navn af baade Sodoma og Babel - Tyven af hans Søn: - Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til? - en Gøglerby".

Man kan kun gisne om, hvad København og dansk musikliv skal få ud af det aktuelle gøgl. Af et ærlig talt lidt fortærsket show, der hævder at handle om musik, men er langt mere fokuseret på sketches og visuel iscenesættelse, end hvad der for eksempel måtte komme ud på munden af sangerne, mens de vrider sig halsbrækkende rundt - selv Timberlakes vokal led under gymnastikken. Det har sine øjeblikke af euforisk popmagi, men der er få rigtige musikalske knaldperler og for meget koreografi. Musikken befinder sig langt fra centrum, ja, i en perifer cirkel længere ude end de lukkede efterfester.

Og dermed er Copenhagen Music Weeks kobling til MTV også uheldig. Selvfølgelig var det på kort sigt forretningsmæssigt klogt at klistre sig op ad den store event. Der har været masser af udland i byen. Ja, der blev endda nævnt danske navne på tv, uha uha. Men når man bagefter er holdt op med at tælle udenlandske artikler og måske internationale pladekontrakter til de få udvalgte, så risikerer man at stå tilbage med efterveerne af en meget dyr, overfladisk, klassedelt og perspektivløs måde at arbejde med musik på.

Bag lukkede døre fejrer et narcissistisk aristokrati sig selv og minder resten af verden om, at man ikke skal tro, man er noget, medmindre man kæmper sig op i rampelyset på gældende præmis: Lækkert hår, dyrt tøj, ferme dansefødder og toptunede albuer. Ensretning, altså. Ikke egenart eller diversitet. Ikke nogen videre frugtbar lektie til øvelokalet eller hjemmestudiet, hvis du spørger mig, ærede læser. Og man kan frygte en voksende underskov af dovne musikere, men flittige fitnessfolk med en drøm om hurtig berømmelse med styling som genvej. Som om dén fikse ide ikke var udbredt nok i forvejen.

Tilfældigt stjernedrys

Copenhagen Music Week var fyldt med masser af god dansk musik, men også tilsyneladende helt tilfældigt udenlandsk stjernedrys, der vist lige kom forbi og sagde ja til at blive inkluderet: Pink? Ikke lige frem emblematisk for dansk musik. Curtis Stigers? Ellers tak. Programmet var en retningsløs affære, der dog formåede at præsentere dansk musik som mangfoldig. Personligt tog jeg mig den luksus at nyde nogle af de mere åbensindede, ikke åbenlyse indslag: Jonas Struck, Kasper Tranberg, Mads Hyhne and P.O. Jürgens' rockede og jazzede tonsætning af Asta Nielsen-stumfilmen Mod lyset. Og Wundergrunds serie af møder mellem klassiske og avantgardemusikalske udøvere og rockens og electronicaens sangere og musikere. Her havde sloganet Free your mind været på sin plads. Ikke i forbindelse med en selvfejrende, dødsangst, fascistisk skønhedsfikseret mediegigant, der faktisk mest af alt minder om den Madonna, som var med til at gøre kanalen stor i 80'erne, og som de gjorde tykt og usjovt grin med i et indslag i Bella Center: En pruttende mand i lyserød trikot og med Spitting Image-Madonna-som-pensionist-maske. Og følgende salut: "I could be your mother, but you still want to bang me up the ass". Well, MTV, det ligner både en ødipal tilståelse og en mediemanipulators fortalelse. Eller måske et nyt slogan?

* Copenhagen Music Week,

25.10.-2.11., Kbh.

* MTV Europe Music Awards, torsdag, Bella Center og Rådhuspladsen, Kbh. samt tossekassen, torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her