Læsetid: 5 min.

Byen danser

Dansefestivalen, Biennale de la danse Lyon, sætter i år fokus på det urbane. Under titlen 'Danse la ville' præsenteres fra d. 9.-30. september en række vidt forskellige forestillinger fra hele verden om sammenhængen mellem dansen og storbyen
26. september 2006

"Det begynder om fem minutter", siger en dame, som sidder ved siden af mig på den store plads, Place des Terreaux i Lyon. Hun har formodentlig set, at jeg sidder med årets blå danse-biennaleprogram under armen og spejder forgæves efter det dansekompagni, der om lidt skal optræde på pladsen. Det er ikke så mærkeligt, at vi ikke kan se danserne. Målet for den franske Groupe Bernard Menaut er nemlig at blive en integreret del af det daglige bybillede. Klædt i jakkesæt dukker de op, hvor man mindst venter det og udfører halvt improviserede og halvt indstuderede koreografier; altid med udgangspunkt i de mennesker, situationer og ting, der tilfældigvis er i nærheden.

Dans i gaderne

Dans i det offentlige rum er et af undertemaerne for årets danse-biennale i Lyon. Ideen er at lade dansen blive en del af bybilledet og nedbryde barrierer mellem den almindelige borger og den elitære kunst. Under den samlede titel for biennalen, 'Danse la ville', præsenteres forskellige perspektiver på sammenhængen mellem dansen og storbyen. Der er for eksempel fokus på urban dans, hvor 29 af verdens storbyer er repræsenteret. Her har det været et bevidst valg at fokusere særligt på byer uden for den vestlige verden og vælge storbyer som Buenos Aires, Rio de Janeiro, Cairo, Ouagadougou, Dakar og Johannesburg. Visionen for biennalen har fra begyndelsen været at udviske distinktioner mellem dansegenrer; at gøre dans til en del af hverdagen; at få dansen til at feje gennem byens gader; og at gøre koreografi til et mødested og en politisk aktion.

Visionerne og ordene er store, velmente og yderst sympatiske. Den første Biennale de la Danse Lyon blev afholdt i 1984 og grundlagt af Guy Darmet, en nøgleperson i det franske dansemiljø, og som er leder af Frankrigs første scene for moderne dans, Maison de la Danse i Lyon, og fortsat er kunstnerisk leder af biennalen.

Brasiliansk eksplosion

Det urbane element er et kendetegn for den brasilianske gruppe Companhia Urbana de Dança fra Rio de Janeiro.

"Jeg tager alt, hvad Brasilien kan tilbyde, og blander det sammen," fortæller kompagniets kunstneriske leder, Sonia Destri, som vil præsentere brasiliansk kultur og identitet som den fusion, den er: Ved at blande gadens streetdanse, for eksempel capoeira og b-boying med moderne dans.

Og hvilken blanding. I en krafteksplosion kæmper, danser og sveder ni unge capoeira/breakdansere sig igennem de to værker 'Ziriguidum' (2006) og 'Bathalha urbana' (2006). De ni unge mænd er selvlærte i dans og kommer alle fra en af Rios største favelaer. Koreografien 'Ziriguidum' tager form af en kamp. Danserne går anspændte rundt på scenen og ser hinanden an. I splitsekunder støder de sammen med faretruende capoeira-ben-spark, mens et spotlight flakker truende rundt i mørket, og lyden af helikoptere høres i det fjerne.

Lidt efter er det råtung hip hop og elektronisk musik, der har overtaget lydbilledet. Danserne kaster sig akrobatisk ind og ud mellem hinanden med milimeterpræcision. Fødder er på grænsen til at snitte ansigter. Kroppe bliver hængende i luften. Danserne fryser i umulige positioner, hvor der ikke længere er op og ned.

Flowet er energisk og tempoet højt. I en blanding af capoeira, breakdance, b-boying, samba og moderne dans ser vi det ene øjeblik leddeløse gummikroppe og det næste kantede stacatobevægelser. Stemningen er energisk, rå og maskulin, og den hårfine balance mellem dødelig alvor og storbydrengestreger giver associationer til den brasilianske film City of God.

Companhia Urbana de Dança bliver et af højdepunkterne på festivalen og får et velfortjent stående bifald.

Urbane fremtidsvisioner

Et andet perspektiv på bytemaet er sammenhængen mellem moderne dans og moderne arkitektur, repræsenteret af blandt andet Ballet National de Marseille, som viste sin nyeste forestilling Metapolis II (2006). Forestillingen er skabt i samarbejde mellem kompagniets kunstneriske leder, Frédéric Flamant, og den britiskirakiske arkitekt, Zaha Hadid, som herhjemme særligt er kendt som arkitekten bag tilbygningen til Ordrupgaard.

Frédéric Flamant begyndte i 1996 at interessere sig for sammenhængen mellem dans og arkitektur, og stykket er det tredje i en trilogi, der reflekterer over den moderne storby. Metapolis II er en på alle måder storslået forestilling. 20 dansere fejer over scenen i en ekstremt afvekslende koreografi, der henter elementer både fra den klassiske ballet og den moderne dans. Virtuose spring afløses af snurretophurtige drejninger og langsomme passager, hvor danserne krybende slanger sig over tre metalbroer. Andre gange står de i grupper med ryggen til publikum og laver robotlignende minimale bevægelser.

Scenografien, som er skabt af Zaha Hadid, spiller en hovedrolle i forestillingen: tre metalbroer køres frem og tilbage på scenen og er snart motorveje, snart broer, som danserne kan bevæge sig over og under. På en storskærm, som fylder hele bagscenen, smelter dansernes kroppe sammen med storbybilleder ved hjælp af videoprojektion. En dansers kjole bliver pludselig til et pulserende storbyliv, og en halvnøgen kvinde ligger og vrider sig på en motorvej. Vi præsenteres for billeder af tredimensionelle arkitektoniske former, svimlende luftfotos af storbyen eller motorvejsnetværk.

Forestillingen har ofte et præg af en fremtidsvision og skaber genklang til Fritz Langs legendariske film Metropolis fra 1927. Et gennemgående tema i både koreografi, musik og scenografi er kontrasten mellem det skæve over for det retlinede og skarptskårne. Musikken veksler mellem skæve asymmetriske tangoer spillet på klokker, båthorn og skinger violin og samplede dyrelyde, elektronisk musik og trip hop. Hadid står også bag kostumerne, som er holdt skarpt i sort og gråt, mens enkelte dansere er udstyret med et læderærme eller bukseben, som giver dem et mutantlook.

Gadeimprovisationer

Tilbage til Place des Terreaux, hvor jeg nu har fået øje på danserne fra Groupe Bernard Menaut.

Pludselig kommer de til syne blandt de gående på pladsen: en kvinde i kort nederdel og brun skjorte og en moden gråhåret mand i sort jakkesæt, der som sådan smelter ind i bybilledet. Bortset fra at manden lige nu står og balancerer på en jernpæl, mens kvinden laver langsomme piruetter ude i et fodgængerfelt.

Sammen udfører de en lang improvisation midt på gaden, hvor de skiftevis hvirvler rundt i luften og ruller rundt på asfalten, så de spærrer eftermiddagstrafikken.

Groupe Bernard Menaut griber i den grad ind i den almindelige borgers hverdag og får byen til at danse - om den så vil eller ej. Ingen kan vide sig sikker. Pressefotografen, der troede, at han lige kunne få en god vinkel på sit billede, er pludselig en del af en kontaktimprovisation og må finde sig i at få hænder, fødder og kroppe slynget omkring sig. I den slags forestillinger er det uforudsigeligt, hvad der sker, og som publikum må man bare prøve at følge med og acceptere konsekvenserne: også når de to dansere pludselig er forsvundet ind i en bus og på vej væk fra pladsen. Dér sluttede så den forestilling.

Om visionerne for dansebiennalen lykkes, er svært at sige. Men i hvert fald lader det til, at mange benytter sig af chancen for at opleve den perlerække af forestillinger, der præsenteres i Lyon i september, for samtlige af de forestillinger, jeg overværede, var udsolgte. Og der er vel at mærke tale om en kunstart, som mange finder svært tilgængelig, og en by på størrelse med København.

Hvornår får vi en dansefestival i Danmark?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu