Læsetid: 5 min.

Byens sivende indvolde

Jørgen Gustava Brandt blotter skyldfrit egne og andres indvolde, skriver litteraturhistorie og tillige med sin egen. Uden smålig skelen til væsentlighedskriterier, men med virkelige perler undervejs
Jørgen Gustava Brandt blotter skyldfrit egne og andres indvolde, skriver litteraturhistorie og tillige med sin egen. Uden smålig skelen til væsentlighedskriterier, men med virkelige perler undervejs
2. juni 2007

Jørgen Gustava Brandt var 'skabsanarkist'. Det erklærer han selv i sin 766 sider lange, posthumt udgivne selvbiografi. Og der er da også ganske rigtigt noget anarkistisk over erindringerne. Han gider således ikke opsøge offentlige arkivalier for at få løst familiegåderne, skriver han, "jeg vil have, at mine erindringer skal være mine egne." Det bliver de så, 387 subjektivt erindrede situationer.

"Det meste af min tid har jeg ment, at det er tilfældet og det komplet uforudsigelige, der råder, og det er jeg glad for," konstaterer han. Sådan skriver han også erindringer: Hvad der falder ham ind - hvad han kan huske, uden smålig skelen til, om det også kan interessere andre. Læseren veksler mellem søvnig øjenglippen og glade jubelråb. Der er lykkeligvis virkelige perler mellem de mere fodgængeragtige passager.

Evighedens gæstfrihed

Bogens første halvdel om barndom og ungdom er absolut bedst, og det gælder både indhold og sprog.

Gang på gang frydes man over formuleringerne. Der er de lyriske: "(jeg) glanede bare ud i evighedens gæstfri hukommelsestab." "Dagen gled over i en ny sats, da en lirekasse lige nedenfor satte i gang." "Det vertikale landskab, hvis middagshøjde sugede som et trækpapir" eller "i en grædefærdig stunds tvelys, kortvarigt og bemærkelsesværdigt."

Der er de morsomme: "Hans gråsprængte, krøllede hår stod som en enorm afblomstring om hans hoved." "Farvel da! Farvel da! Han fortsatte sådan monotont som en klokkebøje," eller "hun lod en lille kvidrelatters gitterværk falde ned." Om Heretica-kredsen hedder det: "I øvrigt forekom det mig, at alle konerne var bibliotekarer."

Når man dertil kan støde på stykker som nedenstående, kan man ikke undgå at blive høj:

"Hen over årene kan jeg vågne til et lyd- og lyskonglomerat, et kakofonisk brag af byens fjerne forårsdage som trukket ud med en snor af erindringens lille metaldåse. Den åbne gade, åben op mod forårshimlen, rumler og fnitrer. Larmer. Det er en gentagelse, det er en opvågning på kanten af en anden tid. Der er altid nogen der fløjter og altid nogen der er i færd med at grave et stykke gade op, så byens sivende indvolde blottes."

De underjordiske

Skildringerne af barndommen i Københavns indre by, af bandekrige, baggårdenes værksteder og smuthuller er erindret med fynd og en sproglig friskhed, som årene er gået sporløst hen over. Gustava Brandt beretter om, hvordan han og kammeraterne fra Larslejgades skole kunne komme hjem under jorden. De kunne stige ned i en kælder i Pisserenden, via underjordiske gange komme til en jernstige og derfra klatre over i en varmekælder til en baggård, hvorfra der var udsigt til udstoppede havdyr fra Zoologisk Museums magasin. "Så smuttede vi videre gennem nogle tomme katakomber, hvor nogle tværstænger på muren som en stige endelig førte op et sted i Dyrkøb ved domkirken." Derfra videre gennem en kælder under Struers laboratorium osv., osv. - indtil de dukker op foran Ewalds og Wessels gravmæle ved Trinitatis.

Et andet pragtstykke er skildringen af et ortopædisk værksted, hvor der er lutter dværge og krøblinge beskæftiget. En grotsk-lystig verden, befolket med eventyrenes 'underjordiske' - en af dværgene ligner faktisk Lystig fra Snehvide, noterer den unge Brandt sig. Jo, Jørgen Gustava Brandts barndom var et eventyr - med frisindede forældre, få restriktioner og frejdig overtrædelse af de få, der var. Man mindes hans digtsamling fra 1975, Mit hjerte i København, men erindringerne føjer nyt til og giver klangbund, som digtene leverer klangbund til erindringerne.

Drikke og bolle

Ungdommen beskrives som et langt erotisk eventyr. Det har flere gange slået mig, hvordan den seksuelle frigørelse, der tillægges 68-generationen, nærmest ikke kan måle sig med den foregående generations løssluppenhed. Såvel en Tove Ditlevsens vennekreds som Jørgen Gustava Brandt og venner drikker og boller sig skyldfrit og liderligt gennem ungdommen, Gustava med et ligefrem myldrende antal skiftende partnere af begge køn. Og gerne mere end en ad gangen. Desuden maler han og bliver antaget på Kunstnernes Efterårsudstilling. Han stikker af fra fast arbejde til onkel William i Paris, skriver digte og oplever gådefulde hændelser.

Hans venskab med Karen Blixen er let og muntert, meget anderledes end Thorkild Bjørnvigs og Aage Henriksens høj- og overspændte relationer.

Men så begynder det at gå langsommere og stoffet at blive mere kendt.

Hvor Gustava føjer nyt til, ville man sine steder ønske, han havde ladet være. Omstændighederne omkring digteren Morti Vizkis død har mig bekendt indtil nu kun været kendt af en snævrere kreds. Det er ikke længere tilfældet.

Gustava Brandt har haft mange venner, og vi hører om de allerfleste, om giftermål, sammenkomster med andre forfatterpar, og stribevis af gode frokoster, som vi forsikres om var vellykkede. Vi hører om forfattermøder, polemikker, skiftende litterære moder, Ekstra Bladets hetzkampagne mod danske forfattere, ikke mindst Gustava Brandt osv. Hvad vi får, er hans egen udlægning af et stykke litteraturhistorie, og det har naturligvis i sig selv interesse - selv om man ikke altid føler sig overbevist af den. Ind imellem bliver han docerende, ind imellem selvhævdende. Men ind imellem dukker nye pragtstykker op. Som skildringen af en togtur til et forfattermøde på Krogerup Højskole, hvor alt går galt, og hvor Gustava Brandt til slut nær får kvalt Maria Giacobbe.

Et almindeligt liv

Det er, som om Gustava Brandts liv bliver kedeligere med tiden, og med det også hans sprog. "Når jeg her - som det atter og atter er sket - igen ser tilbage over arkene, må jeg, ud over det adspredte i det hele, konstatere almindelighed," skriver han mod slutningen. Man er tilbøjelig til at give ham ret.

Men samtidig har han hele vejen igennem betragtninger, der slår en ved deres præcision, og som gør, at man troligt læser bogen til ende. "Det, jeg erfarede, var, at ingen af livets 'stadier' tilbagelægges, men hele tiden er med os og gør sig gældende, mens vi lever. Det hele er hele tiden med. Og deri er der opløftende og mærkværdigt, hvis man er opladt for det." - Blot er en udenforstående læser ikke altid opladt. Det opløftende og mærkværdige kan ind imellem smutte, for udmøntet litterært kan det let antage karakter af gentagelser.

Som digter fulgte Jørgen Gustava Brandt langt hen ad vejen sine egne snoede stier. Han undgik opbyggelighed, afskyede politik, ville hverken opdrage eller opdrages. Han ville digte. Nu har vi fået sagn for syn.

* Jørgen Gustava Brandt: Mit liv. 387 erindringer. 766 sider, kr. 350,-. Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu