Læsetid: 2 min.

Byggeri har blodig side

Der har været flere dødsulykker på bygge-pladser i år end hele forrige år. Fagfolk angiver overophedning i branchen og mindre arbejdstilsyn som årsager
10. oktober 2005

Da en polsk håndværker en weekend i august faldt ned fra et tag på Sydsjælland og slog sig ihjel, kom han med i en sørgelig statistik.

Indtil videre har der i år været 11 dødsulykker på byggepladser mod otte i hele 2004. Folk inden for byggebranchen tror, at man efter flere år med færre og færre arbejdsulykker i år vil opleve en stigning.

"Når vi ser på antallet af dødsulykker i byggebranchen, så frygter vi, at det samlede billede for i år bliver slemt, rigtigt slemt," siger Ulrik Spannow, som er arbejdsmiljøkonsulent i BAT (Bygge-, Anlægs- og Træ)-kartellet.

Ifølge Arbejdstilsynet er antallet af anmeldte ulykker på byggepladser faldt støt siden 1999. Tilsynet har ingen foreløblige tal for arbejdsulykker i 2005, men ifølge BAT-kartellets analyser ser antallet ud til at stige. Når skadestuerne får mange håndværkere ind, har det flere årsager.

"Der er meget høj aktivitet i byggeriet lige nu. Der bliver trukket folk ind fra andre brancher uden erfaring, og nogle begynder på en byggeplads efter flere år væk fra byggeriet. De nye er i stor fare for at komme til skade, viser statistikkerne. Samtidig har firmaerne og dermed deres folk meget travlt, for det vælter ind med ordrer. Altsammen bidrager det til, at flere kommer til skade," siger Spannow.

Byggesagkyndig i Arbejdstilsynet Jørgen Andersen taler også om nybegyndere som værende "i stor fare for at komme til skade det første stykke tid på en byggeplads."

Arbejdstilsyn ned og op

Når en håndværker på en byggeplads eksmepelvis falder ned fra et stillads, glider på et vådt gulv eller får stød, så skyldes det ofte, at sikkerhedsreglerne er overtrådt. Desværre har det været for nemt at overtræde arbejdsmiljøreglerne tidligere i år, mener sekretariatsleder i BAT-kartellet, Gunde Odgaard.

"Arbejdstilsynet har i første halvdel af i år ikke været nær så meget ude på byggepladser, som de plejer. Og når både folk og mestre ikke har pisken over nakken, så viser erfaringen, at det går ud over sikkerheden. Det har bidraget til den dårlige ulykkesstatistik i år," siger Gunde Odgaard.

Direktøren for Arbejdstilsynet, Jens Jensen, medgiver, at der i begyndelsen af i år "var færre tilsynsbesøg i forhold til 2004."

"Inden for den seneste måned har vi dog skruet op for tilsynsaktiviteten på byggepladserne, så vi nu er oppe på normalt niveau," siger Jensen.

Information har talt med fagforenings-repræsentanter for murere, malere og stilladsarbejdere. De har indtryk af, at inspektørerne fra Arbejdstilsynet er svære at få ud til steder, hvor sikkerheden halter. Formanden for Stilladsarbejdernes Brancheklub i hovedstads-området, John Jakobsen, siger:

"Når vi ringer til Arbejdstilsynets callcenter, så vurderer en eller anden sekretær alvoren af vores henvendelse. Nogle gange virker det som om, at folkene i callcenteret overhovedet ikke forstår, hvad vi taler om. Derfor er der helt sikkert nogle sager, som ikke kommer videre i systemet, selv om de burde."

Arbejdstilsynet udlægger situationen anderledes:

"Vi kan ikke rykke ud til alt det, som vi bliver kontaktet om. Men vi rykker altid ud, hvis der er tale om meget farlige forhold," siger Jensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her